Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende tre iranske statsborgere. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslim fra [A] i byen [B], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, hendes mand eller myndighederne, idet hun havde et forhold udenfor ægteskabet. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ansat på en køreskole [sommeren] 2013, hvor [C] tillige var ansat som IT-medarbejder. Efter fem til seks måneder begyndte de at blive venner. Deres forhold startede ved, at ansøgeren kontaktede [C] igennem sms-beskeder. [C] bad ansøgeren om at lade være med at skrive beskeder til hende og i stedet vente på, at hun skrev til ham, idet hun ellers kunne få problemer med sin familie. Herefter skrev de mest sammen om aftenen og natten. De var nogle gange sammen efter arbejde, hvor de tog udenfor byen. De kørte et øde sted hen, hvor de talte sammen og havde samleje. Kort tid efter de havde samleje første gang fortalte ansøgeren sin familie om [C]. Han fik at vide af sin familie, at han ikke kunne gifte sig med [C], da hun var yarsan og han var shia-muslim. De fortsatte dog deres forhold alligevel. En eftermiddag, [i sommeren] 2015, tog ansøgerens bror hen på køreskolen, hvor han truede [C] og bad hende om at holde sig væk fra ansøgeren. Omkring et år og tre til fire måneder efter, at ansøgeren havde fortalt sin familie om [C], rettede han henvendelse til lederen af køreskolen, [D], og fortalte ham om sit forhold til [C]. Ansøgeren bad ham tage med hen og fri til [C]. I [sommeren] 2015 tog ansøgeren og [D] hen til [C]s familie for at fri, men dette modsatte hendes familie sig, da de havde forskellige religioner. [C] fik herefter ikke lov til at tage på arbejde, men de var stadig i kontakt med hinanden gennem sms-beskeder. Efter omkring halvanden måned blev [C] tvangsforlovet med sin farbrors søn og blev på et ukendt sted viet. Som et bevis på at [C] var jomfru skulle hun fremvise en attest på dette, dog var hun forhindret i at fremvise en sådan attest, idet hun havde haft samleje med ansøgeren. Som konsekvens heraf besluttede ansøgeren og [C] sig for at udrejse sammen af Iran, hvilket de gjorde [vinteren ultimo] 2015. Den mandlige ansøger er etnisk kurder og shia-muslim fra [A] i byen [B], Kermanshah, Iran. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger, der er etnisk kurder og tilhører yarsan religionen, er fra byen [B], Kerman-shah, Iran. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, hendes mand eller myndighederne, idet de har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgerne har endvidere som et nyt asylmotiv for nævnet henvist til, at de under deres ophold i Danmark er konverteret til kristen-dommen, og at de også på den baggrund frygter forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev ansat på en køreskole [sommeren] 2013, hvor den kvindelige ansøger tillige var ansat som IT-medarbejder. Efter fem til seks måneder begyndte de at blive venner. Deres forhold startede ved, at den mandlige ansøger kontaktede den kvindelige ansøger igennem sms-beskeder. Den kvindelige ansøger bad den mandlige ansøger om at lade være med at skrive beskeder til hende og i stedet vente på, at hun skrev til ham, idet hun ellers kunne få problemer med sin familie. Herefter skrev de mest sammen om aftenen og natten. De var nogle gange sammen efter arbejde, hvor de tog uden for byen. De kørte til et øde sted, hvor de talte sammen og havde samleje. Kort tid efter de havde samleje første gang, fortalte den mandlige ansøger sin familie om den kvindelige ansøger. Han fik at vide af sin familie, at han ikke kunne gifte sig med hende, da hun var yarsan, og han var shia-muslim. De fortsatte dog deres forhold alligevel. En eftermiddag [i sommeren] 2015 tog den mandlige ansøgers bror hen på køreskolen, hvor han truede den kvindelige ansøger og bad hende om at holde sig væk fra den mandlige ansøger. Omkring et år og tre til fire måneder efter, at den mandlige ansøger havde fortalt sin familie om den kvindelige ansøger, rettede han henvendelse til lederen af køreskolen, [D], og fortalte ham om sit forhold til den kvindelige ansøger. Den mandlige ansøger bad ham tage med hen og fri til den kvindelige ansøger. I [sommeren] 2015 tog den mandlige ansøger og [D] hen til den kvindelige ansøgers familie for at fri, men hendes familie modsatte sig, bl.a. fordi de havde forskellige religioner. Den kvindelige ansøger fik herefter ikke lov til at tage på arbejde, men de var stadig i kontakt med hinanden gennem sms-beskeder. Efter omkring halvanden måned blev den kvindelige ansøger, der på grund af den mandlige ansøgers frieri var raget uklar med sin familie, tvangsforlovet med sin