Nævnet stadfæstede i november 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kina. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er katolik og etnisk han fra en navngiven landsby i Fujian-provinsen i Kina. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har været medlem af den katolske lokale menighed i landsbyen, hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren indrejste i begyndelsen af 2011 og søgte om asyl efter anholdelse i sommeren 2011. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kina frygter, at hun ikke har noget sted at bo, og at hendes søns fader vil slå hende, såfremt de mødes. To måneder efter fødslen tog barnets fader barnet med sig, og ansøgeren har ikke set sønnen siden 1998. Da ansøgeren og barnets fader mødtes efterfølgende, slog han hende. Sidste gang var for to-tre år siden. Han har truet hende med at slå igen, såfremt hun fortsat chikanerer ham. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke har religionsfrihed i Kina. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, og nævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren dagligt har deltaget i katolsk gudstjeneste i landsbyen, hvor hun arbejdede, og at præsten ved kirken har sagt, at hun skal være forsigtig i forhold til myndighederne. Ansøgeren har i forbindelse med gudstjenester hjulpet præsten, herunder ved at læse op fra bibelen. Ansøgeren har ikke haft konflikter med myndighederne eller henvendelse fra myndighedernes side i anledning af sin religionsudøvelse, men ansøgerens arbejdsgiver har forbudt ansøgeren at have religiøse billeder og genstande fremme på sin arbejdsplads, hvor ansøgeren også boede. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har haft konflikter med barnets fader, der har slået ansøgeren ved forskellige lejligheder, når de mødtes, idet ansøgeren ønsker at få barnet tilbage. Ansøgeren har oplyst, at barnets far kort efter fødslen tog barnet fra hende. Barnet har siden boet hos sin far og er nu cirka 12 år gammelt. Ansøgeren har ikke henvendt sig til myndighederne hverken vedrørende den vold, som barnets far har udøvet mod hende, eller vedrørende barnets vedvarende ophold hos faderen. Nævnet finder, at ansøgeren, selvom hun må udøve sin religion på en diskret måde, ikke kan anses for konkret og individuelt efterstræbt af de kinesiske myndigheder på grund af sin katolske religion og religionsudøvelse. Nævnet finder heller ikke, at de baggrundsoplysninger, der generelt beskriver forholdene for katolikker i Fujian-provinsen, kan føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kina må anses for at være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens forhold til barnets far er et privatretligt forhold, og nævnet finder ikke, at denne konflikt kan indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden må antages at risikere efterstræbelse eller overgreb af en karakter, som omhandles af udlændingelovens § 7, stk. 2, og som ansøgeren ikke vil kunne søge de kinesiske myndigheders beskyttelse imod. Det bemærkes endvidere, at barnets fader efter ansøgerens forklaring ikke selv har opsøgt ansøgeren. Det er indgået i nævnets samlede vurdering, at ansøgerens udrejse ikke var forårsaget af en konkret situation, men at ansøgeren har forklaret, at hun følte sig presset af både barnets far, den manglende kontakt med sin egen familie og hendes arbejdsmæssige, boligmæssige og religiøse forhold, og at hun udrejste, da hun fik et tilbud herom. Det indgår endvidere i nævnets vurdering, at ansøgeren opholdt sig i fire-fem måneder i Danmark, før hun søgte om asyl, hvilket skete i forbindelse med politiets tilstedekomst. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kina/2011/3
