Nævnet stadfæstede i august 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kosovo.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk albaner fra [….] i Kosovo. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun har haft konflikter med de serbiske myndigheder, som under krigen udsatte hende for fysiske overgreb. Hun har desuden henvist til, at hun i 2006 blev tvangsforlovet af sin familie, og at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af sin eksforlovede, som udsatte hende for overgreb, inden det lykkedes hende at flygte. Flygtningenævnet finder ikke, at de konflikter ansøgeren og hendes familie under krigen har haft med de serbiske myndigheder kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene ligger langt tilbage i tid, og at overgrebene ikke var rettet specifikt mod ansøgeren og dennes familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tilhører en minoritetsgruppe i Kosovo. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren i 2006 blev tvangsforlovet og af sin familie tvunget til at flytte sammen med [….], som under samlivet udsatte hende for fysiske overgreb indtil det efter cirka et års samliv lykkedes hende at flygte, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dette er en privatretlig konflikt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har søgt myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at myndigheder ikke kan eller vil hjælpe hende i konflikten med den tidligere samlever. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Kosovo i perioden 2006-2010, uden at hun personligt blev opsøgt af den tidligere samlever. Det om ansøgerens helbredsmæssige forhold oplyste, kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kosovo ikke vil være i en reel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Kosovo/2010/3
