Nævnet stadfæstede i maj 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Kosovo. Ansøgerne indrejste i Danmark i 1996. I 1999 meddelte Flygtningenævnet ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I 2002 traf Udlændingeservice afgørelse om nægtelse af forlængelse af ansøgernes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, 1. pkt. I 2007 blev ansøgerne udsendt tvangsmæssigt til Kosovo. Senere i 2007 indrejste ansøgerne på ny. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag i henhold til udlændingelovens § 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgerne under den oprindelige asylsagsbehandling i Udlændingeservice og Flygtningenævnet havde oplyst, at de var etniske albanere. I forbindelse med en genoptagelsesbegæring i starten af 2006 og i forbindelse med den seneste asylsagsbehandling havde ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøger er etnisk egypter, mens den kvindelige ansøger er etnisk roma. Nævnet fandt således, at ansøgernes oplysninger om deres etniske tilhørsforhold var behæftet med betydelig tvivl. Ved afgørelsen af sagen lagde Flygtningenævnet imidlertid – i overensstemmelse med Udlændingeservices afgørelser – til grund, at den mandlige ansøger er etnisk egypter og muslim fra Kosovo, og at den kvindelige ansøger er etnisk roma og muslim fra Kosovo. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at de efter at være blevet tvangsmæssigt udsendt fra Danmark til Kosovo i 2007 ikke havde kunnet vende tilbage til deres hus i en landsby i Kosovo, idet huset var blevet ødelagt, og der ikke var sikkert for dem at være der på grund af deres etniske tilhørsforhold, idet alle andre i området var albanere. I stedet tog de ophold i en anden landsby. Nogle måneder før deres udrejse til Danmark var ansøgerne blevet opsøgt og udsat for fysiske overgreb af tre maskerede mænd, som forsøgte at presse penge af dem, idet de urigtigt troede, at ansøgerne havde penge som følge af deres ophold i Danmark. Den kvindelige ansøger var blevet udsat for voldtægt. Efterfølgende havde ansøgerne taget ophold hos en af den mandlige ansøgers bekendte i en anden by i Kosovo, indtil de var udrejst til Danmark i slutningen af 2007. Ansøgerne havde endvidere henvist til, at de ikke havde noget sted at bo i Kosovo, ligesom de ikke havde familie tilbage i Kosovo. Endvidere havde de henvist til deres helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet fandt, at overgrebene på ansøgerne måtte anses for et alvorligt, men enkeltstående kriminelt forhold, som ikke kunne anses for at være understøttet af myndighederne. Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgerne måtte henvises til at anmelde forholdet til politiet. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne ikke havde haft problemer med myndighederne i Kosovo. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelle forhold for minoriteter, herunder etniske egyptere og romaer, i Kosovo var af en sådan karakter, at ansøgerne af den grund opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Home Offices Operational Guidance Note, Kosovo, udgivet den 22. juli 2008, pkt. 3.11 (Bilag 9 i Flygtningenævnets baggrundsmateriale vedrørende Kosovo), at selvom etniske romaer og egyptere fortsat blev udsat for chikane og diskrimination, var den generelle sikkerhedssituation for romaer og egyptere forbedret betydeligt i de senere år, blandt andet på grund af myndighedernes indsats. Samlet fandt Flygtningenævnet således ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Kosovo ville være i en konkret i konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af deres etniske tilhørsforhold. Det forhold, at ansøgerne ikke havde familie tilbage i Kosovo og ikke havde noget sted at bo, kunne ikke begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Endelig fandt Flygtningenævnet ikke, at oplysningerne om ansøgernes helbredsmæssige forhold kunne føre til, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes i den forbindelse, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde meddelt ansøgerne humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Kosovo/2009/1
