Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en kvinde uden for ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af kvindens bror på grund af forholdet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af hans politiske aktivitet på Facebook og kurdiske hjemmesider. Ansøgeren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i sommeren 2014 indledte et forhold til en fraskilt kvinde ved navn [M]. De mødtes uden for deres hjemby, idet alle kendte alle i byen. Hvis de blev opdaget risikerede [M] at blive dræbt, og ansøgeren risikerede at blive voldtaget. Endvidere risikerede han at blive fængslet af myndighederne i to til fem år. En aften i vinteren 2015/2016 foreslog [M], at de tog til [en by] sammen. De tog afsted næste morgen, mens gaderne var tomme. Da de kom til en forladt tunnel, var de intimt sammen. De blev i den forbindelse opdaget af politiet. Ansøgeren prøvede at tale sig ud af situationen og sikre sig, at betjentene ikke fortalte videre, at de havde set ansøgeren og [M] sammen. Efter en diskussion, i hvilken [M] også deltog, lod betjentene dem gå. Da ansøgeren og [M] kom til [byen], ringede [M]’ bror til hende, men hun tog ikke telefonen. Da de kom hjem til hver sin bopæl, sendte [M] en besked til ansøgeren, hvori hun skrev, at hendes bror var på vej over til hende, at ansøgeren skulle tage væk, og at han ikke skulle kontakte hende – hun ville kontakte ham. Ansøgeren tog hjem til sin ven i [byen], [I]. Da ansøgeren ikke havde hørt fra [M], bad han sin ven, [V], om at undersøge, om der var sket noget med [M]. [V] oplyste, at [M]’ bror havde stukket hende med en kniv, og at hun som følge deraf døde. Samme aften kontaktede ansøgeren sin bror, for at få ham til at hente papirerne på ansøgerens bil, så han kunne sælge den. Da broren den efterfølgende dag kom med papirerne, oplyste han, at myndighederne havde opsøgt deres bopæl og spurgt forældrene om, hvor ansøgeren var. Ansøgeren opholdt sig derefter i skjul i bjergene i tre nætter, mens han vekslede nogle penge, solgte sin bil og fik arrangeret sin udrejse af Iran. Efter drøftelse besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen under hensyn til, at ansøgeren først for nævnet er fremkommet med et nyt asylmotiv i form af frygt for forfølgelse som følge af hans politiske sur place aktivitet, og idet dette asylmotiv findes så væsentligt, at en behandling i to instanser skønnes påkrævet.” iran/2019/25/mme
