iran201897

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere fra Ilan, Iran. Ansøgerne er opvokset som shiamuslimer af trosretning, men er konverteret til kristendommen efter ankomsten til Danmark. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den generelle diskrimination af feili-kurdere. Derudover frygter han at blive efterstræbt af den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle. Endvidere frygter han sine farbrødre, idet de blandt andet har truet med at slå ansøgeren ihjel, fordi han har giftet sig med en fraskilt kvinde. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv vedrørende den genelle diskrimination af feili-kurdere henvist til, at han som feili-kurder er en del af en minoritet med begrænsede rettigheder og er udsat for diskrimination. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at man har dårligere muligheder for uddannelse og arbejde. Derudover har ansøgerens far været udsat for diskrimination gennem tilfældig ransagning af farens autolakererværksted. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende ægtefællens tidligere ægtefælle, har ansøgeren oplyst, at han har kendt ægtefællen siden femte klasse. Ansøgerens far blev på dette tidspunkt enkemand og indgik ægteskab med ansøgerens ægtefælles mor. Ægtefællen boede ikke på bopælen, men hun kom på besøg om sommeren. De var tiltrukket af hinanden, men ægtefællen blev tvangsviet med en mand ved navn [A] på en ukendt dato i 2004 eller 2005. Efter et år begyndte ansøgeren og ægtefællen i al hemmelighed at have seksuelt samvær på ansøgerens bopæl. Ægtefællen fik i 2008 et barn med [A], og de blev skilt på en ukendt dato i 2011 eller 2012. Ansøgeren og ægtefællen flyttede i hemmelighed til ægtefællens morbror i en by ved navn [T], hvor de indgik ægteskab [efteråret] 2014. Ansøgerens farbrødre var imod ægteskabet, og de truede en af hans venner med, at de ville få en person til at slå ham ihjel. Fem til seks måneder efter vielsen, flyttede ansøgeren og ægtefællen tilbage til ansøgerens far og ægtefællens mor i [by]. Herefter blev ansøgerens far opsøgt på sit værksted i alt tre gange af [A]. [A] ønskede, at ansøgeren og ægtefællen skulle lade sig skille, og han fremsatte trusler. [A] medbragte udskrifter fra ægtefællens simkort som dokumentation for, at ansøgeren og ægtefællen havde haft kontakt med hinanden inden de indgik ægteskab [efteråret]. Derudover truede [A] med, at han med hjælp fra fire til fem vidner over for myndighederne ville bevidne, at ansøgeren havde udtalt sig kritisk mod den iranske regering. På grund af de af [A] fabrikerede beviser samt den omstændighed, at [A] var en magtfuld person med forbindelser til den iranske regering og basijerne, valgte ansøgeren og ægtefællen på et tidspunkt i perioden [efteråret] 2015 at udrejse legalt med fly til Tyrkiet fra Teherans lufthavn. Herefter rejste de videre indtil de ankom til Danmark. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive efterstræbt af sin tidligere ægtefælle og de iranske myndigheder, idet hun har indgået ægteskab på ny. Endelig frygter ansøgeren de iranske myndigheder, idet hun har haft systemkritiske aktiviteter mod det iranske regime på tre Facebook profiler. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far døde, da hun var otte eller ni måneder gammel, og at hendes mor derefter indgik ægteskab med den mandlige ansøgers far. Ansøgeren boede herefter hos sin farbror. Ansøgeren blev på en ukendt dato i [foråret] 2005 religiøst tvangsviet med en mand ved navn [A]. Ansøgeren var på dette tidspunkt forelsket i den nuværende ægtefælle. Fem til seks måneder efter den religiøse vielse, blev der afholdt bryllupsfest. Herefter flyttede ansøgeren og [A] sammen, og ansøgeren blev gravid efter tre måneder. Fire til fem måneder efter ansøgeren havde født, begyndte hun at have seksuelt samvær med sin nuværende ægtefælle. [A] lavede falske beviser for, at ansøgeren havde haft et forhold til en anden mand, og ansøgeren blev på den baggrund idømt 99 piskeslag, der imidlertid ikke blev eksekveret. Ansøgeren blev herefter på en ukendt dato i [foråret] 2012 skilt fra [A]. Hun flygtede herefter med sin nuværende ægtefælle til [by], og efter fem til seks måneder flyttede de hjem til ansøgerens mor og den nuværende ægtefællens far. [A] opsøgte den nuværende ægtefællens far tre gange og truede med at gå til myndighederne med den viden, han havde om ansøgeren og ægtefællen, hvis de ikke lod sig skille. [A] fremlagde beviser for sine påstande i form af sms-samtaler mellem ansøgeren og ægtefællen. Endelig truede [A] med, at han på et opdigtet grundlag ville angive, at ansøgerens nuværende ægtefælle havde aktiviteter mod regimet. Omkring en måned efter udrejste ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle legalt med fly til Tyrkiet fra Teherans lufthavn. Herefter rejste de videre indtil de ankom til Danmark. Den mandlige og kvindelige ansøger har yderligere henvist til, at de efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har fremlagt en dåbsattest fra Bornholmerkirken, hvoraf det fremgår, at de [efteråret] 2017 blev døbt. Derudover har ansøgerne fremlagt en udtalelse omhandlende deres kristne aktiviteter fra Indre Missions Tværkulturelle Arbejde på Bornholm. