Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk araber fra [en landsby i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin ægtefælle, som har slået hende og truet med at slå hende ihjel. Ansøgeren har videre oplyst, at hun vil blive idømt en hård straf af de iranske myndigheder, muligvis i form af henrettelse, fordi hendes ægtefælle kan have anmeldt, at hun har fået foretaget en abort i Iran [vinteren 2015-2016]. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun blev viet til sin ægtefælle [vinteren 2010-2011]. I sommeren 2015 begyndte problemerne med ægtefællen, fordi han begyndte at drikke og tage stoffer, hvorfor han ændrede karakter. Han slog ansøgeren, når han var påvirket og brækkede i den forbindelse hendes næse og tå. Ansøgeren formodede, at ægtefællen arbejdede som civilbetjent i efterretningstjenesten. Han truede ansøgeren på livet, da hun fortalte ham, at hun var gravid og ikke ønskede at få barnet, fordi hun frygtede, at barnet kunne være skadet på grund af ægtefællens misbrug. Ægtefællen forsøgte herefter at kaste ansøgeren ud fra 7. sal, men han faldt til ro og tog lidt efter på arbejde. Samme dag flygtede ansøgeren hjem til sine forældre. Efter nogle timer ringede ægtefællen og spurgte, hvor ansøgeren var henne. Han truede ansøgeren og sagde, at hun ikke måtte sige noget til forældrene, ellers ville han slette hende og hendes familie fra jordens overflade. Ansøgeren følte sig ikke i sikkerhed hos sine forældre, hvor hun opholdte sig i en uge. Derefter opholdt ansøgeren sig hos sin veninde, [S], i [K] i en måned. Ægtefællen ringede hele tiden til hende, mens hun opholdt sig hos [S], og truede hende på livet. Herefter rejste ansøgeren til Tyrkiet [foråret] 2016, fordi hun ikke følte sig i sikkerhed for ægtefællen i Iran. På vej til Tyrkiet ringede ægtefællen til hende. Da hun fortalte ham, at hun havde fået foretaget en abort, truede han hende samtidig med, at han sagde, at han ville anmelde hende til de iranske myndigheder på grund af den ulovlige abort. Efter en måned i Tyrkiet rejste ansøgeren tilbage til Iran, og [foråret] 2016 udrejste hun legalt og med nationalitetspas via lufthavnen i Teheran til Grækenland på et ægte turistvisum udstedt på det græske konsulat i Teheran [foråret] 2016. Ansøgeren indrejste i Danmark [foråret] 2016, hvorefter hun søgte om asyl. Ansøgerens familie har efterfølgende fortalt ansøgeren, at ægtefællen leder efter hende, og at han har truet hendes familie. Ægtefællen har ringet til ansøgeren to gange omkring [vinteren til foråret] 2017, hvor han oplyste, at han befandt sig i Tyskland, og at han vidste, hvilket asylcenter, ansøgeren befandt sig på i Danmark. Ansøgeren har derfor flyttet til et andet asylcenter og har uofficielt skiftet navn. Flygtningenævnet kan efter fremlæggelsen af billederne fra ansøgerens bryllupsfest, vielsesattesten og hendes nationalitetsbevis lægge til grund, at ansøgeren er gift. Nævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med ægtefællen og de iranske myndigheder til grund, idet forklaringen herom har været usammenhængende og upræcis i relation til en lang række centrale omstændigheder – herunder datoer og årstal - ligesom forklaringen på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget højde for, at det fremgår af de lægelige oplysninger, at ansøgeren har haft det psykisk svært efter ankomsten til Danmark, hvilket imidlertid ikke findes at kunne begrunde de mange og væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren på trods af, at hun har oplyst, at hun har 12 års skolegang, i sit asylskema alene om asylmotivet har anført, at der var tale om ”familieårsager”, og at hun i asylsamtalen har forklaret, at hun ikke var klar over, at hun skulle beskrive sine konflikter så nøje. Denne forklaring forekommer mindre sandsynlig set i lyset af, at ansøgeren forinden var gjort bekendt med forpligtelsen til i medfør af udlændingelovens § 40 at medvirke til at oplyse sin sag. Ansøgeren har i asylsamtalen udbygget sin forklaring i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at hun frygtede de iranske myndigheder, fordi ægtefællen havde truet med at angive, at hun i 2016 fik foretaget en illegal abort i Iran, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at ægtefællen har været ansat i efterretningstjenesten. Med hensyn til ægtefællens arbejde har ansøgeren i asylsamtalen blandt andet forklaret, at hun vidste, at han var ansat i efterretningstjenesten, og at hun fandt ud af, hvor han arbejdede, og at han var civilbetjent i efterretningstjenesten, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at det alene er hendes formodning, at han var tilknyttet efterretningstjenesten, og at hun bygger formodningen på hans adfærd. