[I efteråret] 2016 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at anmode Italien om at modtage de irakiske statsborgere [A], [fødedato], og [B], [fødedato], samt deres to medfølgende børn, [C], [fødedato], og [D], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2.
Praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om overførsel til Italien efter Dublinforordningen og forholdene i Italien
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 4. november 2014 dom i sagen Ta-rakhel mod Schweiz (appl. no. 29217/12) vedrørende Dublin-overførsel fra Schweiz til Italien af en afghansk familie bestående af et ægtepar og seks mindreårige børn født mellem 1999-2012. Domstolen fandt blandt andet, at det ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende en familie med mindreårige børn til Italien, hvis ikke de schweiziske myndigheder forinden havde fået individuelle garantier fra de italienske myndigheder om, at klagerne ville blive taget hånd om på en måde, som var tilpasset børnenes alder, og at familien ville blive holdt samlet.
Den 27. marts 2015 har de italienske myndigheder i forlængelse af et møde afholdt i det italien-ske indenrigsministerium med deltagelse af repræsentanter fra det danske Justitsministerium udstedt en generel garanti indeholdende en tilkendegivelse af, at samtlige familier med mindre-årige børn, som overføres/tilbageføres fra medlemsstaterne til Italien i medfør af Dublinforord-ningen, vil blive holdt samlet og indkvarteret under forhold, der er tilpasset familien og børnenes alder.
Den 15. februar 2016 har de italienske myndigheder fremsendt et såkaldt circular letter til de andre Dublinlande. Med brevet er en opdateret liste over de indkvarteringscentre, som Italien anser for egnede til indkvartering af familier med mindreårige børn, og som efter Italiens opfattelse således vil blive indkvarteret i fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og specifikke sårbarheder.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række afgørelser i 2015 og 2016 anset klager over overførsel af familier med mindreårige børn til Italien for inadmissible. Der kan herved blandt andet henvises til appl. no. 21459/14, 54000/11, og 5868/13.
Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol truffet beslutning den 21. juli 2016 om at anse klagen i sagen N.A. and Others v. Denmark, appl.no. 15636/16, om overførsel til Italien som inadmissible. Domstolen udtalte blandt andet følgende: “It was thus a prerequisite for the applicants’ removal to Italy that they would be accommodated in one of the said reception facilities earmarked for families with minor children, that those facilities satisfied the requirements of suitable accommodation which could be inferred from Tarakhel and, in addition, that the Italian Government would be notified of the applicants’ particular needs before the removal.” (præmis 30).
Senest har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen F.M. m.fl. mod Danmark, appl. no. 20159/16, ved beslutning af 6. oktober 2016 anset en tilsvarende klage over overførsel af en enlig kvinde med to mindreårige børn til Italien som inadmissible.
Sagens omstændigheder i øvrigt
Ved erklæring [fra efteråret] 2016 har de pågældende klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2016 og samtidig ønsket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen.
[I starten af] 2017 har Italien accepteret at modtage klagerne i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, hvoraf fremgår, at hvis en ansøger er i besiddelse af et gyldigt visum, er det den medlemsstat, der har udstedt dette visum, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, medmindre det pågældende visum er udstedt på vegne af en anden medlemsstat under en repræsentationsordning som omhandlet i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa. I så fald er det den repræsenterede medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. [I starten af] 2017 har Italien tillige accepteret at modtage klagernes to medfølgende børn.
[I starten af] 2017 har Udlændingestyrelsen orienteret klagerne om Italiens accept og meddelt en frist på tre dage til at fremkomme med yderligere bemærkninger.
