Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Ansøgeren søgte asyl i Danmark i 2016, men indrejste efter det oplyste i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk perser og født i byen Masjed Solyeman i Khuzestan-regionen. Ansøgeren og hendes familie flyttede senere til byen Ahwaz i Khuzestan-regionen. Fra ansøgeren var 18/19 år gammel, boede hun sammen med sin familie i […], der er beliggende i nærheden af Isfahan. Ansøgeren var oprindeligt shia-muslim af trosretning, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun har en konflikt med en indflydelsesrig dommer, der afsagde dom i sagen mod ansøgerens fars drabsmand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter forfølgelse i Iran som følge af, at hun er konverteret til kristendommen og den […]2017 er blevet døbt i en dansk kirke. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hendes far, der var højtstående funktionær i det statslige iranske olieselskab, blev dræbt [i sommeren] 2005. Cirka to år senere blev gerningsmanden anholdt. Ansøgeren, der studerede jura, fulgte retssagen, på vegne af sin familie. I 2011 blev gerningsmanden, hvis bror og svoger arbejdede for Basij, kendt skyldig og dømt til døden. I 2015 stadfæstede den iranske højesteret dommen. På trods heraf fik ansøgeren at vide, at sagen skulle sendes tilbage til højesteretten. Ansøgeren kontaktede dommeren, der havde haft sagen, for at få at vide, hvorfor sagen var sendt tilbage til højesteret. Dommeren sagde, at han ville fremskynde henrettelsen af ansøgerens fars drabsmand, hvis ansøgeren ville gå i seng med ham. Ansøgeren blev chokeret over dommerens forslag, og hun sagde, at hun ville tænkte over det. Dommeren gav ansøgeren sit telefonnummer. Ansøgeren lånte en optager/diktafon fra en veninde på jurastudiet. Hun aftalte et nyt møde med dommeren og optog deres samtale. Under samtalen fik ansøgeren dommeren til at gentage sit forslag, og dommeren foreslog tillige, at han og ansøgeren indgik et midlertidigt religiøst ægteskab. Ansøgeren accepterede dommerens forslag og tog tilbage mod familiens bopæl i […]. Hun ringede til dommeren og sagde, at hun ville afsløre, hvilken slags dommer, han var, hvis ikke han genåbnede sagen. Da ansøgeren kom hjem, fortalte hun sin mor, hvad hun havde gjort. Moren skældte ansøgeren ud og sagde, at hun ikke skulle have optaget samtalen med dommeren, idet det ville give hende og familien problemer. Moren tilkaldte sin bror, der lyttede til ansøgerens optagelse, og også blev vred på ansøgeren. Morbroren tog ansøgeren med til Ahwaz. Et par timer efter at ansøgeren havde forladt bopælen, opsøgte og ransagede civilklædte personer familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Ahwaz i cirka to måneder, sagde morbroren, at hun skulle udrejse, idet dommeren ikke ville slippe hende. Morbroren fik kontakt til en agent, der arrangerede hendes udrejse. I [sommeren] 2015 forsøgte ansøgeren første gang at udrejse, efter at agenten havde skaffet hende et visum til et europæisk land, men rejsen blev aflyst, da agenten fandt ud af, at ansøgeren havde fået udrejseforbud. Tre måneder senere lykkedes det ansøgeren at udrejse via lufthavnen i Teheran, idet hun af agenten fik udpeget en bestemt mand, som hun skulle henvende sig til, når han stod i skranken. Ansøgerens mor er både forud for og efter ansøgerens udrejse blevet indkaldt til afhøringer hos myndighederne. Efter udrejsen er også søsteren blevet indkaldt til afhøring. Ansøgeren har om sin konversion til kristendommen oplyst, at hun fik interesse for kristendommen gennem en armensk kvinde, [J], som var en god ven og nabo til ansøgerens familie i […]. Kvinden kom ofte i ansøgerens families hjem. [J] lånte ansøgeren en bibel, og de talte sammen om kristendommen, hvilket gav ansøgeren ro. Ansøgeren læste i biblen og så en dvd om kristendommen, ligesom hun ved en enkelt lejlighed deltog i dele af en gudstjeneste i en armensk kirke i […]. Efter indrejsen i Danmark ønskede ansøgeren at udvide sit kendskab til kristendommen. Hendes daværende kæreste var kristen konvertit. Ansøgeren og ekskæresten gik i kirke sammen, og ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2017 i […] Kirke. Ansøgeren og kæresten er siden gået fra hinanden. Ekskæresten har været voldelig over for ansøgeren, og hun frygter, at han vil forsøge at kidnappe deres fællesbarn. Ad det oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår divergerende på centrale punkter, usandsynlig og dermed ikke troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i asylskemaet oplyste, at hun fik problemer med dommeren, der havde hendes fars sag, idet han fandt ud af, at hun fulgte den kristne tro, og at hun derfor blev mere udsat for dommerens chikane. