ital20175

[I starten af] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at anmode Italien om at modtage den eritreiske statsborger [A], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, hvoraf fremgår, at er ansøgeren kun i besiddelse af en eller flere opholdstilladelser, der er udløbet for mindre end to år siden, eller et visum eller flere visa, der er udløbet for mindre end seks måneder siden, og som faktisk har gjort det muligt for vedkommende at rejse ind på en medlemsstats område, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse, for så vidt ansøgeren ikke har forladt medlemsstaternes område.
Ved erklæring [fra starten af] 2017 har den pågældende klaget over afgørelsen og samtidig øn-sket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen.
[I starten af] 2017 har Udlændingestyrelsen fremsendt en anmodning om overtagelse i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, til Italien.
[I foråret] 2017 sendte Udlændingestyrelsen en såkaldt accept by default til Italien, idet Italien ikke havde svaret på anmodningen. Italien anses herefter for at have accepteret at modtage ud-lændingen i medfør af Dublinforordningens artikel 22, stk. 7, hvoraf fremgår, at såfremt en medlemsstat ikke har givet svar på anmodningen om overtagelse ved udløbet af fristen på to måneder, der er fastsat i artiklens stk. 1, anses medlemsstaten for at have accepteret, hvilket medfører en pligt til at overtage den pågældende person, herunder til at træffe passende foranstaltninger med henblik på ankomsten.
[I foråret] 2017 har Udlændingestyrelsen orienteret klageren om den såkaldte accept by default til Italien og meddelt en frist på tre dage til at fremkomme med yderligere bemærkninger.
[I foråret] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet Flygtningehjælpen har anmodet om, at klagerens sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for klagen blandt andet henvist til, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun gerne vil blive i Danmark, så hun kan være sammen med sin kæreste [B]. Klageren mødte sin kæreste i 2005, og de var kærester i 5 år – indtil [B] udrejste af Eritrea. [B] var i militæret, hvilket betød, at [B] og klageren ikke fik mulighed for at bo sammen eller at blive gift. De talte dog sammen i telefon så ofte som muligt. Parret genoptog kontakten i [efteråret] 2015, og siden ansøgeren er kommet til Danmark, har hun besøgt [B] tre gange i [Syddanmark], og [B] har besøgt ansøgeren fem gange på asylcenteret. De taler dagligt i telefon sammen. [B] kom til Danmark i 2014. Klageren har endvidere til Dansk Flygtningehjælp [i vinteren] 2017 oplyst, at hun er fire uger henne med sin kæreste, og at de er ved at søge om at blive gift. Dansk Flygtningehjælp har henvist til en række baggrundsoplysninger, herunder om de generelle modtageforhold og levevilkår for asylansøgere i Italien og om adgangen til asylproceduren i Italien. Flygtningehjælpen har herudover henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom M.S.S. v. Belgium, hvor domstolen blandt andet fastslog, at hjemløshed og ekstremt fattigdom kan udgøre umenneskelig eller nedværdigende behandling i EMRK art. 3’s forstand. Flygtningehjælpen har i den forbindelse anført, at selvom forholdene i Italien ikke er identiske med forholdene omtalt i dommen må det i den enkelte sag vurderes i lyset af den præmis. I den henseende er staterne forpligtet til at vurdere risikoen for art. 3 krænkelser på baggrund af den konstaterede risiko for hjemløshed ved overførsel til Italien. Herudover har Dansk Flygtningehjælp anført, at adgangen til sundhedsydelser er stærkt begrænset for asylansøgere, som ikke har opnået formel registrering af deres asylansøgning. Dansk Flygtningehjælp har på dette grundlag fundet, at der kan være risiko for, at klageren i Italien vil blive udsat for behandling i strid med sine grundlæggende rettigheder jf. EMRK art. 3, samt EU’s charter for fundamentale rettigheder art. 1 og 4. Dertil har Dansk Flygtningehjælp anført, at klagerens kæreste opholder sig i Danmark, og at parret venter barn sammen, hvorfor hensynet til parrets familieliv bør tages i betragtning, jf. præamblens pkt. 14. Dansk Flygtningehjælp finder derfor, at ansøgerens sag bør realitetsbehandles i Danmark. Endelig har Dansk Flygtningehjælp henvist til, at de anførte baggrundsoplysninger identificerer en række problematiske forhold i det italienske modtagesystem. Asylansøgere, der tilbageføres til Italien i medfør af Dublin-forordningen, er ifølge flygtningehjælpen i reel risiko for at være nødsaget til at bo på gaden med de hertil relaterede udfordringer og problemer. Dansk Flygtningehjælp fremhæver ligeledes den begrænsede adgang til sundhedsydelser som et centralt problem for Dublin-overførte personer i Italien. Flygtningehjælpen anfører videre, at det ikke kan forventes at modtageforholdene i Italien vil ændre sig til det bedre med det nuværende konsekvent høje indrejsetal.
