[I sommeren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at anmode Italien om at modtage den syriske statsborger, [A], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. [I sommeren] 2017 traf Udlændingestyrelsen videre afgørelse om at anmode Italien om at modtage [A’s] mor, [B], [fødedato], samt [B’s] fire medfølgende børn, [C], [fødedato], [D], [fødedato], [E], [fødedato], samt [F], [fødedato], i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om overførsel til Italien efter Dublinforordningen og forholdene i Italien Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 4. november 2014 dom i sagen Ta-rakhel mod Schweiz (appl. no. 29217/12) vedrørende Dublin-overførsel fra Schweiz til Italien af en afghansk familie bestående af et ægtepar og seks mindreårige børn født mellem 1999-2012. Domstolen fandt blandt andet, at det ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende en familie med mindreårige børn til Italien, hvis ikke de schweiziske myndigheder forinden havde fået individuelle garantier fra de italienske myndigheder om, at klagerne ville blive taget hånd om på en måde, som var tilpasset børnenes alder, og at familien ville blive holdt samlet. Den 27. marts 2015 har de italienske myndigheder i forlængelse af et møde afholdt i det italien-ske indenrigsministerium med deltagelse af repræsentanter fra det danske Justitsministerium udstedt en generel garanti indeholdende en tilkendegivelse af, at samtlige familier med mindre-årige børn, som overføres/tilbageføres fra medlemsstaterne til Italien i medfør af Dublinforord-ningen, vil blive holdt samlet og indkvarteret under forhold, der er tilpasset familien og børnenes alder. Den 15. februar 2016 har de italienske myndigheder fremsendt et såkaldt circular letter til de andre Dublinlande. Med brevet er en opdateret liste over de indkvarteringscentre, som Italien anser for egnede til indkvartering af familier med mindreårige børn, og som efter Italiens opfattelse således vil blive indkvarteret i fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder og specifikke sårbarheder. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række afgørelser i 2015 og 2016 anset klager over overførsel af familier med mindreårige børn til Italien for inadmissible. Der kan herved blandt andet henvises til appl. no. 21459/14, 54000/11, og 5868/13. Endvidere har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol truffet beslutning den 21. juli 2016 om at anse klagen i sagen N.A. mod Danmark (appl.no. 15636/16) om overførsel som inadmis-sible. Domstolen har blandt andet udtalt følgende (præmis 30): “It was thus a prerequisite for the applicants’ removal to Italy that they would be accommodated in one of the said reception facilities earmarked for families with minor children, that those facilities satisfied the requirements of suitable accommodation which could be inferred from Tarakhel and, in addition, that the Italian Government would be notified of the applicants’ particular needs before the removal.” Senest har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen F.M. og andre mod Danmark (appl. no. 20159/16) ved beslutning af 6. oktober 2016 anset en tilsvarende klage over overførsel af en enlig kvinde med to mindreårige børn til Italien som inadmissible. Sagens omstændigheder i øvrigt Ved erklæring af [dato] 2017 har [B’s] myndige datter, [A], klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse og samtidig ønsket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. Ved erklæring af [dato] 2017 har klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse og samtidig ønsket at være repræsenteret af Dansk Flygtningehjælp i klagesagen. [I sommeren] 2017 sendte Udlændingestyrelsen en såkaldt accept by default til Italien, idet Italien ikke havde svaret på anmodningen. Italien anses herefter for at have accepteret at modtage udlændingene i medfør af Dublinforordningens artikel 25, stk. 2, hvoraf fremgår, at såfremt en medlemsstat ikke har givet svar på anmodningen om overtagelse ved udløbet af fristen på en måned eller to uger, der er fastsat i artiklens stk. 1, anses medlemsstaten for at have accepteret, hvilket medfører en pligt til at overtage den pågældende person, herunder til at træffe passende foranstaltninger med henblik på ankomsten. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen orienteret klageren om den såkaldte accept by de-fault til Italien. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen orienteret klagerens myndige datter, [A], om den såkaldte accept by default til Italien. [I sommeren] 2017 har Dansk Flygtningehjælp afgivet skriftligt indlæg i sagen, idet Dansk Flygtningehjælp har anmodet om, at klageren og hendes families sag behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Dansk Flygtningehjælp har som begrundelse for klagen blandt andet henvist til, at klageren og hendes myndige datter har oplyst, at de er bange for at rejse tilbage til Italien, fordi de blev behandlet dårligt af myndighederne, og at klageren frygter, at hun ikke kan tage sig af sine børn, idet hun er enke. Klageren og hendes voksne datter har videre oplyst, at de ikke har søgt om asyl i Italien. Da de ankom til Italien, blev de hentet af politiet i gaten og bragt til politiets kontorer i lufthavnen. Klageren blev afhørt af politiet, mens hendes børn ventede i et rum ved siden af. Politiet spurgte klageren, hvordan de var flygtet, og om menneskesmuglerne fortsat var sammen med dem. Der var ingen tolk til stede, hvorfor hun var nødt til at tale engelsk, selvom hun ikke er særlig god til engelsk. Politiet spurgte, om klageren ville søge asyl, hvilket hun afviste. Politiet var meget provokerende under samtalen, hvilket var ubehageligt for klageren, idet hun følte sig ydmyget. Politiet tog ikke hensyn til, at klageren var meget træt og befandt sig i en svær situation. Klageren blev efterfølgende ført hen til sine børn, som befandt sig i et rum uden stole. Om natten lagde klageren og hendes myndige datter deres jakker på gulvet, så klagerens mindreårige børn kunne sove på dem. Klageren blev afhørt fra klokken 13 til klokken 20. Klageren og hendes medfølgende børn fik hverken mad eller drikke den dag. Næste morgen klokken 5.30 blev klageren vækket af en fransktalende betjent, der sagde til hende, at hun skulle passe på, at hun ikke blev sendt tilbage til sit hjemland. Politibetjenten rådede klageren til at søge om asyl i Italien og sagde, at hun skulle holde deres samtale hemmelig. Politibetjenten hentede herefter lidt mælk og brød til klagerens mindreårige børn. Lidt senere kom der en anden politibetjent, som førte klageren ind i et lokale, hvor der sad en masse andre asylansøgere med forskellige nationaliteter. Både klageren samt hendes voksne datter, som kun var 17 år ved indrejsen, blev registreret med fingeraftryk. Klageren og hendes voksne datter sagde, at de ikke ville søge asyl. Myndighederne sagde, at fingeraftrykkene skulle bruges til at undersøge, hvorvidt de havde begået kriminalitet. Om aftenen blev klageren samt hendes medfølgende børn, herunder hendes voksne datter, fulgt over til to politibetjente, som ved brug af engelske ord fortalte dem, at de skulle tage ind til Rom for at finde et sted at sove. De kørte til et område nær Vatikanet, hvor der var mange hoteller, men klageren og hendes medfølgende børn kunne ikke blive indlogeret, fordi klageren ikke havde noget ID. Klageren og hendes medfølgende børn ledte efter et sted at sove indtil klokken 3 om natten. Klageren og hendes medfølgende børn fandt en døgnåben kiosk, hvor de fik lov til at sidde natten over. Klagerens voksne datter følte sig meget utryg, idet der kom en fuld mand forbi og ragede på hende, da hun var ved at gå ind i kiosken. Klageren og hendes medfølgende børn rejste på denne baggrund videre til Milano. I Milano forsøgte klageren igen at blive indlogeret på et hotel, hvilket dog ikke lykkedes, idet hun ikke havde noget ID. Klageren og hendes medfølgende børn opholdt sig derfor på Hovedbanegården om aftenen og sov i parken ved siden af om natten. Herefter rejste klageren og hendes medfølgende børn videre til Danmark. For så vidt angår klageren og hendes medfølgende børns helbred har klageren oplyst, at der var faldet en væg ned over klageren og hendes mindreårige søn, mens de fortsat opholdt sig i Syrien. Klageren brækkede begge sine skuldre, og hendes søn, der kun var 10 måneder gammel, har siden haft problemer med ufrivillig vandladning og afføring. Klageren har endelig oplyst, at klageren og hendes medfølgende børn føler, at de er kommet i sikkerhed i Danmark. Klagerens børn går i skole og har fået venner. Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til en række baggrundsoplysninger om de generelle modtageforhold for asylansøgere i Italien, herunder om adgangen til asylproceduren i Italien. Dansk Flygtningehjælp har herudover henvist til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder blandt andet Tarakhel mod Schweiz. Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at der ud fra de nyeste bag-grundsoplysninger er en dokumenteret og reel risiko for, at klageren samt hendes medfølgende børn, herunder hendes voksne datter, ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden. Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klageren samt hendes medfølgende børn ikke vil være sikret adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at klageren og hendes medfølgende børn, herunder klagerens voksne datter, har fået fejlagtig rådgivning og dårlig behandling af de italienske myndigheder. Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at en overførsel af klageren samt hendes medføl-gende børn vil være i strid med hensynet til barnets tarv, jf. Dublinforordningens artikel 6, stk. 3, litra b og c, idet klagerens børn er små, hvorfor de er særligt udsatte og sårbare. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2017 modtaget sagens akter, Dansk Flygtningehjælps indlæg samt en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, som har henholdt sig til sin afgørelse af [dato] 2017. Udlændingestyrelsen har endvidere bemærket følgende: ”Vi finder, at Dansk Flygtningehjælp ikke er fremkommet med nye oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at det fremgår af dom afsagt den 4. november 2014 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Tarakhel mod Schweiz, at forholdene for asylansøgere i Italien ikke har sådan en karakter, at det kan sidestilles med forholdene i Grækenland på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland, og at en overførsel til Italien i medfør af Dublin-forordningen ikke generelt vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endvidere bemærkes det, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report Italy af december 2015 samt Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at til trods for at asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede i Italien, så foretager de italienske myndigheder reel asylsagsbehandling, og at visse sager undergår en hurtigere behandling heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Endelig fremgår det, af rapporten Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at der er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse. Videre bemærkes at Italien har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Italien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement og om de fornødne ydelser til asylansøgere. Videre bemærkes, at vi finder, at det er i børnenes tarv at følges med moderen tilbage til Italien. Endelig finder vi ikke, at der efter en konkret vurdering af ovennævntes forhold foreligger sådanne hensyn herunder af humanitær karakter, at de ovennævnte ikke bør overføres til Italien. Det bemærkes hertil, at det fremgår af referat af oplysnings- og motivsamtalerne af [dato] 2017 og [dato] 2017, at de ovennævnte er raske, bortset fra at den kvindelige ansøger (moderen) har en diskursprolaps. Om fornødent vil de kunne modtage lægelig behandling og anden assistance i Italien.” Flygtningenævnets afgørelse og begrundelse Flygtningenævnet har som følge af sagens konkrete omstændigheder besluttet at foretage en samlet behandling af klagernes sager, herunder den myndige datter. Klageren og hendes medfølgende børn er syriske statsborgere fra Syrien. Klageren og hendes medfølgende børn, herunder hendes myndige datter, indgav ansøgning om asyl i Italien [i for-året] 2017. Klageren er nu [alder] gammel. [I foråret] 2017 indrejste klageren med sine børn, [C], [fødedato], [D], [fødedato], [E], [fødedato], samt [F], [fødedato] i Danmark og søgte asyl. [I foråret] 2017 indrejste klagerens myndige datter, [A], [fødedato], i Danmark og søgte asyl. [I sommeren] 2017 sendte Udlændingestyrelsen en såkaldt accept by default til Italien, idet Italien ikke havde svaret på anmodningen. Italien anses herefter for at have accepteret at modtage udlændingene i medfør af Dublinforordningens artikel 25, stk. 2. Klagerens medfølgende børn, herunder hendes myndige datter, er efter det oplyste sunde og raske, når bortses fra at klagerens søn, [E], lider af ufrivillig vandladning. Klageren har efter det oplyste en diskusprolaps. Flygtningenævnet finder, at de formelle regler i Dublinforordningen for at kunne tilbagesende klageren og hendes børn, herunder hendes myndige datter, til Italien er opfyldt. