Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim og er født i [en landsby], Khanaqin, Irak, af iranske forældre og han har siden sit 12-13 år boet i Javanrud i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, ligesom han frygter personer fra Wahabe-gruppen. Endelig frygter ansøgeren sin tidligere kærestes forældre og kærestens nuværende ægtefælle. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har været politisk aktiv som sympatisør for KDPI. Ansøgeren har sammen med en ven, der også var i familie med ham, uddelt CD’er med taler afholdt af den tidligere leder af KDPI, Abdulrahman Qasemlo, ligesom han har uddelt fotografier af ham og løbesedler med politisk materiale. Ansøgerens ven, [A], blev anholdt af de iranske myndigheder, hvorefter myndighederne mødte op på ansøgerens families bopæl, for at ransage huset en dag, ansøgeren ikke var hjemme. De medtog den computer, som ansøgeren og [A] havde brugt til at lave propagandamateriale for KDPI på. Ansøgeren udrejste kort herefter illegalt af Iran. Ansøgeren har videre fungeret som agent for KDPI og videregivet oplysninger om kurdere, der har samarbejdet med det iranske efterretningsvæsen. Flere af ansøgerens onkler i Irak og i Europa er også politisk aktive for KDPI og andre kurdiske partier. Om sin frygt for Wahabe-grupperingerne har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i to til tre demonstrationer til støtte for kurderne i forbindelse med kampene i Kobane, og at han efterfølgende er blevet opsøgt på gaden og truet mange gange over en periode på omkring ét år og i et enkelt tilfælde også er blevet slået i hovedet af personer fra Wahabe-gruppen. Om sin frygt for sin tidligere kærestes forældre samt nuværende ægtefælle har ansøgeren oplyst, at han indledte et forhold til en pige. Forholdet varede to til tre måneder. De talte tit sammen i telefon, indtil de blev opdaget af pigens forældre, der truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt han ikke stoppede med at se sin pigen. Ekskæresten blev efterfølgende giftet væk til en anden mand. Ansøgeren fortsatte dog med at tale med ekskæresten, indtil hendes nye ægtefælle opdagede det og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han lod hende være i fred. Ansøgeren stoppede herefter sin kontakt med ekskæresten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund, idet forklaringen har været afglidende, undvigende og upræcis, ligesom den har været udbyggende, divergerende og usandsynlig på centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har fremlagt kopier af en iranske fødselsattest og et iransk nationalt id-kort vedrørende ham selv, ligesom han har fremlagt kopier af en iransk fødselsattest for begge sine forældre og for sine søskende. Herefter, og idet ansøgeren har forklaret, at begge hans forældre har iransk statsborgerskab, vurderer nævnet, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Iran, hvor han har boet fra 12-13 års alderen og frem til udrejsen. Nævnet skal videre bemærke, at ansøgeren har oplyst, at han har gået syv år i skole og har forklaret, at han kan læse og skrive lidt. På trods heraf har han ikke udfyldt sit asylskema men alene anført, at han ville fortælle alt til samtalen ansigt til ansigt. Da han i asylsamtalen blev spurgt ind til den nærmere årsag til den manglende udfyldelse af skemaet forklarede han derimod, at han havde dårlig samvittighed over, at personen skulle vente på, at han udfyldte skemaet. Denne forklaring forekommer mindre sandsynlig set i lyset af, at ansøgeren forinden var gjort bekendt med forpligtelsen til i medfør af udlændingelovens § 40 at medvirke til at oplyse sin sag. Ansøgerens forklaring har blandt andet været afglidende og upræcis med hensyn til på hvilken måde, han blev tilknyttet KDPI, og hvordan kontakten til partiet blev etableret. Ansøgeren har endvidere alene været i stand til at forklare om KDPI i generelle vendinger, og hans sporadiske viden om KDPI stemmer dårligt overens med, at han ud over at uddele materiale for KDPI, også skulle have været tilknyttet partiets hemmelige celler og fungeret som meddeler. Selvom det er centralt for ansøgerens flugt og asylmotiv, at myndighederne har opsøgt hans bopæl og medtaget den computer, ansøgeren og [A] brugte til at lave politisk materiale på, har ansøgeren ikke forklaret noget herom i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen, hvor han alene forklarede, at han mente, at myndighederne havde fået hans navn af [A] i forbindelse med, at denne var blevet tortureret. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at det var [A], der lavede det materiale, de uddelte, og at myndighederne medtog computeren i forbindelse med ransagningen. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det både var ham og [A], der lavede det materiale, de uddelte, ligesom han har forklaret udbyggende med hensyn til, at materialet blev til efter samråd med ansøgerens politisk aktive familiemedlemmer i blandt andet Irak ved at kommunikere med dem i kodesprog via blandt andet Facebook, Messenger og EMU. Ansøgeren har videre udbygget sin forklaring med, at myndighederne ud over computeren også medtog fysisk propaganda materiale, som ansøgeren opbevarede på sit værelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om myndighederne alene har opsøgt bopælen den ene gang, eller om de har opsøgt bopælen yderligere 2-3 gange. Det bemærkes endeligt om denne del af ansøgerens asylmotiv, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at der gik to eller tre dage fra, at han fik meddelelse om, at [A] var blevet tilbageholdt, og til myndighederne ransagede ansøgerens bopæl. Selvom ansøgeren gik i chok, er det ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke straks forsøgte at skaffe computeren og propagandamaterialet af vejen, henset til risiko dette indebar ikke blot for ham selv men også for hans familie. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren i denne periode via internettet på sin mobiltelefon kommunikerede med sine familiemedlemmer i Irak om sin flugt og i den forbindelse muligheden for at tilslutte sig den væbnede kamp for kurdernes sag. Ansøgeren har aldrig haft konflikter i Iran på grund af sin politisk aktive familie udenfor Iran eller på anden måde været profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgeren har endvidere udbygget sin forklaring om sine familiemedlemmers politiske aktiviteter, idet det først er i forbindelse med advokatindlægget, at der blandt andet er fremkommet oplysninger om, at hans morbror i Norge er formand for partiet det kurdiske parti P.S.K. Endelig skal nævnet bemærke, at det ikke ved de billeder, der er fremlagt af ansøgeren som deltager i KDPI møder i Danmark eller ved oplysningerne om, at han har uploadet materiale fra KDPI på sin Facebook profil sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i de iranske myndigheders søgelys. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der omhandler frygten for personer med tilknytning til Wahabe gruppen bemærkes, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at frygten var begrundet i, at han havde deltaget i demonstrationer til støtte for Kobane, og at han ikke i den forbindelse forklarede om Wahabe-gruppen, idet frygten for gruppen først fremkom i slutningen af samtalen i forbindelse med, at han forklarede, at gruppen havde truet ham. I asylsamtalen har ansøgeren væsentligt udbygget denne del af sit asylmotiv, idet han har forklaret, at han var med til at afholde demonstrationerne og styre disse ved at holde opsyn, og at han gennem et helt år blev truet mange gange af folk fra Wahabe grupperingen, når han gik på gaden, og at han i et enkelt tilfælde er blevet slået i hovedet af en fra gruppen. Om den del af ansøgerens asylmotiv, der omhandler frygten for den tidligere kærestes familie og ægtefælle, bemærkes, at pigens familie truede ansøgeren, da de opdagede hans forhold til pigen, og at han ikke har hørt fra familien, siden pigen blev gift. Pigens ægtefælle har alene truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke lod pigen være i fred, og ansøgeren kan således undgå, at der sker yderligere ved at undlade på ny at tage kontakt til pigen. Ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/69/JAH