farbrors søn og blev på et ukendt sted viet. Som et bevis på, at hun var jomfru, blev hun af hendes nye svigerfamilie bedt om at fremvise en attest på dette. Den kvindelige ansøger havde haft sex med den mandlige ansøger og var derfor forhindret i at fremvise en sådan attest. Som konsekvens heraf besluttede ansøgerne sig for at udrejse sammen af Iran, hvilket de gjorde [vinteren ultimo] 2015. Flygtningenævnet finder anledning til helt generelt at bemærke, at det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren i en sag om opholdstilladelse at meddele de fornødne oplysninger til bedømmelse af ansøgerens identitet og asylmotiv. Ikke så sjældent afgøres sager om asyl i al væsentligt alene på baggrund af oplysninger fra ansøgeren selv, idet det er et kendetegn ved mange asylsager, at ansøgerne er uden identitetsdokumenter eller andet, der kan tjene som bevis for ansøgerens udsagn. En del asylsager afgøres derfor på baggrund af, om ansøgerens udtalelser fremstår med en sådan grad af troværdighed, at de kan lægges til grund for den asylretlige vurdering af sagen. I en sådan troværdighedsvurdering, hvor udsagnene ikke har støtte i objektive oplysninger, bør i almindelighed indgå en bedømmelse af, om ansøgeren har forklaret specifikt og detaljeret om den eller de begivenheder, der giver anledning til ansøgningen om asyl, herunder om ansøgerens forklaringer om begivenhederne er sammenhængende og konsistente. Det bør endvidere indgå, om der er overensstemmelse mellem ansøgerens udtalelser og oplysninger fra eventuelle medansøgere, familiemedlemmer eller andre vidner, ligesom ansøgerens forklaring skal sammenholdes med tilgængelige specifikke og generelle baggrundsoplysninger, der er relevante for ansøgerens sag. Det hører i den forbindelse med i vurderingen af en ansøgers udsagn, at bl.a. sproglige og kulturelle forskelle øger risikoen for eventuelle misforståelser og fejl, hvorfor der kan forekomme tilfælde, hvor en opstået tvivl – navnlig om mindre centrale forhold – må komme en ansøger til gode. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af udsagn afgivet af bl.a. mindreårige og personer med ingen eller stort set ingen skolemæssig baggrund samt personer, hvis mentale tilstand afviger væsentligt fra det normale. Endelig bør det indgå i en troværdighedsvurdering, om ansøgerens udtalelser – også set i lyset af baggrundsoplysningerne – er plausible, således at udsagnene ikke strider mod alment kendte kendsgerninger eller blot forekommer usandsynlige. Troværdighedsvurderingen skal baseres på et objektivt og neutralt grundlag, jf. herom i det hele i øvrigt retningslinjer for bevisvurderingen beskrevet i UNHCR’s ”Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus” og bl.a. UNHCR’s rapport ”Beyond proof – Credibility Assessment in EU Asylum Systems” fra maj 2013. Udlændingestyrelsen har i denne sag tilsidesat ansøgernes forklaringer, således at styrelsen ikke har kunnet lægge nogen del af ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Styrelsen har i den forbindelse henvist til én divergens i ansøgernes forklaringer, hvor styrelsen mener, at ansøgerne har forklaret forskelligt om, hvorvidt og på hvilken måde ansøgerne kommunikerede med hinanden i begyndelsen af deres forhold, ligesom styrelsen har hæftet sig ved, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende om, hvorvidt han tog køreskolelederen og dennes kone med hen for at fri til den kvindelige ansøger. Endelig har styrelsen fundet ansøgernes forklaringer om deres ageren usandsynlige. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har forklaret sammenhængende og konsistent gennem samtlige samtaler, ligesom ansøgernes forklaringer både for så vidt angår de centrale dele af betydning for asylmotivet, men også vedrørende forhold af mindre central betydning, har været indbyrdes overensstemmende. Nævnet kan ikke tiltræde, at ansøgernes forklaringer om, hvordan de kommunikerede med hinanden i begyndelsen af deres forhold, har været divergerende, og nævnet finder, at der ikke – herunder hverken i samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen eller i ansøgernes forklaringer for nævnet – er grundlag for at konstatere en sådan divergens. Den kvindelige ansøger har således forklaret helt overensstemmende med den mandlige ansøger om tidspunktet, karakteren og omfanget af deres indledende kontakt. Den kvindelige ansøger har under asylsamtalen ifølge referatet først forklaret, at de ikke kommunikerede privat via telefon og sociale medier, mens hun senere under samme samtale oplyste, at de – efter de indledte kæresteforholdet – kommunikerede via sms-beskeder. Den kvindelige ansøgers forklaring herom svarer helt til den mandlige ansøgers