[I starten af] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet Flygtninge-hjælpen har anmodet om, at klagernes sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1 og artikel 17, stk. 2. Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for klagen henvist til, at klagerne har et nært forhold til den mandlige klagers herboende søster og den mandlige klagers forældre, som er asylansøgere i Danmark, jf. Dublinforordningens præambels punkt 15 og 17 samt principperne bag Dublinforordningens artikel 9 og 10, og at klagerne ikke vil have samme mulighed for at udøve deres religion i Italien, som de vil have i Danmark. Videre har Dansk Flygtningehjælp henvist til, at der er stor risiko for, at klagerne og deres to medfølgende børn ikke vil opnå adgang til det italienske asylsystem og det italienske sundhedssystem, samt at de vil være i risiko for at blive hjemløse i Italien. Endelig har Dansk Flygtningehjælp henvist til, at det vil tilgodese de to medfølgende børns tarv, at sagen realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 6, præamblens punkt 13, og EU’s Charter for grundlæggende rettigheder artikel 24.
Klagerne har til Dansk Flygtningehjælp forklaret, at de ønsker at blive i Danmark, idet den mandlige klager har familie i Danmark, og fordi de ikke kan udøve deres religion i Italien. Videre har de forklaret, at den mandlige klagers forældre er asylansøgere i Danmark. Klagerne boede sammen med den mandlige klagers forældre i Irak, hvorfor det er vigtigt for klagerne og klagernes børn at bevare en nær relation til dem. Den mandlige klagers far har desuden haft en blodprop i hjertet og i hjernen, hvorfor klagerne er bekymrede for at opholde sig langt væk fra ham. Videre ønsker den mandlige klagers søster, som de seneste seks år har haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, at familien holdes samlet, da det er meget hårdt for dem at være adskilt. Klagerne har forklaret, at det er i Danmark, de har mulighed for at udøve deres religion. Klagerne er mandæere og vil ikke have mulighed for at udøve denne religion i Italien, fordi der ikke er andre mandæere i Italien. I Danmark er der flere mandæere, ligesom der findes et tempel, hvor klagerne kan bede. Det er vigtigt for klagerene at have adgang til et tempel, når de skal bede om søndagen. Klagerne frygter videre, at deres børn som følge heraf ikke vil være i stand til at bevare deres religiøse tilhørsforhold, idet børnene ikke vil møde andre mandæere end deres forældre. Klagerne har videre forklaret til Dansk Flygtningehjælp, at de frygter, at de ikke vil være i stand til klare sig i Italien, idet de har to små børn, som er født [fødedatoer], der ikke har noget kendskab til Italien. Klagerne har tilbragt mindre end en uge i Italien, hvor de opholdt sig i et hus, som de havde fået at vide af deres agent, at de ikke måtte forlade. Klagerne troede, at de var i Tyskland. Klagerne frygter, at hvis de sendes tilbage til Italien, vil de ikke have nogen anelse om, hvordan de skal klare sig. Klagerne vidste ikke, at de havde fået visum til Italien, idet det var deres agent, der havde planlagt udrejsen fra Irak.
Om klagernes familietilknytning til Danmark har Dansk Flygtningehjælp anført, at den mandlige klagers forældre er registrerede som asylansøgere i Danmark, og at der endnu ikke er truffet en første substansafgørelse i deres sager, og at den mandlige klagers søster har haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning i cirka seks år. Af Dublinforordningens artikel 10 fremgår det, at en medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, hvis ansøgeren har et familiemedlem i medlemsstaten, om hvis asylansøgning der endnu ikke er truffet en første substansafgørelse. Dansk Flygtningehjælp har på denne baggrund gjort gældende, at klagernes asylsag bør realitetsbehandles i Danmark af hensyn til familiens enhed. Dansk Flygtningehjælp har hertil bemærket, at den mandlige klagers forældre ikke er omfattet af forordningens artikel 2, litra g, og dertil anført, at det fremgår af Dublinforordningens præambel punkt 15, at en samlet behandling af asylansøgningerne fra medlemmerne af en familie gør det muligt at sikre, at der træffes overensstemmende afgørelser, og at medlemmerne af en familie ikke adskilles, og at det fremgår af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer, og behandle en ansøgning om international beskyttelse, selv om denne behandling ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til forordningens bindende kriterier, ligesom det af Dublinforordningens artikel 17, stk. 2 fremgår, at den medlemsstat, hvor en ansøgning om international beskyttelse er indgivet, når som helst, inden der træffes en første substansafgørelse, kan anmode en anden medlemsstat om at overtage en ansøger med henblik på at sammenføre familierelationer af familiemæssige eller kulturelle hensyn. I den forbindelse har Dansk Flygtningehjælp påpeget, at retten til familieliv er tillagt stor vægt i udarbejdelsen af Dublin III-forordningen, og at princippet bag Dublinforordningens artikel 9 medfører, at de danske myndigheder bør påtage sig ansvaret for behandlingen af klagernes asylsager. Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor anført, at klagerne i Irak har boet i det samme område som den mandlige klagers forældre, og at klagerne er meget bekymrede over at blive adskilt fra den mandlige klagers far, eftersom faren har haft en blodprop i både hjertet og i hjernen. Vedlagt Dansk Flygtningehjælps indlæg er en erklæring fra den mandlige klagers forældre (bilag 1), [E] og [F], og en erklæring fra den mandlige klagers søster (bilag 2), [G], hvoraf det fremgår, at de ønsker, at den mandlige klagers sag behandles i Danmark.
