[I sommeren] 2016 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at anmode Italien om at mod-tage den somaliske statsborger [A], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1.
Ved erklæring [fra sommeren] 2016 har den pågældende klaget over afgørelsen og samtidig ønsket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen.
[I efteråret] 2016 har Italien accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, hvoraf fremgår, at såfremt det påvises af beviser eller indicier, der er beskrevet i de to lister, der er omtalt i forordningens artikel 22, stk. 3, herunder de data, der er omhandlet i forordning (EU) nr. 603/2013, at en ansøger ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er indrejst fra et tredjeland, er den medlemsstat, hvori vedkommende er indrejst ulovligt, ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Dette ansvar ophører 12 måneder efter den dato, hvor grænsen blev passeret ulovligt.
[I efteråret] 2016 har Udlændingestyrelsen orienteret klageren om Italiens accept og meddelt en frist på tre dage til at fremkomme med yderligere bemærkninger.
[I efteråret] 2016 har Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet Flygtninge-hjælpen har anmodet om, at klagerens sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, artikel 17, stk. 1, samt artikel 17, stk. 2, jf. artikel 6, stk. 1, præamblens pkt. 14 og 17, EU’s charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 24, stk. 2 og 3 samt Børnekonventionens artikel 3. Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for klagen blandt andet henvist til, at klageren har oplyst, at hans ægtefælle, [B], var højgravid og var sat til at føde [i efteråret] 2016. Klageren har videre oplyst, at [B] har brug for hans hjælp og støtte. Klageren har kun mulighed for at besøge sin ægtefælle i weekenden, idet klagerens ægtefælle bor i [by]. Klageren har endvidere oplyst, at han blev viet med sin ægtefælle i Etiopien, hvor vielsen tillige er registreret. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse vedlagt en kopi af vielsesattesten. Klageren har videre oplyst, at han mødte sin ægtefælle [i vinteren] 2016 på en somalisk restaurant i Etiopien. Klageren og [B] blev gift [i vinteren] 2016. [B] opholdt sig i Etiopien indtil [i foråret] 2016. [B] boede hos klageren under sit ophold i Etiopien. Klageren har endvidere oplyst, at han kun var i Italien i kort tid. Såfremt de danske myndigheder sender klageren tilbage til Italien frygter han, at han ikke vil kunne forsørge sig selv eller sin familie. Klageren frygter endvidere, at han vil blive splittet fra sin ægtefælle og sit nyfødte barn. Klagerens ægtefælle har til Dansk Flygtningehjælp oplyst, at det er vigtigt for hende, at klageren kan få lov til at blive i Danmark, idet de venter barn sammen. Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til en række baggrundsoplysninger, herunder om forholdene for asylansøgere i Italien. Dansk Flygtningehjælp har herudover henvist til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder Tarakhel mod Schweiz. For så vidt angår klagerens familieforhold har Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klagerens ægtefælle og barn er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at en adskillelse af klageren fra sin ægtefælle og sit nyfødte barn vil risikere at have en indvirkning på barnets trivsel og udvikling, hvorfor det vil stride imod hensynet til barnets tarv, såfremt klagerens sag ikke realitetsbehandles i Danmark. Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens ægtefælle er afhængig af klageren, jf. Dublinforordningens artikel 16, stk. 1. For så vidt angår forholdene for asylansøgere i Italien har Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klageren risikerer at blive tvunget til at leve på gaden, såfremt han skal vende tilbage til Italien.