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at hendes konflikt med dommeren startede, da han tilbød hende at klare farens sag, hvis hun gik i seng med ham, og at hun herefter fik ham til at gentage tilbuddet på et tidspunkt, hvor hun optog samtalen. Han tilbød at hjælpe med sagen, hvis ansøgeren afleverede optagelsen, men det accepterede hun ikke. Ansøgeren blev herefter flere gange spurgt ind til, om hun frygtede dommeren af andre grunde end den hemmelige optagelse af ham, hvortil hun svarede, at hun alene frygter dommeren på grund af optagelserne. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet om, at hun ikke nævnte optagelsen af dommerens tilbud i asylskemaet, fordi hun var presset og i øvrigt vidste, at hun ville blive indkaldt til senere samtaler, forekommer ikke overbevisende henset til, at der er tale om en helt central del af ansøgerens asylmotiv, og at ansøgeren er veluddannet og ressourcestærk. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvordan faren blev dræbt, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han blev dræbt af et militærvåben, mens hun til asylsamtalen forklarede, at drabsmanden under retssagen udførligt forklarede, at han havde dræbt faren med pistol. På nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han blev dræbt af knivstik, ligesom hun nævnte en kalashnikov. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at dommen over farens drabsmand blev afsagt i 2015, og at Højesteret stadfæstede dommen samme år. På nævnsmødet forklarede ansøgeren imidlertid, at dommen blev afsagt i 2011, hvilket også fremgår af den fremlagte domsudskrift. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren skulle have ventet med at opsøge dommeren til 2015, tre år efter at dommen blev afsagt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med dommeren overordnet forekommer utroværdig. Det forekommer således ikke troværdigt, at dommeren skulle have haft flere samtaler med ansøgeren – i hendes egenskab af datter til forurettede - om sagen mod gerningsmanden til drabet på faren, og at han skulle have indladt sig på at indgå en aftale om at fremme fuldbyrdelsen af dommen mod seksuelle ydelser. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om båndoptagelsen forekommer mindre sandsynlig henset til, at hun som jurastuderende var vidende om, at det var ulovligt, ligesom det ikke forekommer troværdigt, at hun ikke tænkte over konsekvenserne herved. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer mindre troværdigt, at den pågældende dommer fortsat – over tre år efter ansøgerens udrejse af Iran – skulle indkalde ansøgerens mor til afhøringer, hvorunder han blot spørger til, hvor ansøgeren befinder sig og siger, at han ønsker at tale med hende – uden at der efter det oplyste er fremkommet yderligere informationer - ligesom det forekommer påfaldende, at familien ikke har oplyst dommeren om, at båndoptagelsen er destrueret. Nævnet tilsidesætter således sammenfattende ansøgerens forklaring om sin konflikt med den iranske dommer som utroværdig. Ad asylmotivet vedrørende konversion Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren allerede til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hun i sit hjerte var kristen og ønskede at blive døbt, at hun til asylsamtalen forklarede, at hun i Iran havde talt med sin armenske nabo om kristendommen, og at hun ikke i øvrigt havde nævnt sin interesse for kristendommen, fordi hun ikke var nået til det tidspunkt, hvor hun skulle døbes og derfor ikke troede, at det var vigtigt. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren på nævnsmødet på overbevisende måde har redegjort for baggrunden for sin konversion og for den betydning, som dåben og kristendommen har haft for hende, ligesom hun har demonstreret en betydelig viden om kristendommen. Ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter er endvidere underbygget af udtalelser fra præsterne ved kirkerne. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran, hvorved myndighederne og andre vil blive bekendt med hendes konversion, og at hun som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren samt et barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Iran 2019/28MNR