Om klagernes manglende mulighed for at udøve deres religion i Italien har Dansk Flygtninge-hjælp anført, at klagerne er troende mandæere fra Irak. For at udøve deres religion, er det nød-vendigt for klagerne at leve i nærheden af et tempel, hvor de kan bede hver søndag. Om det mandæiske trossamfund har Dansk Flygtningehjælp bemærket, at mandæismen er en meget gammel religion, som opstod i det område, der i dag hører under Irak. Det mandæiske trossam-fund er meget småt, og har i mange år oplevet store udfordringer særligt efter krigen i Irak i 2003, hvorefter mandæerne blev forfulgt på grund af deres særlige religiøse tilhørsforhold. Det anslås, at der er færre end 70.000 mandæere i verden, blandt andet som følge af, at mange er flygtet fra Irak siden 2003. Videre er antallet af mandæere stærkt faldende, fordi det ikke er muligt at konvertere til religionen, og fordi at børn ikke betragtes som mandæere, hvis ikke en af forældrene er mandæer.
Dansk Flygtningehjælp har [i efteråret] 2016 talt med formanden for den Mandæiske Velgøren-hedsforening i Danmark, [H]. [H] har forklaret til Dansk Flygtningehjælp, at de europæiske mandæere primært opholder sig i Danmark og Sverige, og at der findes et tempel i Danmark, hvor mandæerne helst skal bede hver søndag. Han har videre forklaret, at det er nødvendigt for mandæere at leve sammen med andre mandæer for at kunne udøve deres religion, hvorfor det i praksis ikke vil være muligt at leve som troende mandæer i et land, hvor der ikke er mulighed for at bede sammen med andre mandæere. Han har derudover bekræftet, at der ikke findes et mandæisk tempel i Italien. Klagerne vil således ikke kunne udøve deres religion i Italien, idet der ikke findes et mandæisk trossamfund i Italien, som der gør i Danmark, ligesom klagerne ikke kan henvises til at udøve deres tro på anden vis, eksempelvis i deres eget hjem, idet klagerne ikke vil være i stand til at leve som mandæere uden andre mandæers tilstedeværelse. Klagerne frygter videre, at deres to børn, ikke vil kunne vokse op som troende mandæere i Italien. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse gjort gældende, at der på grund af klagernes manglende mulighed for at udøve deres religion i Italien, foreligger sådanne ganske særlige kulturelle hensyn, som efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, kan medfører, at deres asylsag realitetsbehandles i Danmark.
