Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunni muslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født i Al Tash-flygtningelejr, Anbar, Irak, men familien rejste tilbage til Iran, da ansøgeren var ti år. Den kvindelige ansøger voksede op i Sarpolzahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at den iranske efterretningstjeneste vil anholde og udøve grove fysiske overgreb mod ham eller slå ham ihjel, fordi han har unddraget sig hvervning til den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder opsøgte hans bopæl op til en til to gange om ugen i fire-fem måneder inden sommeren 2014. I sommeren 2014 skød den iranske efterretningstjeneste varselskud mod ansøgeren i grænseområdet mellem Irak og Iran, da ansøgeren, som led i sit arbejde som handlende, var på vej tilbage fra Irak. Ansøgeren flygtede fra stedet og hjem til sin fars bopæl, hvor han tog ophold. I forbindelse med flugten tabte ansøgeren sin rygsæk med varer. Ansøgerens far tog på ansøgerens opfodring én gang hen til efterretningstjenesten for at få varerne tilbage. Fra omkring en uge efter, ansøgeren flygtede hjem til sin far, opsøgte og ransagede efterretningstjenesten ansøgerens bopæl et ukendt antal gange. Ansøgeren skjulte sig på bopælen. [I foråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten, og han var tilbageholdt [til sommeren] 2015. Ansøgeren blev løsladt mod betaling af en bøde på 25 millioner tomaner. Cirka to uger senere henvendte efterretningstjenesten sig på ansøgerens bopæl og bad ansøgeren møde på deres kontor, hvilket han gjorde dagen efter. De oplyste ansøgeren, at de ønskede at hverve ansøgeren til efterretningstjenesten. Ansøgeren sagde ja til tilbuddet, men bad om tid til at snakke med sin familie herom. En uge senere flygtede ansøgeren sammen med sin ægtefælle til Irak, hvor de tog ophold i fire måneder. På grund af risiko for angreb fra Islamisk Stat (IS), flyttede de tilbage til Iran, inden de udrejste til Tyrkiet. Ansøgeren udrejste illegalt, mens ansøgerens ægtefælle udrejste legalt af Iran. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har aftjent værnepligt. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndighedspersoner fængsler hende eller udsætter hende for andre ubehagelig ting, fordi ansøgerens ægtefælle har en konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder beslaglagde ansøgerens ægtefælles varer i sommeren 2014. Ansøgerens svigerfar henvendte sig i den henseende flere gange til efterretningstjenesten for at få varerne i retur, men de nægtede at levere dem tilbage, før ansøgerens ægtefælle selv henvendte sig. Det gjorde han efterfølgende, men uden held. Fremadrettet blev ansøgerens ægtefælle stoppet oftere i forbindelse med hans handel over grænsen mellem Iran og Irak, og han blev truet med at få sin tilladelse annulleret. Ansøgerens ægtefælle stoppede efterfølgende sin handel, fordi han blev træt af chikanen fra myndighederne. Chikanen fortsatte alligevel, da myndighederne beslaglagde familiens lam. De iranske myndigheder opsøgt deres bopæl ca. hundrede gange, og de ransagede den ca. ti ud af de hundrede gange. Ansøgerens ægtefælle var ikke hjemme under størstedelen af besøgene. Ansøgerens ægtefælle blev [i foråret] 2015 anholdt af de iranske myndigheder på landbruget, og han blev efterfølgende tilbageholdt i to måneder og to dage. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgernes forklaring om de forhold, de påberåber sig, kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af, at den mandlige ansøger ikke har ønsket at lade sig hverve til den iranske efterretningstjeneste. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om en række centrale forhold. Ansøgerne har blandt andet begge undladt i deres første samtale med Udlændingestyrelsen at forklare om den mandlige ansøgers fængsling. Begge forklarer herom under den anden samtale med Udlændingestyrelsen. Ansøgerne forklarer dog divergerende om, hvor den mandlige ansøger var, da han blev pågrebet, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvem der fortalte hende om anholdelsen. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at den mandlige ansøger ikke skulle være blevet pågrebet i flere tilfælde, hvis den kvindelige ansøgers forklaring om omfanget af ransagningerne af bopælen skulle være sand. Hertil kommer, at begge ansøgeres forklaring for nævnet fremstår afglidende og usikre. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/81/KAA