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres konflikt som følge af deres ægteskab til grund, da ansøgerne på centrale punkter har forklaret udbyggende og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, ligesom dele af ansøgernes forklaring ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at begge ansøgere udelukkende har forklaret meget kortfattet og overfladisk om deres asylmotiv i deres respektive asylskemaer, og at de ikke har omtalt nogen af de faktiske begivenheder, der ligger bag deres påståede konflikt i Iran. Vedrørende divergenserne har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der var med til deres hemmelige bryllup, og hvem der var imod deres ægteskab, herunder hvornår og hvorfor. Ansøgerne har ligeledes forklaret divergerende om, hvad den mandlige ansøgers far gjorde, da de flyttede til [T], samt hvornår og hvordan de blev bekendt med truslerne fra den mandlige ansøgers farbror. Derudover har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende, herunder om hvor den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle opsøgte den mandlige ægtefælles far. Endvidere indeholder ansøgernes forklaringer til Udlændingestyrelsen og for nævnet en lang række mindre divergenser samt modstridende, usammenhængende og usandsynlige oplysninger, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed i væsentlig grad. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på divergenserne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle er så magtfuld, at han dels har kunnet fabrikere beviser mod den kvindelige ansøgers morbror, så han blev idømt 4-5 års fængselsstraf, for derefter at sørge for at dommen ikke blev eksekveret, dels at han kunne få den kvindelige ansøger idømt 99 piskeslag for utroskab. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har forklaret om de fabrikerede beviser og dommene, før han blev spurgt hertil under asylsamtalen, og at den kvindelige ansøger for nævnet har forklaret udbyggende om, at dommen på 99 piskeslag blev eksekveret. Endvidere forekommer det ikke sandsynligt, at den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle truede ansøgerne gennem den mandlige ansøgers far i stedet for at true ansøgerne direkte. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgernes forklaring om deres konflikt som følge af deres ægteskab som konstrueret og utroværdig. Den kvindelige ansøger har gjort gældende, at hun har haft systemkritiske aktiviteter mod det iranske regime på tre Facebook profiler. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at to af de påståede profiler er lukkede, hvilket de har været igennem længere tid. Særligt henset til indholdet af den åbne profil finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at det er kommet de iranske myndigheder til kendskab, eller at indholdet i øvrigt vil føre til asylbegrundende forfølgelse. Nævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger har anvendt navnet [B] på profilerne. Vedrørende den af ansøgerne påberåbte konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor en ansøgers asylmotiv er frygt som følge af en konvertering, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af en ansøgers forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konvertering finder sted omkring det tidspunkt, hvor ansøgeren modtager afslag på asyl. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket, henset til at nævnet har tilsidesat deres forklaring om deres oprindelige asylmotiv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgernes konvertering er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgerne vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgernes deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgerne. Flygtningenævnet har ved vurderingen særlig lagt vægt på, at ansøgerne ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgerne, eller deres refleksioner over særligt konsekvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgernes forklaring om deres konvertering som konstrueret og utroværdig. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for etniske kurdere, herunder feili-kurdere i Iran, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Det er herefter Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/97/CABV