Om klagernes risiko for at blive hjemløse og manglende adgang til den italienske asylprocedure og det italienske sundhedssystem har Dansk Flygtningehjælp anført, at der er reel risiko for, at klagerne ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden, og at klagerne ikke vil være sikret adgang til den italienske asylprocedure og sundhedsbehandling. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse henvist til en række baggrundsoplysninger om forholdene i Italien, blandt andet om de generelle modtageforhold og levevilkår for asylansøgere, herunder Dublin-overførte, i Italien og om adgangen til asylproceduren i Italien. Dansk Flygtningehjælp har herudover henvist til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder Tarakhel v. Switzerland af 4. november 2014, og fra andre europæiske lande, hvorefter flere lande i en række sager har suspenderet Dublin-overførsler til Italien på grund af modtageforhold og adgang til asylproceduren. I forhold til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har Dansk Flygtningehjælp anført, at Domstolen i Tarakhel v. Switzerland af 4. november 2014 lagde vægt på risikoen for, at et betydeligt antal asylansøgere ville stå uden bolig eller blive henvist til overfyldte faciliteter uden privatliv eller voldelige omgivelser, og at Domstolen i dommen konkludere, at en overførsel af Tarakhel-familien til Italien, uden individuelle garantier fra de italienske myndigheder, ville medføre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Hertil har Dansk Flygtningehjælp bemærket, at det fremgår af de nyeste baggrundsop-lysninger, at situationen er uændret, og at et stort antal asylansøgere fortsat vil opleve hjemløs-hed i Italien uden nogensinde at få adgang til modtagesystemet. Personer, som ikke tidligere har søgt asyl i Italien, kan risikere at skulle vente længe på at blive registreret og hermed også på indkvartering samt adgang til sundhedsbehandling.
Videre har Dansk Flygtningehjælp bemærket, at Domstolen i N.A. and Others v. Denmark, appl.no. 15636/16, lagde vægt på, at de danske myndigheder i sagen havde oplyst til Domstolen, at det var en forudsætning for klagernes overførsel til Italien, at de italienske myndigheder forud for udsendelsen ville blive underrettet om relevante oplysninger om klagernes behov. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse anført, at det er Dansk Flygtningehjælps opfattelse, at de italienske myndigheder ikke bliver orienteret om særlige sårbarheder eller helbredsproblemer i forbindelse med udsendelse fra Danmark. Dansk Flygtningehjælp har videre anført, at Swiss Refugee Council har rapporteret, at det ofte er et problem for Dublin-returnees, at NGO’erne, som arbejder i lufthavnen, ikke har modtaget en sådan orientering, og videre at det fremgår af den seneste rapport fra Swiss Refugee Council fra august 2016, at NGO’en GUS, som arbejdede i Fiumicino lufthavn i Rom, på intet tidspunkt havde oplevet, at en person eller familie havde fået tildelt en SPRAR-plads direkte fra lufthavnen, ligesom det fortsat er Swiss Refugee Councils opfattelse, at Dublin-returnees er overladt til at overnatte i lufthavnen i flere dage, fordi organisationerne ikke kan finde indkvartering. Herudover har Dansk Flygtningehjælp bemærket, at når Dublin-returnees afhentes direkte ved flyet af grænsepolitiet i Italien, vil de ikke komme forbi bagagebåndet på vej ud af lufthavnen, hvorfor de oftest først kan hente deres bagage flere dage senere, hvilket kan skabe store problemer, hvis de eksempelvis har nødvendig medicin i bagagen. Det er Dansk Flygtningehjælps opfattelse, at indkvarteringssystemet er utilstrækkeligt, fragmenteret og baseret på nødhjælpsforanstaltninger, hvilket medfører risiko for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder artikel 4, hvorfor der efter Dansk Flygtningehjælps opfattelse påhviler de danske myndigheder en særlig forpligtelse i sager vedrørende Dublin-overførsel af særligt sårbare personer til Italien, herunder familier med mindreårige børn, til at sikre sig, at klagerne reelt bliver modtaget i et af de angivne SPRAR-centre, og reelt har adgang til nødvendig sundhedsbehand-ling i Italien. Dansk Flygtningehjælp har på den baggrund gjort gældende, at klagerne ved en overførsel til Italien vil være i risiko for krænkelser i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder artikel 4, idet de danske myndigheder ikke har indhentet en sådan individuel garanti fra de italienske myndigheder, der sikrer klagerne en passende modtagelse samt adgang til det italienske asylsystem, jf. Tarakhel v. Switzerland af 4. november 2014.