[I foråret] 2017 har Dansk Flygtningehjælp fremsendt klagerens lægejournal samt bemærket, at det fremgår af denne, at klagerens menstruation var udeblevet, men at graviditetstesten [fra vinteren] 2017 var negativ.
Flygtningenævnet har [i foråret] 2017 modtaget sagens akter, Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse [fra starten af] 2017 og anført følgende:
”For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps bemærkning om risikoen for hjemløshed i Italien skal vi indledningsvis bemærke, at det fremgår af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at Dublin-returnees som udgangspunkt vil få samme adgang til indkvartering som øvrige asylansøgere i Italien, og at det er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse i Italien. Det skal hertil bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols udtalelse i sagen Tarakhel mod Schweiz, No. 29217/12. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i denne sag udtalte, at forholdende i Italien ikke kan sidestilles med forholdende i Grækenland på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland, No. 30696/09. Det fremgår ligeledes af dommen, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder, at en overførsel til Italien i medfør af Dublin-forordningen generelt ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår adgangen til det italienske sundhedssystem, skal det bemærkes, at det både fremgår af AIDA Country Report Italy af december 2015 side 83 og rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016 side 50-51, at asylansøgere har samme adgang til sundhedsbehandling, som de italienske statsborgere, således at alle personer i Italien, herunder personer med ulovligt ophold, har samme adgang som italienere til basal og uopsættelig sundhedsbehandling. Det skal hertil bemærkes, at det ligeledes fremgår af den sidstnævnte rapport, at adgang til akut sundhedsbehandling forekommer at fungere tilfredsstillende. Videre bemærkes, at kærester ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublin forordningen, jf. artikel 2, litra g. Ovennævnte og den angivne kæreste ses ikke at have levet i et ægteskabslignende forhold af en vis varighed. Dertil kommer, at hverken ægtefæller eller kærester er omfattet af personkredsen i for-ordningens artikel 16. Ovennævnte har til OM-samtalen [i starten af] 2017 oplyst, at hun er sund og rask. Ifølge partsindlægget er hun gravid. Ifølge ovenstående vil hun om fornødent i Italien kunne modtage lægelig bistand og anden støtte, hvorfor vi ikke mener, at ovennævntes asylansøgning af humanitære grunde skal behandles af Danmark jf. Dublin forordningens artikel 17, 2.”.
[I sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp oplyst Flygtningenævnet om, at klagerens ven [i foråret] 2017 har kontaktet Dansk Flygtningehjælp, og oplyst at klageren er gravid. Samme dato har Dansk Flygtningehjælp fremsendt klagerens nyeste lægejournal samt anført, at det fremgår af denne, at klageren ikke er gravid.
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen.
I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i starten af] 2017 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum.
Flygtningenævnet finder således, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse.
De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for Flygtningenævnet forelig-gende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler.
Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy af december 2016. Det fremgår blandt andet af rapporterne, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar.
Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland.
Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hendes asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17.
Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun er sund og rask.
Flygtningenævnet finder ikke, at det af klageren oplyste om, at hun har kæreste, der har opholdstilladelse i Danmark, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens kæreste ikke er omfattet af definitionen af familiemedlemmer i Dublinforordningens artikel 2, litra g, ligesom der ikke har eksisteret et længevarende samlivsforhold mellem dem. Flygtningenævnet finder videre ikke, at der efter det oplyste ikke består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes kæreste som omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Det bemærkes i øvrigt, at Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2017 har oplyst, at det af klagerens nyeste lægejournal fremgår, at hun ikke er gravid.
På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Ital/2017/5/MAD