Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yarsan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har hjulpet medlemmer af det politiske parti Partiya Jiyana Azad a Kurdistanê (PJAK), idet han har forsynet dem med sko, sæbe og fødevarer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller udsat for grusomheder af de iranske myndigheder, fordi han har forsynet PJAK med mad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han flere gange har forsynet forskellige personer fra PJAK med sko, sæbe og fødevarer i forbindelse med, at de pågældende opsøgte ham, da han opholdt sig i et telt på sin plantage i [en landsby]. Han havde ingen fast aftale med PJAK men bistod med mad, når forskellige PJAK-medlemmer kom forbi hans plantage. [Sommeren] 2015 befandt ansøgeren sig i på sin tomatmark, mens hans ægtefælle og søn opholdt sig ved teltet omkring ti meter fra ham. Forinden var ansøgeren blevet kontaktet af to PJAK-medlemmer, som ansøgeren var i færd med at give mad. Pludselig opdagede ansøgeren, at et ukendt antal personer fra Sepah var på vej ned ad en bakke, der lå 400 til 500 meter fra plantagen. Ansøgeren flygtede øjeblikkeligt sammen med de to PJAK-medlemmer. Sepah-folkene skød efter dem, uden dog at ramme. De løb i omkring 15-20 minutter og skjulte sig derefter i et skovområde, indtil det blev mørkt. Herefter fortsatte ansøgeren flugten alene i to dage til [en by], hvor han tog ophold hos [sin farbrors datter]. I [byen] modtog ansøgeren oplysninger om, at Sepah havde skudt og dræbt hans ægtefælle i forbindelse med ansøgerens flugt. Hustruen, der havde været iført kurdisk tøj, havde forsøgt at flygte fra plantagen, og folkene fra Sepah havde fejlagtigt troet, at hun var tilknyttet PJAK. Ansøgeren fik også at vide, at han var eftersøgt af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren forblev derfor i [byen] og påbegyndte sin udrejse efter 10 til 20 dage. På vejen mod grænsen blev han genforenet med sin [søn] som ansøgerens bror bragte til [en by]. De udrejste sammen af Iran [sommeren] 2015. Ansøgerens forældre er efter hans udrejse blevet opsøgt af Sepah, der spurgte efter ham. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen ikke forekommer selvoplevet, ligesom den på en række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed taget højde for, at ansøgerens knap 2årige søn har været til stede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen og den første asylsamtale, hvilket imidlertid ikke findes at kunne begrunde de mange og væsentlige divergenser i ansøgerens forklaring. Indledningsvist bemærkes, at det ikke forekommer sandsynligt, at folkene fra PJAK allerede ved deres første henvendelse til ansøgeren oplyste, at de kom fra PJAK og samtidig præsenterede sig ved navn, henset til ansøgerens forklaring om, at han ikke selv var politisk aktiv, og at det var første gang, han blev kontaktet af PJAK. Det er heller ikke sandsynligt, at de pågældende i samme forbindelse tilsyneladende uden nærmere kendskab til ansøgeren bad ham om at bistå dem med at uddele politisk materiale. Det bemærkes i den forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at lavt rangerende PJAK sympatisører sædvanligvis ikke uddeler flyers eller andet politisk materiale. Ansøgeren har udbygget sin forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen, da han i den første asylsamtale forklarede, at de to PJAK folk efterlod to rygsække i forbindelse med flugten, ligesom han yderligere har udbygget forklaringen ved i den anden asylsamtale at forklare, at rygsækkene indeholdt politisk materiale. Under forklaringen i forbindelse med nævnsmødet har ansøgeren yderligere udbygget forklaringen ved at forklare, at han i forbindelse med en tidligere henvendelse fra PJAK havde set, at rygsækkene indeholdt blandt andet Cd´ere og båndoptagelser. Ansøgerens forklaring om, hvornår den første kontakt til PJAK fandt sted har været divergerende, idet han i sit asylskema har angivet, at han for cirka et år siden gav mad og vand til folk, der var iført peshmerga beklædning, og at de blev angrebet af Sepah [sommeren 2015]. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at den første kontakt fandt sted [sommeren 2015], og at PJAK henvendte sig 10-12 gange [i løbet af den næste måned], hvor Sepah ankom til plantagen. I den første asylsamtale forklarede ansøgeren igen, at den første henvendelse fra PJAK fandt sted et år forud for [Sepahs ankomst til plantagen], idet han indledningsvist forklarede, at de henvendte sig til ham [sommeren 2014 og efteråret 2014]. Han forklarede videre, at han hen over sommerperioden 2014 ydede humanitær hjælp til PJAK mellem 8-12 gange, hvorefter han forlod plantagen og rejste hjem til sin landsby efter valnøddehøsten. Han forklarede videre, at han igen begyndte at yde humanitær hjælp til PJAK [sommeren 2015], da han sammen med ægtefællen igen flyttede tilbage til plantagen og herefter hjalp dem 3-6 gange. Da ansøgeren blev foreholdt divergensen, ændrede han forklaring, idet han oplyste, at han første gang blev kontaktet af PJAK [tidlig efterår] 2014, idet hans søn var blevet født samme sommer, hvorfor han først var kommet ud til [plantagen]. Nævnet skal i den forbindelse yderligere bemærke, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren under nævnsmødet slet ikke har været i stand til nærmere at huske, hvor mange gange han i løbet af 2014 og 2015 blev opsøgt af PJAK. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvornår han sidst arbejdede med at lægge fliser i Karaj, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var i [efteråret] 2014, hvorimod han i den første asylsamtale forklarede, at han også tog til Karaj for at arbejde i løbet af vinteren [2014-2015], efter at han første gang var blevet opsøgt af PJAK. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han tog afsked med PJAK-folkene i skoven, hvor de skjulte sig til om aftenen, eller om han fortsatte sammen med dem til et nærliggende bjerg, hvor de tog afsked. Også med hensyn til, om det var hans kusine og hendes mand, eller det var ansøgeren selv, der ringede til ansøgerens bror [M] for at arrangere udrejsen, og om ansøgeren efter ankomsten til kusinens bopæl først ringede til sin fætter eller sin far, har ansøgeren forklaret divergerende. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om hans forældre er blevet opsøgt af de iranske myndigheder en enkelt gang cirka en uge efter episoden i plantagen eller fem til seks gange og sidst omkring [foråret] 2016. Det forekommer ikke sandsynligt, at ansøgeren efter flugten fra plantagen helt frem til kl. 21-22 valgte at forblive sammen med PJAK-folkene, eller at han fortsatte videre væk fra det lokalområde, hvor han var kendt, og til sin kusines bopæl to dages gang fra plantagen, uden at forsøge at sikre sig, at der ikke var sket noget med hustruen og sønnen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren først en dag efter ankomsten til kusinens bopæl, tog kontakt til familien. Det bemærkes i den forbindelse, at hustruen og sønnen befandt sig sammen med ansøgeren og PJAK-folkene i plantagen, at hustruen havde været med til at bage brød til PJAK-folkene, og at hun var iført kurdisk klædedragt, og at plantagen blev beskudt af folkene fra Sepah, da ansøgeren flygtede. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er kurder, eller at han er udrejst illegalt kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at straffen for illegal udrejse er bøde eller en fængselsstraf, og at der ikke på grundlag af oplysningerne om straffens længde, er grundlag for at antage, at denne vil være uproportional. Endelig bemærkes, at ansøgeren efter sin egen forklaring aldrig er blevet indkaldt med henblik på at aftjene værnepligt, og at der derfor ikke er grund til at formode, at han ved en tilbagevenden vil blive straffet for at være udeblevet fra militærtjeneste. Det bemærkes videre, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at det ikke er unormalt i Iran at udeblive fra militærtjeneste, og at straffen for udeblivelse ikke er upropotional. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/70/mme
