iran201940

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [mindre by], Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygte at blive slået ihjel af ægtefællen til den kvinde, som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i omkring to til tre år har haft et forhold til en kvinde, som han kendte ved navn [A]. [A] havde været gæst i ansøgerens restaurant, hvorefter hun ringede til ansøgeren og spurgte om, de kunne mødes. Da ansøgeren mødtes med [A], fortalte hun, at hun godt kunne lide ham. [A] og ansøgeren indledte et forhold. De så hinanden en til to gange om måneden i en periode på to til tre år. De mødtes på ansøgerens restaurant og kørte ud til ansøgerens families plantage, hvor de havde samleje på plantagen eller i bilen. Den sidste gang de mødtes mellem [mindre by] og Teheran, foreslog [A], at de skulle tage hjem til hendes bopæl, hvorefter de kørte derud. Ansøgeren frygtede, at hendes familie ville opdage dem, herunder [A]s bror. [A]s bror arbejdede for Sepah. [A] overbevist ansøgeren om, at der ikke ville ske noget. De havde samleje hjemme hos [A]. Mens ansøgeren var ved at tage tøj på, bankede det på døren og en stemme råbte, at [B] skulle lukke op.  [A] sagde, at det var hendes ægtefælle. Ægtefællen kaldte [A] for [B]. Ansøgeren flygtede ud ad vinduet, hvor der var en balkon. Fra balkonen flygtede han ned ved hjælp af et gasrør. Ansøgeren løb hen til hovedvejen, hvor han fik fat i en bil. Han blev kørt hjem til sin bopæl og ringede til sin bror. Broren sagde, at ansøgeren ikke skulle møde på arbejde dagen efter. Dagen efter ringede ansøgerens bror til ham og fortalte, at ægtefællen til [A] havde opsøgt restauranten sammen med andre myndighedspersoner. Få dage senere blev ansøgerens families sommerbolig opsøgt. Kun ansøgerens mor var hjemme. Ansøgerens bror hjalp ham med at flygte op til en anden landsby i bjergene. Her opholdt ansøgeren sig i omkring en måned, hvorefter broren hjalp ham med at udrejse af Iran ved hjælp af en agent. Efter ansøgerens udrejse er hans familie blevet opsøgt en gang, og broren er blevet afhørt af myndighederne. Myndighederne spurgte til ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren på trods af 11 – 12 års skolegang ikke har anført det nu påberåbte asylmotiv i asylskemaet, hvilket påvirker hans generelle troværdighed. Han har på trods af, at han igennem ca. tre år har mødt kvinden to gange om måneden i tre til fire timer ikke kunne beskrive hende nærmere herunder arbejde, interesser eller lignende. Han har ikke kunne beskrive den lejlighed, hvor han var sammen med kvinden, da han blev opdaget. Han har forklaret divergerende på væsentlige punkter om asylmotivet herunder om han havde overvejet ægteskab, om hans bror havde kendskab til forholdet, om de var i gang med sex, da ægtefællen kom hjem, om kvinden blev bevidstløs, om soveværelsesdøren var låst eller om han kurede ned på jorden eller via en mur. Han har til oplysnings- og motivsamtale [dato] oktober 2016 oplyste, at familien ikke var blevet opsøgt siden hans udrejse, mens han for nævnet har oplyst, at bopælen er blevet opsøgt flere gange. Han har under nævnsmødet forklaret, at de personer der opsøgte restauranten kom op og slås med hans bror, hvilket ikke er blevet forklaret tidligere. På baggrund af ovennævnte usandsynligheder, divergenser og udbygninger tilsidesætter nævnet forklaringen som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/40/SME