forklaring, men Udlændingestyrelsen har i afgørelsen hæftet sig ved, at den kvindelige ansøger først oplyste, at der ikke var telefonisk kontakt, og Udlændingestyrelsen anfører i den forbindelse, at ”telefonisk kontakt også omfatter sms-beskeder”. Denne bedømmelse af den kvindelige ansøgers udsagn synes ikke velfunderet i det faktisk forklarede som dokumenteret for nævnet i form af en udskrift af en lydoptagelse fra samtalen, ligesom man i øvrigt ved bedømmelsen af en sådan mulig divergens må have blik for, at der meget vel kan være tale om en misforståelse, således at det ikke nødvendigvis må have stået klart for den kvindelige ansøger, at ”telefonisk kontakt” og brugen af ”sms-beskeder” har samme begrebsmæssige indhold. Nævnet kan heller ikke tiltræde, at der er grundlag for at konstatere, at den mandlige ansøger reelt har forklaret udbyg-gende om et forhold, som i referatet fra den første samtale (oplysnings- og motivsamtalen) er gen-givet helt overordnet og meget kortfattet. Som nævnt har Udlændingestyrelsen ved afgørelsen tillige fundet, at flere forhold i ansøgernes forklaringer forekommer usandsynlige. Udlændingestyrelsen konkluderer således, at det er usandsynligt, at ansøgerne valgte at have sex uden for ægteskab, når bl.a. konsekvenserne af at blive opdaget var store, at den mandlige ansøger valgte at spørge den kvindelige ansøgers familie om tilladelse til at indgå ægteskab med hinanden, når den mandlige ansøgers familie havde modsat sig ægteskabet som følge af ansøgernes forskellige religiøse baggrunde, og at ansøgerne valgte at fortsætte deres kæresteforhold, efter deres familier havde udtalt sig imod. Flygtningenævnet tiltræder – som også nævnt ovenfor – at det ved vurderingen af troværdigheden af en ansøgers forklaring bør indgå, om forklaringen fremtræder plausibel. Flygtningenævnet finder, at der imidlertid heller ikke efter en vurdering af sandsynligheden af ansøgernes forklaringer er grundlag for at tilsidesætte disse. Nævnet finder det således ikke usandsynligt, at ansøgerne valgte at have et særdeles risikofyldt førægteskabeligt intimt forhold, at den mandlige ansøger uanset modgangen fra sin egen familie valgte at spørge den kvindelige ansøgers familie om tilladelse til at indgå ægteskab, og at ansøgerne valgte at fortsætte deres kæresteforhold efter deres familier havde udtalt sig imod. Nævnet bemærker, at heller ikke andre dele af ansøgernes forklaringer er usandsynlige, ligesom der er god overensstemmelse mellem ansøgernes forklaringer og baggrundsmateriale om tvangsægteskaber og om æresrelaterede forbrydelser mod kvinder i Iran, se således bl.a. Home Office rapport fra oktober 2017 ”Iran: Honour crimes against women”, Home Office rapport fra august 2017 ”Iran: Forced marriage” og Integrationsministeriets notat af 6. april 2017 ”Iran: The Yaresan”. Med disse bemærkninger finder nævnet, at ansøgernes forklaringer om den del af deres asylmotiv må lægges til grund. Utroskab er forbudt efter iransk lov og vil – såfremt beviskravene er opfyldt – kunne straffes med døden, se hertil bl.a. Home Office rapport fra oktober 2017 ”Iran: Honour crimes against women”, Udlændingestyrelsens rapport 2/2015 om visse forbrydelser og straffe i Iran og Dansk Flygtningehjælps og Udlændingestyrelsens fællesrapport fra februar 2018 om ”Relations outside of marriage in Iran and marriages without accept of the family”. Ansøgerne har siden udrejsen fra Iran fået et fælles barn. Henset hertil, og da der er sandsynlighed for asylbegrundende overgreb fra ansøgernes familie – der begge har været imod ansøgernes forhold – vil ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet allerede af denne grund være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne ses imidlertid ikke – som følge af dette asylmotiv – at være i risiko for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, socialt tilhørsforhold eller politiske holdninger, hvorfor de ikke på dette grundlag kan tildeles beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 1. Ansøgerne og Udlændingestyrelsen har meddelt samtykke til, at nævnet som følge af den meddelte op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke tager stilling til ansøgernes nye asylmotiv vedrørende deres konvertering til kristendommen, hvilket asylmotiv først er fremsat dagen forud for nævnsmødet, og hvilket asylmotiv rejser spørgsmål om bl.a., hvorvidt en konvertering som traditio-nelt Yari-troende til kristendommen betragtes som en strafbar handling ifølge den iranske lovgiv-ning, og om der er kendskab til tilfælde, hvor Yari-troende er blevet dømt og straffet i Iran grundet apostasi. Ansøgerne meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2018/66/IBK
