Kasak20081

Nævnet stadfæstede i januar 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kasakhstan samt et barn. Indrejst første gang i 2000. I 2004 blev ansøgeren udsendt af Danmark. Indrejst på ny i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at den beskikkede advokat i et indlæg var fremkommet med nogle generelle betragtninger om Flygtningenævnets sagsbehandling, bevisbedømmelse og fortolkninger af retsgrundlaget for afgørelserne. Indlægget fremtrådte som vedrørende også andre sager, herunder sager med ansøgere med andre nationaliteter og inddragelsessager. Advokaten havde endvidere i et tidligere indlæg gjort gældende, at nævnet i sine afgørelser havde undladt at tage stilling til spørgsmålet om non-refoulement. Nævnet bemærkede i anledning af disse generelle betragtninger, at nævnet altid foretager en konkret vurdering af den foreliggende sag baseret på de oplysninger, som foreligger i sagen sammenholdt med de oplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland, der fremgår af nævnets baggrundsmateriale. Ved bedømmelsen af ansøgerens oplysninger tager nævnet hensyn til de særlige subjektive forhold, som måtte foreligge for den enkelte ansøger, herunder om ansøgerens evne til at afgive en sammenhængende og præcis forklaring om sit asylmotiv kan antages at være svækket som følge af ansøgerens psykiske tilstand. Nævnet foretager endvidere i sager, hvor ansøgeren påberåber sig en subjektiv frygt for en tilbagevenden, en vurdering af, om frygten kan anses for velbegrundet i sådanne objektive forhold, at der er grundlag for at meddele asyl. Nævnet inddrager ligeledes i sin bedømmelse eventuelle oplysninger om, at ansøgeren tilhører en særlig social gruppe, og vurderer, om de foreliggende oplysninger sandsynliggør, at personer tilhørende den pågældende gruppe er udsat for en forfølgelse af en så generel og omfattende karakter, at alene tilhørsforholdet til gruppen vil indebære risiko for en forfølgelse i Flygtningekonventionens forstand. Om nævnets stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement bemærkedes, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at enhver afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 skal indeholde en stillingtagen til, om udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke rejser frivilligt, jf. § 31. Stillingtagen til spørgsmålet om non-refoulement er således en integreret del af nævnets afgørelse, og i afgørelsen anføres det specifikt, om ansøgeren kan udsendes tvangsmæssigt til udlandet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt. Vedrørende den konkrete sag nedlagde advokaten påstand om, at sagen skulle hjemvises til Udlændingeservice som følge af, at Udlændingeservice ikke havde taget stilling til spørgsmålet om non-refoulement og ej heller til ansøgerens og dennes datters tilhørsforhold til en særlig social gruppe, dels som kurdere, dels som enlige kvinder med risiko for at blive udsat for ”trafficking”. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen. Om spørgsmålet om non-refoulement henvistes til det ovenfor anførte om udlændingelovens § 32 a, jf. § 31. Det fremgik af Udlændingeservices afgørelse, at der var taget stilling til, om udlændingelovens § 31 var til hinder for udsendelse af ansøgeren til hjemlandet. Det fremgik endvidere, at Udlændingeservice i sin vurdering havde inddraget ansøgerens etniske tilhørsforhold som kurder. Advokatens anbringende for nævnet om, at ansøgeren og datteren skulle være i risiko for ”trafficking”, kunne ikke i sig selv begrunde en hjemvisning af sagen. Anbringendet var indgået i nævnets vurdering af sagen. Ansøgeren havde om sine forhold i Kasakhstan efter udsendelsen fra Danmark i 2004 blandt andet forklaret, at hun hverken havde kunnet få arbejde eller bolig og havde været henvist til at opretholde livet gennem tilfældigt forefaldende arbejde, samt at hun ved henvendelser til politiet om sin tidligere bolig gang på gang var blevet afvist, hånet og udsat for fysisk vold. Hun havde endvidere forklaret, at hendes søn ved en af disse henvendelser var blevet ført bort af politiet efter at være blevet lagt i håndjern, og at hun ikke havde set sønnen siden. Hun havde også henvist til sine tidligere afgivne forklaringer om begivenheder forud for den første asylansøgning i 2000, herunder at hendes mand var blevet dræbt, da hans tankstation var blevet sprunget i luften. Flygtningenævnet fandt ikke, at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet tog ved vurderingen af ansøgerens forklaring hensyn til, at hun som følge