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren, hendes myndige datter samt fire mindreårige børn alligevel ikke kan sendes tilbage til Italien, og at ansøgningen skal tages under behandling i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17. Det er herved et spørgsmål, om klageren, hendes myndige datter og fire mindreårige børn må antages at blive udsat for så belastende forhold ved en tilbagesendelse til Italien, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet finder, at klageren som en enlig kvinde med mindreårige børn må anses for at tilhøre en særligt underprivilegeret og sårbar gruppe med behov for speciel beskyttelse. Nævnet finder, at Italien med brevet af 8. juni 2015 og Italiens efterfølgende forsikringer om tilpasning af modtagekapaciteten på mødet i Contact Committee den 24. juni 2015 må anses for at opfylde betingelserne for at kunne modtage klageren, hendes myndige datter og fire mindre-årige børn. Nævnet skal herved henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en række afgørelser og senest i sagen F.M. og andre mod Danmark af 6. oktober 2016 har afvist at behandle klager fra familier med mindreårige børn over, at de ville blive behandlet i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved tilbagesendelse til Italien efter reglerne i Dublinforordningen. I grundlaget for disse afgørelser er indgået de italienske myndigheders breve og tilkendegivelser om overførsel til Italien og modtagelsen af særligt sårbare familier til de øvrige Dublin-medlemsstater. Endvidere finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har påvist, at deres fremtidige muligheder, hvis overført til Italien sammen med sine fire børn og myndige datter, ud fra hverken et materi-elt, fysisk eller psykologisk perspektiv, vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneske-rettighedskonventions artikel 3. Det bemærkes herved, at klageren og hendes myndige datter ifølge deres forklaring til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen er sunde og raske, når bortses fra klagerens diskosprolaps samt klagerens søns ufrivillige vandladning og afførring. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der ud fra de nyeste baggrundsoplysninger er en dokumenteret og reel risiko for, at klageren samt hendes medfølgende børn, herunder hendes myndige datter, ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporten Schweizeri-sche Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, at der er meget få Dublin-returnees, der bliver hjemløse. I den foreliggende sag er der ingen konkrete oplysninger, der tyder på, at klageren og hendes medfølgende børn, herunder hendes myndige datter, ved en overførsel til Italien skulle være i særlig risiko for at blive hjemløse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren samt hendes medfølgende børn ikke vil være sikret adgang til nødvendig sundhedsbehandling ved en overførsel til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af rapporterne Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016 samt AIDA, Country Report: Italy af december 2016, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det af klageren og hendes myndige datter oplyste om, at de italienske myndigheder sagde, at fingeraftrykkene skulle bruges til at undersøge, hvorvidt de havde begået kriminalitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder har pligt til at registrere personer, der opholder sig illegalt i landet. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens medfølgende børn er særligt udsatte og sårbare, idet de er små, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til klagerens børn i sig selv kan føre til, at familien ikke skal overføres til Italien. Det forhold, at Dansk Flygtningehjælp i rapporten Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, Is mutual trust enough, af 9. februar 2017, har konstateret, at seks familier, der blev overført til Italien i medfør af Dublinforordningen fra Danmark og Schweiz, ikke blev indlogeret på et SPRAR-center ved ankomsten til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at det endvidere fremgår af rapporten, at familierne efter nogen tid blev indlogeret på et SPRAR-center. Flygtningenævnet har i den foreliggende sag haft adgang til alle relevante sagsakter, herunder referat af klagerens og hendes myndige datters forklaring til Udlændingestyrelsen, indlæg fra Dansk Flygtningehjælp samt baggrundsmateriale, herunder blandt andet Schweizerische Flüchtlingshilfe, Reception conditions in Italy af august 2016, AIDA, Country Report: Italy, af december 2016 samt Danish Refugee Council og Swiss Refugee Council, Is mutual trust enough, af 9. februar 2017. Nævnet har endvidere haft adgang til relevant international praksis, om de aktuelle forhold for familier med mindreårige børn, der overføres til Italien efter Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder således, at nævnet har haft de nødvendige, generelle og konkrete oplysninger til brug for sagens afgørelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Udlændingecenter Nordsjælland forud for udsendelsen af klageren og hendes mindreårige børn samt hendes myndige datter til Italien sikrer, at der sker en samlet overførsel af familien. Det forudsættes endvidere, at de italienske myndigheder underrettes om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger. Ital/2017/1/SHH
