Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunnimuslimer af trosretning fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet de mistænker ham for at have haft oppositionspolitiske aktiviteter i Irak, fordi han i 2014 krydsede den iranske/irakiske grænse illegalt gentagne gange. Endelig har den mandlige ansøger henvist til, at han ønskede at bo sammen med den kvindelige ansøger, hvilket ikke var muligt i Iran eller Irak. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han indgik ægteskab med sin ægtefælle i 2014. Forinden boede han i Iran, men gik i skole og arbejdede i Irak, hvorfor han gentagne gange krydsede grænsen. På en ukendt dato blev ansøgeren stoppet af de iranske myndigheder på grænsen til Irak. Ansøgeren forklarede dem, at han ikke deltog i oppositionspolitiske aktiviteter i Irak, hvorefter de lod ham gå. Efterretningstjenesten opsøgte ansøgerens families bopæl på en ukendt dato i 2014. Ansøgerens far blev spurgt ind til, om ansøgeren havde oppositionspolitiske aktiviteter i Irak. Efterretningstjenesten opsøgte og ransagede efterfølgende bopælen omkring ti gange. Bopælen blev senest opsøgt i [ultimo] 2015, hvor efterretningstjenesten nævnte for faren, at ansøgeren skulle henvende sig hos efterretningstjenesten. Kort før udrejsen tog han ophold hos en ven ved navn [A], fordi han frygtede, at han ville blive tilbageholdt af myndighederne. Idet ansøgeren var bange for at henvende sig til myndighederne, idet han ikke havde mulighed for at bo med sin ægtefælle i hverken Iran eller Irak, og idet vejen til Europa var åbnet, valgte han at udrejse af Iran sammen med sin ægtefælle. Ansøgeren udrejste illegalt af Iran tre til fire dage før ægtefællen, hvorefter de mødtes i Istanbul. Efter ansøgerens udrejse er familiens bopæl blevet opsøgt af myndighederne én gang. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet af de iranske myndigheder, idet de mistænker den mandlige ansøger for at være spion. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren indgik ægteskab med sin ægtefælle på en ukendt dato i 2014, og boede sammen med sine svigerforældre i Iran. Siden 2014 blev ansøgerens og svigerforældrenes bopæl opsøgt gentagne gange af de iranske myndigheder, fordi de ledte efter ansøgerens ægtefælle. Bopælen blev opsøgt en til tre gange om måneden, og ansøgeren var til stede samtlige gange. Bopælen blev senest opsøgt to til tre dage før ansøgerens udrejse af Iran. Hun udrejste legalt af Iran med fly til Istanbul, hvor hun mødtes med sin ægtefælle. Efter ansøgerens udrejse er hendes svigerforældres bopæl blevet opsøgt af myndighederne én gang. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes forklaring kan lægges til grund, idet de på væsentlige punker indeholder divergenser og er indbyrdes uoverensstemmende. Ansøgerne har således forklaret forskelligt om antallet af besøg i Iran af den mandlige ansøger efter indgåelsen af ægteskabet. Den mandlige ansøger har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter besøget på bopælen af myndighederne i sommeren 2014 er rejst meget frem og tilbage over grænsen, mens han i senere forklaringer har oplyst, at han kun var tilbage på besøg to til tre gange. Den kvindelige ansøger har i sin asylsamtale forklaret, at den mandlige ansøger kom på besøg, når han havde opholdt sig 15 til 30 dage i Irak, mens hun senere har forklaret, at han alene efter sommeren 2014 havde været på besøg to gange. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om antallet af myndighedshenvendelser på bopælen, og om hvor mange gange, der blev foretaget ransagninger. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilføjes, at den mandlige ansøgers oplysninger om illegal udrejse og manglende aftjening af værnepligt findes ikke at kunne medføre nogen ændring af denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/85/CABV