Om hensynet til klagernes to medfølgende børns tarv, har Dansk Flygtningehjælp anført, at det følger af Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, at barnets tarv skal være et primært hensyn for medlemsstaterne i forbindelse med alle de procedurer, som er fastsat i forordningen. Af præamblens punkt 13 fremgår videre, at medlemsstaterne først og fremmest bør tage hensyn til barnets tarv ved anvendelsen af forordningen, ligesom barnets tarv er beskyttet af artikel 24 i EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder.
På baggrund af ovenstående baggrundsoplysninger om det italienske asylsystem, herunder ad-gangen til indkvarteringssystemet og adgangen til det italienske sundhedssystem, samt klagernes manglende mulighed for at udøve deres religion har Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at det vil stride mod princippet om barnets tarv, hvis klagerne og deres to medfølgende børn overføres til Italien.
Flygtningenævnet har [i starten af] 2017 modtaget sagens akter, Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse [fra efteråret] 2016. Udlændingestyrelsen har videre bemærket følgende: ”For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps bemærkning om risikoen for hjemløshed i Italien skal vi indledningsvis bemærke, at det fremgår af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at Dublin-returnees som udgangspunkt vil få samme adgang til indkvartering som øvrige asylansøgere i Italien, og at det er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse i Italien. Det skal hertil bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols udtalelse i sagen Tarakhel mod Schweiz, No. 29217/12. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i denne sag udtalte, at forholdende i Italien ikke kan sidestilles med forholdende i Grækenland på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland, No. 30696/09. Det fremgår ligeledes af dommen, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder, at en overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen generelt ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår adgangen til det italienske sundhedssystem, skal det bemærkes, at det både fremgår af AIDA Country Report Italy af december 2015 side 83 og rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016 side 50-51, at asylansøgere har samme adgang til sundhedsbehandling, som de italienske statsborgere, således at alle personer i Italien, herunder personer med ulovligt ophold, har samme adgang som italienere til basal og uopsættelig sundhedsbehandling. Det skal hertil bemærkes, at det ligeledes fremgår af den sidstnævnte rapport, at adgang til akut sundhedsbehandling forekommer at fungere tilfredsstillende. For så vidt angår flygtningehjælpens opfattelse af, at Italien i forbindelse med udsendelser ikke orienteres om særlige sårbarheder eller helbredsmæssige problemer, skal det indledningsvis bemærkes, at begge ansøgere til oplysnings- og motivsamtalerne med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste at være sunde og raske. Det anførte er således ikke relevant i den pågældende sag. Det skal dog bemærkes, at information om ansøgeres helbredsmæssige tilstand efter Dublin-forordningens artikel 31 og 32 varetages af Nordsjællands Politi, Udlændingecenter Nordsjælland, og at dette således alene falder indenfor Nordsjællands Politis kompetence. For så vidt angår den mandlige ansøgers familie, der henholdsvis har ophold i Danmark på baggrund af asyl og er asylansøgere i Danmark samt modtagerforholdende for asylansøgere med mindreårige børn i Italien, skal vi henvise til begrundelsen i afgørelserne [fra efteråret] 2016. Det kan afslutningsvis ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger samt formanden for den Mandæiske Velgørenhedsforening i Danmark til flygtningehjælpen har oplyst, at ansøgerne ikke vil kunne udøve deres religion i Italien på grund af manglende mandæisk tempel og mangel på andre personer med den mandæiske tro. Vi har her lagt afgørende vægt på, at der i Italien er religionsfrihed, at ansøgernes ret til frit at udøve deres religion er sikret i henhold til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, og at særlige betingelser for udøvelse – foruden den grundlæggende ret til frihed – ikke er reguleret af bestemmelsen.”
På baggrund af Udlændingestyrelsens udtalelse [fra starten af] 2017 har Dansk Flygtningehjælp [i starten af] 2017 afgivet supplerende bemærkninger i sagen. Dansk Flygtningehjælp har heri anført, at der af begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse alene er henvist til, at den mandlige klagers familiemedlemmer ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g, hvortil Dansk Flygtningehjælp har bemærket, at det ikke har betydning for anvendelsen af Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, hvorvidt en klagers familiemedlemmer er omfattet af Dublinforordningen artikel 2, litra g.
