Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurdere og yaresani fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og torturet ved en tilbagevenden til Iran, da han har uddelt materiale om sin religion, yari. Materialet var ligeledes en kritik af det iranske styre. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med en begravelse mødte nogle personer, der også var yarsani. De talte om religiøs uretfærdighed og blev enige om, at de ville udføre religiøse aktiviteter. Et par uger efter begravelsen var ansøgeren med til sit første møde, hvor han fik nogle foldere, som han skulle dele ud. Nogle måneder efter at have påbegyndt sine aktiviteter kom myndighederne en dag ud til samlingsstedet, hvor ansøgeren mødtes med de andre. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvandet døgn af efterretningstjenesten. Ansøgeren skulle underskrive et dokument for at blive løsladt. Et par uger efter løsladelsen genoptog ansøgeren og de andre deres aktiviteter. Omkring tre måneder efter løsladelsen kom efterretningstjenesten igen til samlingsstedet. Det lykkedes ansøgeren at flygte sammen med de andre. Ansøgeren kontaktede sin familie og udrejste efter fire eller fem dage. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at fordi de har en anden trosretning, kan myndighederne ikke lide dem, og de bliver betragtet som urene. Herudover har begge ansøgere henvist til, at de er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit oprindelige asylmotiv støttet på religiøse yaresani-aktiviteter til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om sin konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at både ansøgeren og dennes ægtefælle først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen forklarede om, at den mandlige ansøger blev udsat for vold i form slag i forbindelse med tilbageholdelsen, hvilket den mandlige ansøger i øvrigt har forklaret udbyggende om under mødet i Flygtningenævnet, idet han nu har forklaret, at han tillige blev udsat for spark. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren fortsatte sine mødeaktiviteter i det samme lokale, som han tidligere var blevet tilbageholdt af myndighederne i. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke har kunnet forklare overbevisende om, hvorfor det var nødvendigt at afholde møderne et sted, som han vidste var i myndighedernes søgelys. Dertil kommer, at den mandlige ansøger under den første samtale med Udlændingemyndighederne forklarede, at yaresani-materialet blev uddelt fredag aften, mens han under den anden samtale forklarede, at det blev uddelt torsdag aften i forlængelse af møderne. Den mandlige ansøgers forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder tilsidesættes derfor som konstrueret til lejligheden, og kan derfor ikke begrunde asyl, hverken for den mandlige eller kvindelige ansøger. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv støttet på konvertering til kristendommen til grund. Ansøgeren har ikke på overvisende måde kunnet redegøre for, at konverteringen er udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren har således for Flygtningenævnet forklaret, at han begyndte at interessere sig for kristendommen 10-11 måneder, før han blev døbt [i sommeren] 2017, mens det fremgår af hans facebookprofil, at han allerede i [vinteren] 2016 har delt materiale med kristent indhold. Det forekommer i øvrigt påfaldende, at ansøgeren kun 4 måneder før dette tidspunkt, nemlig i [efteråret] 2016, i Iran har uddelt materiale om yari. Endvidere er det tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren ifølge Udtalelsen fra Vendsyssel Frimenighed først omkring det tidspunkt, hvor han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl, begyndte regelmæssigt at gå i kirke og deltage i menighedens aktiviteter, og at ansøgeren først er døbt efter, at afslaget er modtaget. Dertil kommer, at ansøgeren så sent som [i efteråret] 2016 til Udlændingestyrelsen oplyste, at han respekterer alle religioner, men at han kun tror på sin egen religion yari. For så vidt angår den kvindelige ansøgers forklaring om sit asylmotiv støttet på konvertering, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge hendes forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således ikke anse ansøgerens konvertering som udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke under nogen af samtalerne med Udlændingestyrelsen har fortalt om hendes angivelige ”syn/drøm” eller om sin interesse for kristendommen i øvrigt. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke blev spurgt herom af udlændingemyndighederne kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til blandt andet at det fremgår af samtalereferatet for den første samtale, at ansøgeren oplyste, at hun er yarsan, at hun praktiserer sin religion ved at bede bønner, og at hun ikke var interesseret i eller havde beskæftiget sig med andre religioner. Under den anden samtale fastholdt ansøgeren, at hun ikke interesserede sig for andre religioner. Ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/88/SEL
