Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni fra [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fængslet og tortureret af de iranske myndigheder. Ansøgeren har oplyst, at han deltog i en demonstration [i efteråret] 2014. Der var omkring 600 myndighedspersoner, herunder soldater og politibetjente, tilstede ved demonstrationen. Derudover var der også helikoptere i luften. Under demonstrationen hejste ansøgeren et kurdisk flag, og han blev derfor overfaldet af 10 til 15 politibetjente, der sparkede og slog ansøgeren. Som konsekvens heraf brækkede han næsen, alle sine fingre, sine knæ, tre ribben og fik en flænge over det ene øjenbryn og oven på hovedet. Politibetjentene tog i den forbindelse flaget fra ansøgeren. Efter at nogle af de andre demonstranter kom til ansøgerens undsætning, blev han kørt væk af nogle kammerater, der satte ham af hos hans far. Samme dag udrejste ansøgeren af Iran. Han blev lagt over en hest, som faren trak over grænsen til Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har deltaget i dåbsundervisning, er blevet døbt og går regelmæssigt i kirke om torsdagen og søndagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende og til dels afglidende. Der er herved taget hensyn til ansøgerens begrænsede skolegang. Ansøgeren har således ved indrejsen [vinteren 2015-2016] til politiet oplyst, at han søgte asyl, fordi han ikke kunne få job i Iran, og at han rejste fra hjembyen og Iran omkring 20 dage forinden. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet af [vinteren 2015-2016] oplyst, at han udrejste fra hjemlandet 1½ måned tidligere, og at han ville blive dømt som politiker og henrettet, fordi han er kurder. Han har derimod intet nævnt om sin deltagelse i en demonstration [i efteråret] 2014, hvor han skulle være påført alvorlige fysiske skader af det iranske politi, hvilket er helt centralt i forhold til hans asylmotiv. Under samtalerne [af sommeren] 2016 og senere har ansøgeren forklaret, at han boede i Tyrkiet i en periode mellem 1 og 1½ år, inden han rejste videre til Europa. Han har desuden først under samtalen [af foråret] 2017 hos Udlændingestyrelsen oplyst, at hans forældre blev opsøgt tre gange i løbet af de første 10 dage efter hans udrejse fra Iran af efterretningstjenesten, uanset at ansøgeren ifølge sin forklaring for nævnet blev klar over dette tre måneder efter sin udrejse. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger eller for, hvordan de iranske myndigheder på baggrund af fotos fra overvågningskameraer fra demonstrationen skulle have fundet frem til ansøgerens identitet og bopæl. Nævnet bemærker, at ansøgeren angiver at have deltaget i demonstrationen alene, da konfrontationen med politiet fandt sted, og at det var første og eneste gang, han var involveret i en politisk aktivitet i sit hjemland. Det fremstår endvidere usandsynligt, at efterretningstjenesten flere år efter ansøgerens udrejse skulle aflytte søsterens telefon for at få fat i ansøgeren, når efterretningstjenesten ifølge ansøgeren opgav at få fat på ham på bopælen hos forældrene efter de første 10 dage efter hans udrejse til Tyrkiet. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke fremstår som særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt fotos fra en deltagelse i en demonstration mod det iranske regime foran den iranske ambassade i [vinteren 2017-2018], kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren herefter må anses for at have profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være efterstræbt af disse. Ansøgeren har desuden under sagens behandling oplyst at være sunni muslim, indtil han fik oversat referatet af samtalen [af foråret] 2017. På dette tidspunkt har ansøgeren oplyst, at han var sunni, som er en kurdisk religion, men han var ikke muslim. Han var en måned forinden begyndt at interessere sig for kristendommen, men havde ikke været i kirke. Ansøgeren har til sin advokat og for nævnet forklaret yderligere om sin interesse for kristendommen og fremlagt dokumentation for, at han er blevet døbt [i foråret] 2017, for sin tilknytning til Sønderborg Frikirke i form af erklæring af [sommeren] 2017 og for sin deltagelse gudstjenester og undervisning i kristendom i [efteråret og vinteren] 2017 i Hjørring. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han begyndte at gå til dåbsundervisning i [vinteren 2016-2017]. Han nævnte ikke dette under samtalen [af foråret] 2017, da han dengang fortsat var i tvivl om, hvorvidt han ville konvertere. Ansøgeren har for nævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen, men han har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for den konkrete baggrund for, at han er konverteret, eller de overvejelser, som han har gjort sig i den forbindelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tidligere har oplyst, at han ikke har praktiseret sin religion og først efter afslaget på opholdstilladelse har oplyst om familiens og lokalsamfundets reaktion på, at han i hjemlandet skulle have tilkendegivet at have fravalgt islam. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion er udtryk for en reflekteret indre overbevisning, og konversionen anses derfor ikke som reel. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/99/mme
