Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asyl-motiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder eller slået ihjel af sin kusines far, fordi han har haft et seksuelt forhold til sin kusine, [P]. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder eller slået ihjel af sin familie som følge af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har kendt sin kusine, [P], hele livet, da de boede i nærheden af hinanden. I slutningen af 2014 fortalte han [P], at han havde følelser for hende, hvilket var gengældt. De havde derefter telefonisk kontakt med hinanden i et halvt år, før de aftalte at indlede et seksuelt forhold til hinan-den. De mødtes i alt fire gange på [P]s bopæl, hvor de havde seksuelt samvær, inden de blev afslø-ret i efteråret 2015, da [P]s mor og søster kom hjem og fandt dem sammen. Ansøgeren flygtede ud af døren og tog derefter hjem til sin ven, [A], hvor ansøgeren boede frem til sin illegale udrejse af Iran [vinteren] 2015. Kort tid efter episoden blev ansøgerens familie af flere omgange opsøgt af [P]s far sammen med politiet, idet faren havde politianmeldt ansøgeren for voldtægt af [P]. Ansøgerens bror, [B[, har alle gange orienteret ansøgeren telefonisk om henvendelserne. Ansøgeren valgte at udrejse af Iran, da familierne ikke kunne finde en løsning, og [P]s familie søgte efter ham. Ansøge-ren har til støtte for sit asylmotiv om konvertering til kristendommen oplyst, at han i Iran ikke var praktiserende muslim men heller ikke kendte til kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen i [vinteren] 2016, hvorefter han kom i […] Frikirke for første gang [i vinte-ren] 2016. Til denne gudstjeneste besluttede ansøgeren sig for at konvertere til kristendommen, idet han fandt, at Jesus var lyset. Ansøgerens familie i Iran har fået kendskab til hans konvertering, idet han har forsøgt at missionere for dem, og de ønsker nu at slå ham ihjel. Ansøgeren har i forbindelse med sin konvertering fremlagt en udtalelse [fra foråret] 2017 v/integrationspræst […] fra […] Fri-kirke, hvoraf det fremgår, at ansøgeren blev overflyttet til Asylcenteret […] i efteråret 2016. Det fremgår videre, at ansøgeren har deltaget regelmæssigt i menighedens ugentlige gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter, som er blevet gennemført i ugens hverdage. Ansøgeren har forud for nævnsmødet fremlagt en dåbsattest [fra foråret] 2017, hvoraf det fremgår, at han er blevet døbt i […] Frikirke v/præst […]. Ansøgeren har videre fremlagt en udtalelse [fra vinteren] 2018 v/sognepræst […] fra […] Kirke, […], hvoraf der fremgår oplysninger om kirkens generelle under-visningsforløb, dåbsforberedelsen samt oplysninger om ansøgerens tilknytning til kirken og interesse for kristendommen. Endelig har ansøgeren fremlagt udtalelse [fra efteråret] 2017 fra [C], frivillig medarbejder på Centercaféen Asylcenteret […], og to bekræftelser fra [D], [E] og [F]. Flygtninge-nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit forhold til kusinen [P] til grund, idet ansøgerens forklaring herom fremstår udetaljeret, indstuderet og ikke selvoplevet. Endvidere forekommer centrale dele af ansøgerens forklaring usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansø-geren og kusinen [P] valgte at indlede et seksuelt forhold uden at undersøge muligheden for på et tidspunkt at blive gift, at de valgte at dyrke sex hjemme hos [P], selvom det var særdeles risikofyldt, og at de i den forbindelse ikke tog sig nogen forholdsregler. I relation til ansøgerens konvertering til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konvertering efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tids-punktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refu-gees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konvertering ikke er reel, men er udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Ved vurderingen af, om ansøgerens konvertering er reel, har Flygtninge-nævnet lagt vægt på, at ansøgeren kom i […] Frikirke for første gang [i vinteren] 2016, og at ansø-geren til denne gudstjeneste – uden nærmere kendskab til kristendommen – besluttede sig for at konvertere til kristendommen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren angive-ligt allerede i efteråret 2016 fortalte sin familie om, at han agtede at konvertere. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har et begrænset kendskab til kristendommen og kun har forklaret overfladisk om kristendommen. Særligt har ansøgeren ikke kunnet redegøre overbevi-sende for sine refleksioner over motivet for konverteringen. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har interesseret sig for eller praktiseret sin tidligere religion, hvorfor det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren, særligt henset til forløbet omkring ansøgerens konvertering, ved en tilbagevenden til Iran vil foretage kristne handlinger. De fremlagte udtalelser fra blandt andre sognepræst […] kan ikke føre til en ændret vurdering. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering er reel, herun-der således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer for-følgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelo-vens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingesty-relsens afgørelse.” iran/2018/67/lrn