af sin dårlige psykiske tilstand kunne have haft svært ved at forklare fuldstændigt og sammenhængende om sine forhold. Selv under hensyntagen hertil fandt nævnet imidlertid, at der bestod så væsentlige uoverensstemmelser mellem hendes forklaring om, hvad der skulle være overgået hende i Kasakhstan, og andre oplysninger i sagen, at nævnet ikke kunne lægge forklaringen om asylmotivet til grund. Nævnet bemærkede herved, at det af nævnets tidligere afgørelse fra 2002 om afslag på asyl i forbindelse med ansøgerens første asylansøgning fremgik, at ansøgerens forklaring til de danske asylmyndigheder var uoverensstemmende med den forklaring, som hun havde afgivet til de tyske asylmyndigheder i forbindelse med asylansøgning i Tyskland. De tyske akter indgik også i nærværende sag. Det fremgik endvidere af nævnets tidligere afgørelse, at der tillige på en række punkter var uoverensstemmelser mellem ansøgerens forklaring og sønnens forklaring. Herefter fandt nævnet, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun havde været forfulgt eller ville være i risiko herfor. Ansøgeren havde nu fremlagt en dødsattest vedrørende sin afdøde ægtefælle. Det fremgik heraf, at ægtefællens død skyldes hjerte-kar problemer. Dette stemte ikke overens med ansøgerens forklaring om ægtefællens død. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring om, at attestens udvisende skyldes et forsøg fra myndighedernes side på at skjule den rette dødsårsag, var overbevisende. Ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde tilbageholdt sønnen, fordi familien havde henvendt sig til politiet for få deres bolig tilbage, stemte ikke overens med indholdet af ansøgerens ansøgning fra 2007 om humanitær opholdstilladelse. Af denne ansøgning fremgik, at sønnen var blevet fængslet, fordi han - som pacifist – havde nægtet at aftjene værnepligt. Ansøgeren havde underskrevet brevet, der var udfærdiget på dansk. Ansøgeren havde forklaret, at oplysningen i brevet havde beroet på en misforståelse mellem hende og brevskriveren. Nævnet fandt, at der var en så væsentlig forskel på ansøgerens forklaring om sønnens tilbageholdelse og oplysningen i brevet, at det ikke var sandsynligt, at forskellen havde skyldes en misforståelse. At sønnens tilbageholdelse havde sammenhæng med aftjening af værnepligt forekom endvidere sandsynligt under hensyn til, at sønnen, der var blevet udsendt af Danmark sammen med ansøgeren i 2004, på det tidspunkt var 21 år. Ansøgerens forklaring om, at hun efter sin hjemkomst i 2004 havde levet under meget usle forhold og alene havde været henvist til forefaldende arbejde, stemte ikke overens med, at hun efter sin egen forklaring af opsparede midler havde kunnet udrede 6.000 US-dollars for rejsen til Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at hun i 2005 havde fået udstedt et pas og søgte visum til Danmark via Den Danske Ambassade i Moskva. Hun havde herom forklaret, at hun havde betalt 4-500 US-dollars til nogle mellemmænd, som havde hjulpet hende hermed. Endvidere var oplysningerne om ansøgerens sociale forhold i hjemlandet ikke af asylrelevant karakter. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om, at hun af offentlige myndigheder og også i forhold til civilbefolkningen konstant var blevet udsat for chikane, forfølgelse og overgreb, ikke stemte overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Af disse oplysninger fremgik det, at menneskerettighedssituationen gennem de senere år var blevet forværret i Kasakhstan, men der var imidlertid ikke oplysninger, der understøttede, at kurdere som minoritet generelt var blevet udsat for forfølgelse. Efter det anførte fandt nævnet, at ansøgeren - selv med de lempelser i vurderingen som måtte følge af hendes psykiske tilstand - ikke havde sandsynliggjort, at hun skulle have været forfulgt eller havde været i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun havde heller ikke sandsynliggjort, at hun ville være i reel risiko for at blive udsat for forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at den af ansøgeren udtrykte subjektive frygt for en tilbagevenden, efter det ovenfor anførte, ikke kunne anses for begrundet i sådanne objektive omstændigheder, at der var grundlag for at meddele asyl. Det bemærkedes endelig, at det ikke fandtes nærmere underbygget, at ansøgeren og datteren som enlige kvinder skulle være i en konkret og reel risiko for at blive udsat for ”trafficking”. Da det i øvrigt af den beskikkede advokat anførte ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. Kasak/2008/1