Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er tidligere shia-muslim, men han er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder eller ansøgerens familie, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indrejste i Danmark første gang i [efteråret] 2014 på et gyldigt visum. I [slutningen af] 2014 begyndte ansøgeren at komme i et kristent fællesskab og deltog i bibelkurser. I [starten af] 2015 konverterede ansøgeren til kristendommen. [I foråret] 2015 rejste ansøgeren til Iran, hvorefter han [seks måneder senere] rejste tilbage til Danmark, idet han fik et nyt gyldigt visum. I [foråret] 2016 rejste ansøgeren til Iran i forbindelse med det iranske nytår, hvorefter han rejste tilbage til Danmark [to måneder senere]. Under sine ophold i Iran fortalte ansøgeren ikke, at han var blevet kristen eller gik i kirke, men han læste i Biblen om natten på sin computer. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren døbt. [Dagen efter sin dåb] blev ansøgeren ringet op af sin søster, far og to venner, som oplyste, at de var blevet opsøgt af myndighedspersoner i Iran. Ansøgerens far truede ham, idet han var blevet bekendt med ansøgerens konversion til kristendommen. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 blandt andet: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og det forekommer nævnet helt åbenbart, at ansøgerens konversion alene er begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring, herunder en nægtelse der blandt andet var begrundet i, at hans ægtefælle viste sig at være gift i forvejen med en anden mand. Nævnet tiltræder, at det er påfaldende, at ansøgerens ansøgning om asyl begrundet i konversionen er indgivet to dage forud for hans angiveligt planlagte udrejse af Danmark og ni dage efter at have modtaget afslag på familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om, at hans familie, kolleger og myndighederne i Iran skulle være blevet gjort bekendt med hans konversion dagen efter, at dåben fandt sted, herunder at myndighederne samme dag opsøgte hans kolleger og hans familie med en ransagningskendelse. Set i forhold hertil finder nævnet, at der ikke kan tillægges brevet fra ansøgerens tidligere ægtefælle nogen bevismæssig værdi. Uanset at ansøgeren har demonstreret et godt kendskab til kristendommen, og at han har kunnet fremlægge en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, tiltrædes det, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie eller myndighederne i Iran. Det kan som nævnt ovenfor heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de iranske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/23/JABP
