Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Iran er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt af de iranske myndigheder, da han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren frygter desuden sin far og farbror, idet disse har angivet ham til de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod omkring maj 2014. Ansøgeren blev introduceret for kristendommen igennem sin ven [A], som han havde kendt siden 2012. Ansøgeren var blevet bekendt med, at [A] var konverteret til kristendommen, da han var hjemme og besøge [A] i april 2014. Da ansøgeren havde et skænderi med sin far omkring islam i maj 2014, mødtes han med [A]. Under mødet bad [A] en bøn for ansøgeren, hvorefter ansøgeren blev beroliget. [A] foreslog herefter, at ansøgeren tog med i en huskirke. Under ansøgerens første møde i huskirken, fik ansøgeren en bibel af [A]. Tre til fire måneder før ansøgerens udrejse, sad han og læste i biblen, da en arbejdskollega ringede. Ansøgeren lagde herefter biblen i en sportstaske, hvorefter han tog til sin arbejdsplads for at aflevere nogle nøgler. Da ansøgeren kom tilbage til bopælen, stod ansøgerens far med biblen i hånden. Ansøgerens far var vred og sagde til ansøgeren, at han ville ofre sin søn for sin egen religions skyld. Ansøgeren fortsatte imidlertid med at praktisere kristendommen. Et par dage før ansøgerens udrejse, ringede ansøgerens farbrors søn, [B], til ansøgeren og sagde, at ansøgerens far og farbror havde anmeldt ansøgerens konversion til myndighederne, og at ansøgeren skulle flygte. Efter samtalen med [B] ringede ansøgeren til [A]. Ansøgeren tog herefter ophold hos [A] i nogle dage, indtil han kunne udrejse af Iran. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark fortsat sine kristne aktiviteter. Ansøgeren er blevet døbt den 28. februar 2016, og har siden august 2018 været elev på [en kristen højskole]. Under hensyn til, at der til sagen allerede er fremlagt en udtalelse fra [en kristen højskole], finder nævnet, at det ikke er relevant at lade en af ansøgerens venner afgive forklaring for nævnet om ansøgerens aktiviteter på højskolen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fik interesse for kristendommen forekommer utroværdig og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens og ansøgerens [familiemedlems] uafhængige asylmotiver er overvejende identiske, idet de begge har forklaret, at de var utilfredse med islam og blev introduceret til kristendommen kort tid forud for udrejsen og herunder var til møder i en huskirke. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren og hans [familiemedlem] få måneder før udrejsen fra Iran sammen søgte om visum til Frankrig. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlem] under nævnsmødet har forklaret, at han og ansøgeren havde et tæt forhold, da de boede i Iran, hvorfor det forekommer utroværdigt, at de ikke på noget tidspunkt har talt sammen om deres konversion, hverken under rejsen, hvor de efter deres egen forklaring har fulgtes fra Østrig til Danmark, eller senere under deres ophold i Danmark, hvor de i perioder har haft ophold samme sted, eller forud for nævnsmødet hvor deres asylsager er sambehandlet. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede i Iran fik interesse for kristendommen, men lægger til grund, at der er tale om et forsøg på at skabe sig et asylmotiv. Under hensyn hertil kan det forhold, at ansøgeren kort tid efter ankomsten til Danmark blev døbt, ikke tillægges betydning. Uanset de fremlagte udtalelser og det forhold, at ansøgeren nu har ophold på en kristen højskole, kan Flygtningenævnet derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af sin indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/8/JHB