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn datoen for vielsen, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var [sommeren] 2011. I asylsamtalen har hun forklaret, at hun blev viet [vinteren 2010-2011], og at bryllupsfesten blev holdt [sommeren] 2012, og at det var en fejl, når det af referatet fra oplysnings- og motivsamtalen fremgik, at vielsen havde fundet sted [sommeren] 2011. Under samtalen i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at når hun i oplysnings- og motivsamtalen har angivet datoen [sommeren] 2011, var det, fordi det var datoen for bryllupsfesten. Ansøgeren har i asylsamtalen også forklaret, at hun forlod bopælen [vinteren 2015-2016]. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at hun først forlod den fælles bopæl [sen vinter 2015-2016]. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun efter flugten fra bopælen først tog ophold en uge hos sine forældre, og at hun dernæst tog ophold hos en veninde, som ægtefællen ikke kendte og ikke havde adressen på, hvorefter hun, da en kollega havde set ægtefællen i nærheden af hendes arbejdsplads, tog ophold i [K] hos veninden [S]. I asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun kun havde ophold hos veninden [S], og at det ikke passede, at hun under den første samtale skulle have forklaret om ophold hos to veninder. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at hun først tog ophold hos sine forældre, og herefter tog til [S] i [K], men at hun i løbet af den tid, hun opholdt sig i [K], også opholdt sig et par dage hos veninden [A]. Også med hensyn til, om ansøgeren gik på arbejde eller ej, efter at hun havde forladt ægtefællen, og hvad der var årsagen til, at ægtefællen truede med at smide ansøgeren ud fra 7. sal, har forklaringen været divergerende. Ansøgeren har endelig i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ægtefællens bror ringede og truede hende, hvorimod hun i asylsamtalen fragik denne forklaring. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod på ny forklaret, at ægtefællens bror har ringet og truet hende. Ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun valgte at tage til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i en måned, er ikke sandsynlig. Ansøgeren har således under mødet i nævnet indledningsvist forklaret, at hun rejste til Istanbul for at skjule sig for ægtefællen, idet hun frygtede hans reaktion på, at hun havde fået foretaget en illegal abort. Senere under nævnsmødet har hun imidlertid forklaret, at det først var under busturen på vej til Tyrkiet, at hun fortalte ægtefællen om aborten, og at rejsen derfor var begrundet i, at ægtefællen var voldelig og havde truet med at kaste hende ud fra 7. sal. Det forekommer endelig usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at rejse hele vejen til Istanbul for at skjule sig, når ægtefællen ikke var bekendt med [S]s adresse, der i øvrigt ikke lå i nærheden af ansøgerens og ægtefællens tidligere fælles bopæl. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at fortælle ægtefællen, at hun havde fået foretaget en illegal provokeret abort, når han tidligere havde sagt, at barnet var en gave fra Gud og truet med at smide hende ud fra 7. sal, da hun talte om at få en abort. Ansøgeren har endelig om de billeder af ægtefællen, der er fremlagt i advokatindlægget, og som viser, at ægtefællen tilsyneladende befinder sig i Europa, forklaret, at hun har fået fat i billederne ved at oprette en falsk Instagramprofil for sig selv, så hun kunne følge ægtefællen og på den måde se og printe hans billeder. Hun har under nævnsmødet bekræftet bisidderens oplysning fra asylsamtalen om, at hun forud for asylsamtalen [sommeren] 2017 havde slettet sin Instagram-konto, og har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvordan hun så har været i stand til at downloade også de af ægtefællens billeder, der først er uploadet på hans profil [fra efteråret til vinteren] 2017. Nævnet skal endelig bemærke, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har en religiøs tro, og at hun ikke har interesse for andre religioner. Ansøgeren har ikke forklaret om, at der er tale om ateisme som en overbevisning, hun har tænkt at udleve offentligt, ligesom nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke er profileret i forhold til myndighederne i Iran. Nævnet finder herefter heller ikke, at ansøgeren med denne begrundelse vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/77/mme
