Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Israel. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armenier og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Usbekistan, men har siden [et nærmere bestemt tidspunkt i starten af 1990’erne] været israelsk statsborger og bosiddende i Haifa i Israel. Ansøgeren har angiveligt været medlem af en forening ved navn Frit Palæstina fra efteråret 2012 til maj 2014, i hvilken forbindelse hun blandt andet uddelte flyveblade, deltog i fredelige demonstrationer, indsamlede penge til palæstinensiske familier samt opbevarede kasser, som hun fik at vide indeholdt plakater mv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Israel frygter, at hun vil blive slået ihjel af ukendte personer fra foreningen Frit Palæstina, som anser hende som en forræder, da hun har samarbejdet med politiet. Ansøgeren frygter videre politiet, som har truet med at fængsle hende. Ansøgeren frygter endvidere, at hun og børnene vil blive udsat for overgreb fra ortodokse jøder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i efteråret 2012 blev medlem af foreningen Frit Palæstina. I den følgende tid deltog hun i møder og i demonstrationer. På et tidspunkt blev hun bedt om at opbevare nogle lukkede kasser tilhørende foreningen på sin bopæl. Hun fik at vide, at kasserne indeholdt plakater og lignende. [På et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2013 kom politiet til ansøgerens bopæl og bad hende følge med på stationen. På stationen blev ansøgeren afhørt, og hun bekræftede at hun var medlem af foreningen Frit Palæstina. Ansøgeren fik senere ved samme afhøring oplyst, at politiet havde ransagede hendes bopæl, i hvilken forbindelse de, i de kasser ansøgeren opbevarede, havde fundet kemikalier, som kunne bruges til fremstilling af bomber. Politiet truede med at fængsle ansøgeren og tage det barn hun ventede, hvorfor hun indvilligede i at virke som meddeler. Politiet forlangte, at ansøgeren skulle skrive under på et dokument. Ansøgeren har herefter fra [dette nærmere bestemte tidspunkt i sommeren] 2013 til [et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2014 informeret politiet om foreningens aktiviteter. [I foråret] 2014 modtog ansøgeren et telefonopkald. Ansøgeren blev kaldt en forræder og blev truet med, at både ansøgeren og sønnen ville blive slået ihjel, hvis ansøgerens igen gik til politiet med oplysninger. [Et nærmere bestemt tidspunkt i sommeren] 2014 blev fem medlemmer af foreningen anholdt. Den efterfølgende dag blev ansøgeren overfaldet på gaden af tre personer, der sagde at ansøgeren var en forræder, samtidig med de slog hende med stokke, indtil hun besvimede. [Omkring to måneder senere i] 2014 blev ansøgeren endnu engang overfaldet på gaden af tre ukendte personer. De truede ansøgerens søn med kniv og voldtog ansøgeren. Dagen efter tog ansøgeren hjem til sin moder, og her opholdt hun sig frem til sin udrejse [to måneder senere i] 2014. Ansøgeren har videre henvist til, at hun efter det første overfald forgæves søgte hjælp hos politiet, der imidlertid blot truede hende. Ansøgeren har slutteligt henvist til, at hun allerede har oplevet fanatiske jøders reaktion på, at sønnen på trods af ansøgerens jødiske ophav ikke er omskåret, og at hun af den grund frygter for både sin og sønnens fremtidige sikkerhed i Israel. Flygtningenævnet kan, selv om der tages hensyn til ansøgerens vanskelige forhold herunder, at oplysnings og motivsamtalen fandt sted kort tid efter, at ansøgeren havde født barn nummer to ved et akut kejsersnit, ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende. Det fremgår af advokatindlægget, at ansøgerens mors jødiske oprindelse er grundlaget for familiens indrejse og statsborgerskab i Israel. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 forklaret, at hun og moren kom til Israel i [et nærmere bestemt årstal], og at de samme år fik israelsk statsborgerskab. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de indrejste i Israel [fire år tidligere], og at hun på grund af de israelske myndigheders mistro, der resulterede i, at hun først fik statsborgerskab i [det nærmere bestemte årstal], oparbejdede en vrede mod det israelske samfund. Ansøgeren har forklaret, at hun siden [et nærmere bestemt årstal i slutningen af 1980’erne] har opfattet sig som muslim. Ansøgeren har forklaret, at hun, da hun havde bosat sig i Israel, fattede interesse for palæstinensernes problemer, og at hun gennem en veninde blev medlem af foreningen Frit Palæstina. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at hun i foreningens regi deltog i møder og demonstrationer, at hun uddelte løbesedler og indsamlede penge, samt at hun nogle gange opbevarede, hvad hun anså for plakater og lignende for foreningen, men at hun her ud over ikke udførte politisk arbejde. Nævnet finder, at det afsvækker ansøgerens troværdighed, at hun ikke kan huske foreningens arabiske eller hebraiske navn. I advokatens indlæg er anført, at ansøgeren endvidere under pseudonym har skrevet en lang række avisindlæg, hvor hun har udtalt sig kritisk om Israels behandling af palæstinenserne. Ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet dette, og navngivet den netavis, der offentliggjorde disse indlæg. Såfremt dette er korrekt, må det forventes, at ansøgeren besidder en vis elementær viden om Israel/Palæstina-konflikten, hvilket imidlertid er konstateret ikke at være tilfældet, idet ansøgeren vedrørende det omtvistede territorium henviser til Gaza, og idet ansøgeren ikke havde kendskab til problematikken vedrørende Vestbredden. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at overfaldsmændene truede sønnen med en kniv, og at hun i forbindelse med en af episoderne efterfølgende bemærkede, at han havde nogle rifter. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun så overfaldsmændene snitte og stikke sønnen med kniven, således at han begyndte at bløde. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om årsagen til, at hun ventede en måned med at udrejse, idet hun over for advokaten og under nævnsmødet ud over behovet for lægehjælp har henvist til, at lufthavnen i Tel Aviv var lukket i den pågældende periode. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har været medlem af en forening af den beskrevne karakter, og dermed ej heller, at ansøgeren blev presset til at fungere som meddeler for det israelske politi, eller at hun har været udsat for de beskrevne overfald og overgreb, eller chikanerier foranlediget af, at sønnen ikke er omskåret. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Israel vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Isra/2016/1/STR