Videre har Dansk Flygtningehjælp anført, at det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse, at Udlændingestyrelsen har lagt afgørende vægt på, at der i Italien er religionsfrihed, at klagernes ret til frit at udøve deres religion er sikret, og at særlige betingelser for udøvelse af klagernes religion ikke er reguleret af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9. Dansk Flygtningehjælp har hertil bemærket, at det ikke er muligt for klagerne at udøve deres religion i Italien, selvom det ikke er ulovligt, idet det er nødvendigt for klagernes udøvelse af deres mandæiske tro at være i nærheden af andre mandæere, og et mandæisk tempel, hvilket ikke er muligt i Italien. Det forhold, at klagernes ret til at udøve deres religion i Italien er sikret, ændrer således ikke ved, at en overførsel af klagerne til Italien reelt vil gøre det umuligt for klagerne at udøve deres religion.
[I foråret] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet supplerende bemærkninger i sagen. Dansk Flygtningehjælp har således bemærket, at det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse [fra starten af] 2017, at meget få Dublin-returnees bliver hjemløse i Italien, hvortil Dansk Flygtnin-gehjælp har bemærket, at det fremgår af rapporten, ”Is mutual trust enough? - The situation of persons with special reception needs upon return to Italy”, af 9. februar 2017 fra Dansk Flygt-ningehjælp og Swiss Refugee Council, at personer med særlige modtagebehov, som sendes til-bage til Italien, ikke bliver indkvarteret på SPRAR-centre, når de ankommer til Italien, og at nogle sårbare personer er tvunget til at leve på gaden, indtil de får hjælp til at få adgang til ind-kvarteringssystemet. På baggrund af rapporten af 9. februar 2017 finder Dansk Flygtningehjælp således fortsat, at der er risiko for, at klagerne og deres mindreårige børn ikke bliver indkvarteret på et SPRAR-center og risikerer at leve på gaden.
Flygtningenævnets afgørelse og begrundelse
Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen.
I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Efter Dublinforordningens artikel 12, stk. 2, er Italien forpligtet til at modtage klagerne og dermed ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i starten af] 2017 har accepteret at modtage klagerne.
Det forhold, at klagerne har tilbragt mindre end en uge i Italien, kan ikke føre til en ændret vur-dering. Visummet var udstedt med en gyldighedsperiode fra [efteråret] 2016 til [slutningen af] 2016, og klagerne er registeret med fingreaftryk i Danmark [i slutningen af] 2016. Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klagerne ikke vidste, at de havde visum til Italien.
Flygtningenævnet finder således, at de formelle regler i Dublinforordningen for at kunne tilbagesende klagerne og deres to medfølgende børn til Italien er opfyldt.
Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klagerne og deres to medfølgende børn alligevel ikke kan sendes tilbage til Italien, og at ansøgningen derfor skal tages under behandling i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17.
Herved bliver spørgsmålet, om klagerene og deres to mindreårige børn må antages at blive udsat for så belastende forhold ved en tilbagesendelse til Italien, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU-chartrets artikel 4.
Flygtningenævnet finder, at klagerne og deres mindreårige børn må anses for at tilhøre en særligt underprivilegeret og sårbar gruppe med behov for speciel beskyttelse.
Nævnet finder, at Italien med brevet af 8. juni 2015 og Italiens efterfølgende forsikringer om tilpasning af modtagekapaciteten på mødet i Contact Committee den 24. juni 2015 må anses for at opfylde betingelserne for at kunne modtage klagerene og deres to mindreårige børn.
Nævnet skal herved henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en række afgørelser og senest i sagen F.M. m.fl. mod Danmark af 6. oktober 2016, appl. no. 20159/16, har afvist at behandle klager fra familier med mindreårige børn over, at de ville blive behandlet i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved tilbagesendelse til Italien efter reglerne i Dublinforordningen. I grundlaget for disse afgørelser er indgået de italienske myndigheders breve og tilkendegivelser om overførsel til Italien og modtagelsen af særligt sårbare familier til de øvrige Dublin-medlemsstater.