Flygtningenævnet har [i vinteren] 2017 modtaget sagens akter, Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse [fra sommeren] 2016. Udlændingestyrelsen har endvidere udtalt følgende: ”Vi vurderer, at bemærkningerne fra Dansk Flygtningehjælp, ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingestyrelsen bemærker indledningsvist, at vi ikke finder, at ansøgers asylansøgning skal behandles i Danmark af hensyn til ansøgerens mulighed for samvær med sit nyfødte barn, som blev født [dato] 2016. Det gøres i den forbindelse gældende, at sagen falder udenfor Dublin-forordningens artikel 9, idet den af ansøger oplyste ægtefælle og det nyfødte barn ikke er tredjelandsstatsborgere med international beskyttelse, idet de er franske statsborgere. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en kopi af vielsesattesten, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om en religiøs vielse, som ikke er retsgyldig i Danmark. Det bemærkes endvidere, at der ikke foreligger dokumentation for, at den af ansøger oplyste ægtefælle var til stede under vielsen. Hertil bemærkes, at den fremsendte kopi af flyreservationer, ikke er tiltrækkelig dokumentation for, at der faktisk er foretaget den omtalte rejse til Etiopien. Den af ansøger oplyste ægtefælle har til trods for lang tidsfrist for at fremsende en kopi af sit pas, ikke været i stand til at fremsende en kopi af sit pas til Udlændingestyrelsen. Endelig bemærkes det, at parret ikke har haft et fast samliv af længere varighed. Det gøres endvidere gældende, at parret ikke kunne have en berettiget forventning om, at de som par/familie ville kunne tage lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor den af ansøger oplyste ægtefælle blev gravid. Det bemærkes yderligere, at familien vil have samme mulighed for samvær i Italien som i Danmark. Ansøgeren og den af ansøger oplyste ægtefælle henvises i øvrigt til at bruge de relevante regler om familiesammenføring. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til artikel 16, stk. 1, finder denne artikel ikke anvendelse, idet den af ansøger oplyste ægtefælle ikke er omfattet af personkredsen i artikel 16, som alene henviser til børn, søskende og forældre. Endelig bemærkes det, at for så vidt angår det anførte om modtagerforhold og levevilkår for asylansøgere i Italien, at det fremgår af dom afsagt den 4. november 2014 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Tarakhel mod Schweiz, at forholdene for asylansøgere i Italien ikke har sådan en karakter, at det kan sidestilles med forholdene i Grækenland på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland, og at en overførsel til Italien i medfør af Dublin-forordningen ikke generelt vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det gøres gældende, at ansøgeren har mulighed for at søge om asyl ved sin ankomst til Italien.”
[I vinteren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet supplerende skriftligt indlæg i sagen. Dansk Flygtningehjælp har blandt andet gjort gældende, at der ligeledes foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og hans to måneder gamle søn, jf. Dublinforordningens artikel 16, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at de italienske myndigheder burde være informeret om, at klageren har en ægtefælle i Danmark, ligesom at hun på tidspunktet for anmodningen var højgravid med klagerens søn, jf. Dublinforordningens artikel 21, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse gjort gældende, at de italienske myndigheder ikke har haft mulighed for at kontrollere, om de var retmæssigt ansvarlige i medfør af Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, samt præamblens punkt 19.
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen.
I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2016 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation.
Flygtningenævnet finder således, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2016 har accepteret at modtage klageren.
De aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien er ifølge de for Flygtningenævnet forelig-gende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler.
Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy af december 2015 samt Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016. Det fremgår blandt andet af rapporterne, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar.
Flygtningenævnet finder således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland.
Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Dan-mark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17.
Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han er sund og rask.
Flygtningenævnet finder ikke, at det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, idet klageren skal have mulighed for at have samvær med sit nyfødte barn, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle og nyfødte barn ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 9, idet klagerens ægtefælle og nyfødte barn ikke er tredjelandsstatsborgere med international beskyttelse, men derimod er franske statsborgere.
Den af Dansk Flygtningehjælp vedlagte vielsesattest, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ægteskabet ikke kan anses for retsgyldigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ægteskabslovens § 20, stk. 2, og § 21, stk. 1, at et dansk ægteskab kun er gyldigt, når begge parter samtidig er fysisk til stede ved vielsen. Denne betingelse kræves ligeledes opfyldt for at anerkende et udenlandsk ægteskab. Der foreligger ikke dokumentation for, at den herboende franske kvinde har været til stede ved registreringen af vielsen, idet hun ikke har fremsendt en kopi af sit pas. Den herboende franske kvinde er således heller ikke omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder allerede af denne grund ikke, at Udlændingestyrelsen, som anført i Dansk Flygtningehjælps supplerende indlæg, burde have orienteret de italienske myndigheder om, at klagerens ægtefælle bor i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 21, stk. 3.
Flygtningenævnet finder ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublin-forordningen, FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle og deres førstefødte barn begge er franske statsborgere, og at de som følge heraf har fri mulighed for at opholde sig på en anden medlemsstats område herunder i Italien sammen med klageren.
Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ægtefælle er afhængig af klageren, jf. Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at en ægtefælle ikke er omfattet af personkredsen for forordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at der ud fra sagens oplysninger er grundlag for at antage, at der mellem klageren og hans ægtefælle eller mellem klageren og hans mindreårige barn er et afhængighedsforhold, som omfattet af Dublinforordningens artikel 16.
Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der efter de nyeste baggrundsoplysninger er en dokumenteret og reel risiko for, at klageren ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at der er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse. I den foreliggende sag er der ingen konkrete oplysninger, der tyder på, at klageren ved en overførsel til Italien skulle være i særlig risiko for at blive hjemløs.
På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Ital/2017/3/THJ
