Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk perser fra Esfaha, Khuzestan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin fars ven, idet vennen har truet med at melde ansøgeren til politiet, idet han fandt en bibel hos ansøgeren. Ansøgerens fars ven har endvidere truet ansøgeren på livet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2015 blev introduceret til kristendommen af sin ven. Ansøgeren fik nogle udleveret materiale om kristendommen af sin ven. Omkring to måneder herefter blev ansøgeren inviteret i hjemmekirke hos sin ven. Omkring to eller tre dage før ansøgerens udrejse fra Iran, opdagede hans fars ven og hans forældre en bibel på køkkenbordet. Ansøgeren havde efterladt biblen på køkkenbordet og var faldet i søvn efter, at han var kommet hjem fra hjemmekirken. Ansøgeren fars ven, der arbejdede for efterretningstjenesten, truede ansøgeren med at melde ham til myndighederne. Herefter flygtede ansøgeren fra sin bopæl og tog hjem til sin brors ven, hvor han opholdt sig i omkring to eller tre dage. Dagen efter episoden, hvor ansøgeren bibel blev opdaget, ringede ansøgeren bror til sin ven og fortalte, at ansøgers fars ven havde opsøgte ansøgeren bopæl og havde taget nogle ting med sig. Ansøgeren udrejste fra Iran [i vinteren] 2015. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark har praktiseret kristendommen, idet han har været til gudstjenester, har været på en kristen sommerlejr, deltaget i dåbsforberedelse og er blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i form af den flugtudløsende begivenhed i hjemlandet til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår som usandsynligt, at ansøgerens ven, [M], gennem en længere periode skulle have holdt aktiviteter i form af hjemmekirke hver uge på sin bopæl henset til, at han boede sammen med sine stærkt religiøse muslimske forældre, og at [M] og de besøgende herved løb en betydelig risiko for at blive opdaget som kristne med alvorlige konsekvenser til følge. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaringer om, at [M] ikke tog særlige forholdsregler mod opdagelse, men forlod sig på, at de var udvalgte, ikke fremstår overbevisende i den sammenhæng. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer meget påfaldende, at ansøgeren skulle have ladet sin bibel ligge fremme på køkkenbordet i sit eget hjem efter et besøg i hjemmekirken hos [M], og at det netop var den aften, hans stærkt religiøse forældre havde deres ven, [N], som arbejdede for efterretningstjenesten, med hjem, og som opdagede ansøgerens bibel, der ifølge ansøgeren skulle have været pakket ind i avispapir. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren efter et venskab på 7-8 år med [M], som introducerede ansøgeren til kristendommen og efter ansøgerens forklaring har betydet meget for ham, ikke efter udrejsen har forsøgt at skaffe sig oplysninger om [M] d, idet dette må have været muligt uden at udsætte [M] for at pådrage sig mistanke om kristne aktiviteter. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren på trods af, at han skulle være blevet afsløret over for en person, der arbejdede ved efterretningstjenesten, var i stand til at udrejse legalt på sit eget pas flere dage efter episoden. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgerens problemer som kristen netop skulle være opstået i meget nær tidsmæssig tilknytning til, at ansøgeren havde fået afslag på ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle. Ansøgeren fik således afslag på visum til Danmark for at besøge sin ægtefælle [i vinteren] 2018, og ansøgeren udrejste [i vinteren] 2018. Hertil kommer, at ansøgeren – på trods af sin angiveligt klare beslutning om fremover at ville leve som kristen – ikke fortalte sin kommende ægtefælle noget om sine positive holdninger til kristendommen, inden de efter det oplyste blev muslimsk gift [i foråret] 2015. Flygtningenævnet kan i fortsættelse af det anførte ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, selv om han er døbt kort tid efter sin indrejse, har demonstreret et ret detaljeret kendskab til kristendommen og har deltaget i en række kristne aktiviteter under sit ophold. Ansøgeren har således ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for, at han har valgt at konvertere til kristendommen på trods af den risiko, det indebærer for ham. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook-profil efter indrejsen til Danmark har postet materiale med kristent indhold, kan ikke i sig selv medføre, at han derved har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse. Nævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger i blandt andet Fact Finding Report ”House Churches and Converts” udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i februar 2018 og Iran COI Compilation fra juli 2018, Accord, Austrian Red Cross. Det fremgår heraf blandt andet, at erklæring om konversion på Facebook ikke i sig selv vil føre til forfølgelse, men eventuelt til overvågning. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/13/TBP