Endvidere finder Flygtningenævnet, at klagerne ikke har påvist, at deres fremtidige muligheder, hvis overført til Italien sammen med deres to mindreårige børn ud fra hverken et materielt, fysisk eller psykologisk perspektiv vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det bemærkes herved, at klagerne ifølge deres forklaring til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen er sunde og raske, og at den kvindelige klager til samtalen har oplyst, at deres to medfølgende børn har det godt, når bortses fra, at det ene barn har haft det psykisk dårligt, siden familiens nabo blev slået ihjel i hjemlandet.
Det forhold, at klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, kan, uanset at den mandlige klagers søster og forældre skriftligt har givet udtryk for, at de ønsker, at den mandlige klagers sag behandles i Danmark, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagernes familiemedlemmer i Danmark ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har videre afvist at realitetsbehandle sagen i Danmark i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, som følge af klagernes familiemæssige tilknytning til Danmark. I den forbindelse bemærker nævnet, at der efter det oplyste ikke består et afhængighedsforhold mellem klagerne og den mandlige klagers forældre og søster som omfattet af Dublinforordningens artikel 16.
Klagernes religiøse tilhørsforhold kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet har således afvist, at realitetsbehandle klagernes asylsag i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, som følge af klagernes manglende mulighed for at udøve deres religion i Italien i overensstemmelse med deres ønsker. Nævnet bemærker yderligere i den forbindelse, at der i Italien er religionsfrihed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9. Det forhold, at klagerne og formanden for den Mandæiske Velgørenhedsforening i Danmark, [H], har forklaret til Dansk Flygtningehjælp, at klagerne ikke kan udøve deres religion i Italien, idet der ikke bor andre mandæere, og fordi ikke ligger et mandæisk tempel, er ikke at ligestille med et indgreb i klagernes ret til religionsfrihed, idet der ikke af retten til religionsfrihed følger en positiv forpligtelse for staterne til at sikre, at personer under staternes jurisdiktion har et sted for tilbedelse, ligesom staterne ikke er forpligtet til at sikre, at personer under deres jurisdiktion har trosfæller.
Til det af Dansk Flygtningehjælp anførte om hensynet til klagernes to medfølgende børns tarv, bemærker Flygtningenævnet, at hensynet til klagerens børn ikke i sig selv kan føre til, at familien ikke skal overføres til Italien. Det bemærkes herved, at uanset hvilket land, der er ansvarlig for behandlingen af klagerne og deres to medfølgende børns ansøgning om asyl, vil klagerne skulle gennemgå den almindelige sagsbehandling i en asylsag samt den sagsbehandlingstid, som må påregnes i den forbindelse.
Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp i rapporten Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, ”Is mutual trust enough”, af 9. februar 2017, har konstateret, at seks familier, som blev overført til Italien i medfør af Dublinforordningen fra Danmark og Schweiz, ikke blev indlogeret på et SPRAR-center ved ankomsten til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at det endvidere fremgår af rapporten, at familierne efter nogen tid blev indlogeret på et SPRAR-center.
Flygtningenævnet har i den foreliggende sag haft adgang til alle relevante sagsakter, herunder referaterne af klagernes forklaringer til Udlændingestyrelsen, indlæg fra Dansk Flygtningehjælp samt baggrundsmateriale, herunder blandt andet Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, AIDA, Country Report: Italy, af december 2016 samt Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, Is mutual trust enough, af 9. februar 2017. Nævnet har endvidere haft adgang til relevant international praksis, om de aktuelle forhold for familier med mindreårige børn, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at nævnet har haft de nødvendige, generelle og konkrete oplysninger til brug for sagens afgørelse.
På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.
Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Udlændingecenter Nordsjælland forud for udsendelsen af klagerne og deres to medfølgende børn til Italien sikrer, at der sker en samlet overførsel af familien. Det forudsættes endvidere, at de italienske myndigheder underrettes om eventuelle særlige behov hos klagerne, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger. Ital/2017/2/SHH
