Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Kermanshah, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den iranske efterretningstjeneste, Itlaat. Ansøgeren har videre forklaret, at han fortrød sin oprindelige udrejse af Iran, men meget tidligt [en dato i efteråret] 2015 pegede en person en riffel mod ham, hvorefter han blev kørt ind til efterretningstjenestens hovedkvarter i Uromieh med bind for øjnene. Han blev herefter tilbageholdt igennem længere tid af efterretningstjenesten og afhørt om sin baggrund, samt om han var på vej til at ville tilslutte dig grupper som PKK, ISIS, Komola, Pjak eller KDPI, hvilket han dog benægtede, idet han fortalte, at han var på vej til Europa. Dernæst blev han ført ned i et kælderrum, hvor han blev udsat for tortur ved blandt andet at blive hængt på hovedet og udsat for vold, mens han havde bind for øjnene. Efterfølgende blev han igen hentet af efterretningstjenesten, der kørte ham afsted i en bil sammen med hans ven, [A], til en retsbygning i Uromieh. Herefter blev han stillet for en dommer, hvor han blev spurgt til mange forskellige ting, og han skulle i øvrigt underskrive et stykke papir, hvoraf det fremgik, at han havde fortrudt sin udrejse fra Iran. Derefter blev han kørt tilbage til efterretningstjenestens lokaler, hvorefter han fik sine ejendele udleveret igen. Han blev herefter transporteret i en aflukket fangetransport til et for ham ukendt sted, hvor han genså soldaten, der tidligere havde peget på ham med en riffel. En person afleverede to breve til en af fængselsbetjentene, som han og [A] blev bedt om at underskrive. Af brevene fremgik det, at ansøgeren og [A] var tilbageholdt grundet landets sikkerhed, og det gik herefter op for ham, at dommeren måtte have afgjort, at han og [A] var til fare for landets sikkerhed. Det fremgik også at brevet, at han kunne blive løsladt mod kaution på 200 millioner tumaner, hvilket dog ikke var muligt, da sagen var af politisk karakter. Efter ansøgerens fingeraftryk var blevet optaget, blev han igen fængslet, hvilket hans familie formoder varede ved i 30-35 dage. Han blev herefter placeret i en afdeling for fanger, der havde modtaget dødsstraf, og han blev mishandlet af andre fanger, som han efterfølgende fandt ud af var stikkere for den iranske efterretningstjeneste. En dag blev ansøgeren og [A] kaldt over højtalerne i fængslet, og de blev bedt om at underskrive en overflytning til et andet fængsel, hvorefter de blev transporteret til et øde sted. Herefter kørte nogle personer fra efterretningstjenesten dem til Kermanshah, mens de stadig var bundet på hænder og fødder. Efter ankomsten blev ansøgeren og [A] iklædt grøn skjorte og dragt, og de blev igen indkaldt til afhøring, hvor ansøgeren blev gjort opmærksom på, at hans onkel var politisk aktiv, hvorfor hans eneste mulighed var at samarbejde med efterretningstjenesten. Dagen efter underskrev han et stykke papir foran en dommer, hvoraf det fremgik, at han skulle arbejde for efterretningstjenesten med spionage. Såfremt han ikke medvirkede hertil, ville han blive betragtet som landsforræder. Han fortalte dommeren, at han ikke havde accepteret dette, men den afhørende person tog efterfølgende fat i nakken på ham og bad ham underskrive dokumentet, hvorefter han gjorde dette af frygt for sit liv. En efterfølgende onsdag fortalte han en ven over telefonen, at han var blevet beordret til at arbejde som stikker for efterretningstjenesten. Samme dag fik han et opkald fra et ukendt nummer, hvor en person sagde til ham, at han var stikker og spurgte, om han var klar til dette. Personen fortalte ham videre, at de havde brug for, at han skulle lave noget for dem. Ansøgeren bad efterfølgende personen om en uge til at slappe af i, forinden han skulle starte sit nye arbejde. En uge efter det første opkald, modtog han igen et opkald, men denne gang bad han igen om udsættelse, idet hans søster lige var blevet skilt, at han skulle have styr på universitetet og i øvrigt havde brug for mere tid til at blive klar. Personen accepterede efterfølgende en yderligere udsættelse på 14 dage, før han skulle påbegynde oplæringen til det nye arbejde. Efter ansøgeren havde overvejet at begå selvmord, valgte han i stedet [i efteråret] 2015 at udrejse af Iran. Efter hans udrejse har hans far været til afhøring, hvor efterretningstjenesten har spurgt ind til ham. Faren oplevede ikke problemer herved, da afhøringen alene omhandlede ansøgeren. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret troværdigt, konsistent og detaljeret, og at forklaringen bærer præg af at være selvoplevet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved ikke at overholde sin aftale med den iranske efterretningstjeneste, men i stedet udrejse af Iran, er kommet i et sådan modsætningsforhold til de iranske myndigheder, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1” Iran/2018/83/JOV
