”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran, og har tidligere været ateist men er under opholdet i Danmark konverteret, idet han efter en ceremoni [i foråret 2016] har tilsluttet sig trosretningen zarathustrismen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde. Ansøgeren frygter endvidere kvindens familie. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har frafaldet sin muslimske tro og tilsluttet sig zarathustrismen. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at han i [i vinteren] 2015 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. [A] fortalte ansøgeren, at hun var separeret. Ansøgeren mødtes jævnligt med [A] i sin ven, [B], lejlighed. I udgangen af juli 2015 mødtes ansøgeren med [A] ved en bazar, hvor han blev angrebet af en ukendt mand. Manden sagde, at ansøgeren havde krænket hans ære, og deraf udledte ansøgeren, at manden måtte være i familie med [A]. Dagen efter opholdt ansøgeren sig i sin spillehal sammen med sin ven, [B], da der pludselig ankom syv til otte personer. Personerne optrådte aggressivt og ødelagde inventaret i spillehallen. Det lykkedes ansøgeren at flygte ud af et baglokale og hen til en park, hvor han gemte sig nogle timer, indtil han igen fik kontakt til [B]. [B] hentede ham og fortalte, at politiet havde opsøgt spillehallen og taget [B] og overfaldsmændene med til afhøring. Her blev [B] klar over, at [A]’s ægtefælle, der arbejdede for den iranske efterretningstjeneste, Sepah, havde anmeldt ansøgeren for utroskab. Ansøgeren blev kørt ud til [B]’s kolonihave 20 til 30 km fra Teheran, hvor han opholdt sig frem til, at han med [B]’s hjælp udrejste illegalt fra Iran. Mens ansøgeren opholdt sig her, blev hans families bopæl opsøgt af ukendte personer, der smadrede husets vinduer. Ansøgerens familie modtog også to breve fra Justitsministeriet i Iran stilet til ansøgeren. Det første brev var en indkaldelse og indeholdt en frist på 10 dage for ansøgeren til at møde op hos myndighederne. Det andet brev var en advarsel til ansøgeren. Det lykkedes kort efter ansøgeren at udrejse af Iran med hjælp fra [B]. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren konverteret til trosretningen zarathustrismen, som han siden 2014 har haft interesse for. Hans interesse blev vakt allerede i 2014, mens han boede i Iran via vennen [C], der var zartosht. Ansøgeren havde på dette tidspunkt været ateist i 10-12 år. Efter ankomsten til Danmark fik ansøgeren via sin værelseskammerat kontakt til herboende personer, der bekendte sig til zarathustrismen, og den [i foråret] 2016 gennemgik han en ceremoni, hvorved han blev optaget i troen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den har været usandsynlig, udbyggende og divergerende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist skal flygtningenævnet bemærke at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der har ti års skolegang, har udfyldt sit asylskema meget overordnet uden detaljer om de omstændigheder, der førte til, at han udrejste af Iran, og at dette alene skulle være begrundet i, at han ikke havde overskud til at skrive særligt meget. Endvidere har ansøgeren i asylskemaet anført, at han er: ”eftersøgt af iransk politi - voldvægt af en gift kvinde”. Ansøgeren har under mødet i nævnet forklaret, at han er enig i, at der er stor forskel på begrebet voldtægt og samleje med samtykke og har videre forklaret, at der rettelig var tale om, at han havde et frivilligt seksuelt forhold til en gift kvinde, og at det er en fejl, når han i asylskemaet brugte ordet voldtægt. Henset til det ovenfor anførte, om ansøgerens uddannelse og kendskab til den væsentlige forskel på de to begreber, finder nævnet, at der er tale om en væsentlig divergens omkring ansøgerens beskrivelse af det oprindelige asylmotiv. Det påvirker videre ansøgerens generelle troværdighed, at han oprindeligt har forklaret divergerende med hensyn til, om han har været i kontakt med de ungarske myndigheder og fået optaget fingeraftryk i Ungarn eller ej, og at ansøgeren overfor de ungarske myndigheder har opgivet falske fødselsdata og fortalt, at han stammer fra Afghanistan. Det forekommer mindre sandsynligt, at [A] i det ½ år, hvor hun og ansøgeren havde et forhold til hinanden, ikke skulle have fortalt ham, at hun var gift, henset til at hun derved udsatte sig selv for en væsentlig risiko for, at ansøgeren ville fortælle andre om forholdet med de deraf mulige konsekvenser dette kunne have for sikkerheden for dem begge. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren og [A] trods de mange sikkerhedsforanstaltninger med hemmelige møder i [D]’s lejlighed og det ene møde i ansøgerens fars taxa, efter 6 måneders bekendtskab valgte at mødes offentligt ved en basar for at købe tøj til [A]. Det forekommer på samme måde mindre sandsynligt, at [A]’s ægtefælles bror lige præcis den dag skulle være til stede i basaren, der lå langt fra det sted, hvor ansøgeren og [A] boede. Om hændelsen i basaren bemærkes videre, at det først er under mødet i nævnet, at ansøgeren har forklaret, at han og [A] holdt hinanden i hånden, og at var på den måde, at svogeren kunne se, at de havde et forhold, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var hans eller [A]’s ide, at de skulle mødes der. Det forekommer også usandsynligt, at ansøgeren var i stand til at flygte fra [A]s ægtefælle og svoger og de øvrige overfaldsmænd, ved at forsvinde gennem en bagdør, da det må antages, at de pågældende opsøgte spillehallen netop for at få fat i ham, og at de derfor havde fokus på ham. Om hændelsen i spillehallen bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende i forhold til de tidligere samtaler om, at der ikke bare blev smadret lamper men også spilleborde, og at han først på gentagne spørgsmål har forklaret, at personerne, der opsøgte spillehallen medbragte køller. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om [B] forsøgte at standse overfaldsmændene eller ej. Det forekommer videre påfaldende, at ansøgeren ikke, da han blev klar over, at [A]’s ægtefælle havde tilknytning til Sepah, advarede sin familie, ligesom det forekommer påfaldende, at han ikke forud for udrejsen sikrede sig de breve, der var kommet fra myndighederne. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke nu skulle være i stand til at skaffe en kopi af tilsigelserne, ikke overbevisende. Om ansøgerens konversion til zarathustrismen skal nævnet bemærke, at det efter ansøgerens egen forklaring lægges til grund, at det kun er hans nærmeste familie, der er bekendt med konversionen. Ansøgeren har videre forklaret, at zarathustrismen for ham mere er en måde at leve på end en religion, og at han i 10-12 år har levet som ateist i Iran, uden at det har givet ham problemer. Herefter, og idet ansøgerens kendskab til zarathustrismen forekommer overfladisk, og da han ikke har været i stand til at forklare om de overvejelser og tanker, der ligger bag hans ønske om at tilslutte sig denne trosretning, i stedet for som hidtil at leve som ateist, finder nævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at konversionen er reel, og et udtryk for et ønske om fremadrettet at leve som zatosht ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes i den forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne om zarathustrismen fremgår, at man ikke har en forpligtelse til at missionere. Idet det endelig bemærkes, at ansøgeren gennem mange år, har levet som ateist, uden at dette har givet ham problemer med hverken personer eller myndigheder i Iran, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse på baggrund af ansøgerens trosmæssige forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/1/LINB
