Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og født sunnimuslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tidligere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at han ville blive fængslet på livstid eller hængt, idet han var mistænkt for ulovlige politiske aktiviteter, fordi han lod sin nabos søn, der var eftersøgt af efterretningstjenesten, overnatte i sin restaurant. Ansøge-ren påberåbte sig endvidere de generelle forhold for kurdere og sunnimuslimer i Iran. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og derfor frygter forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte herfor vedlagt en dåbsattest, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er blevet døbt den [efteråret] 2016 i […] Sogne v/præst [A], og fødsels- og dåbsattest fra ansøgerens tre børn, hvoraf det fremgår, at børnene er blevet døbt [den samme dato som ansøgeren] 2016 sammen med ansøgeren. Ansøgeren har videre vedlagt en udtalelse fra [starten af] 2017 fra […] Sogne v/præst [A], hvoraf fremgår blandt andet, at ansøgeren første gang kom i kirken [i foråret] 2016, hvorefter der blev indledt et dåbsoplæringsforløb, hvor ansøgeren to eller fire gange om måneden kom sammen med sin tolk, og hvor de bad sammen, og ansøgeren modtog kristendomsundervisning. Ansøgeren har endvidere vedlagt en udtalelse [fra foråret] 2017 v/præst [B], […] Sogne, hvoraf det blandt andet fremgår, at præsten bekræfter ansøgerens deltagelse i det kristne fælleskab siden [starten af] 2017, herunder at han har deltaget regelmæssigt i bibelcaféen og til gudstjenester om søndagen, og han har i den forbindelse deltaget på sin egen stille måde. Indled-ningsvis bemærker Flygtningenævnet, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, bag-grunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelin-ges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens konvertering først sker efter modtagelse af endeligt afslag på asyl og – som i denne sag – efter at have fået to afslag på genoptagelse. Endvidere finder Flygtninge-nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed må vurderes som svækket henset til, at ansøgeren i forbindelse med sine anmodninger om genoptagelse fremlagde dokumenter, der måtte anses som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konvertering ikke er reel, men er udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har udvist et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk her-om, også selvom det tages i betragtning, at ansøgeren har begrænset skolegang. Særligt har ansøge-ren ikke kunnet redegøre overbevisende for sine refleksioner over motivet for og særligt konse-kvenserne af konverteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først op-søgte den kristne kirke seks år efter sin indrejse i Danmark og fem år efter, at han modtog endeligt afslag på asyl. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren ikke har givet en over-bevisende forklaring på, hvorfor det af politirapport [fra sommeren] 2017 fremgår, at han til politiet skulle have forklaret, at han skulle deltage i en større fest sammen med blandt andre sin familie i forbindelse med afslutningen af ramadanen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konvertering til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilba-gevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjene-ster og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konvertering som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser fra blandt andre præst [A] kan ikke føre til en ændret vurdering. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2018/68/lrn
