Nævnet hjemviste i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to med-følgende børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har overværet en demonstration. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han begyndte at arbejde i Mahabad [i foråret] 2015. Omkring fire til fem dage herefter faldt en pige ned fra fjerde sal på [et hotel]. Ansøgerens arbejds-plads lå tæt på hotellet, og han hørte om episoden, fordi fire til fem personer fra bygningen, der lå ved siden af hans arbejdsplads samledes på gaden og talte herom. Sammen med disse personer og nogle kollegaer gik ansøgeren hen til hotellet for at se, hvad der var sket. Folk havde samlet sig for-an hotellet. Der var nogle, der sagde, at en person fra hotellet havde voldtaget pigen. Tre dage sene-re var ansøgeren på arbejde, da han lagde mærke til, at der kom røg fra det sted, hvor hotellet lå. Ansøgeren gik hen til hotellet sammen med sine venner [A, B og C]. Der var samlet mange menne-sker foran hotellet, som brændte. Nogle råbte slagord mod den islamiske republik. Ansøgerens ven [C] blev anholdt under demonstrationen. Da ansøgeren så dette, flygtede han. Fire dage herefter modtog ansøgeren et opkald fra sin lillesøster [X]. Søsteren fortalte, at myndighedspersoner havde opsøgt familiens bopæl i Sarpol-e Zahab. Bopælen var blevet ransaget, og familien fik at vide, at ansøgeren skulle kontakte efterretningsvæsenet. Herefter forlod ansøgeren Mahabad og kørte til en landsby, der lå cirka tredive minutters kørsel fra Sarpol-e Zahab. Her skjulte han sig på en bekendts landsted. Nogle dage efter ransagningen modtog ansøgeren en indkaldelse fra byretten i Sarpol-e Zahab. Indkaldelsen blev sendt til ansøgerens bopæl, og ansøgerens ægtefælle og barn medbragte den, da de sluttede sig til ansøgeren på landstedet omkring en uge efter, at ansøgeren var ankommet. Ansøgeren modtog efterfølgende fire indkaldelser – to fra retten og to fra efterretningstjenesten. Indkaldelserne blev afleveret på ansøgerens bopæl, og hans søster informerede ham herom. Ansøgeren opholdt sig på den bekendtes landsted i tyve dage, hvorefter han udrejste. Han udrejste dagen efter, han modtog den tredje indkaldelse fra retten. Ansøgeren har oplyst, at han er idømt seks års fængsel in absentia. I Danmark har ansøgeren deltaget i en mini-kampagne for at støtte den politiske fange [Y]. Ansøgerens ven deltog i et løb […], og i slutningen af løbet holdte ansøgeren og nogle andre et banner med [den politiske fanges] navn. Ansøgerens ven blev interviewet på kurdisk af Voice of America. Vennen nævnte ansøgeren ved navn i interviewet. I den forbindelse blev der i [sommeren] 2017 offentliggjort et billede af ansøgeren og cirka 10 andre personer på Voice of America’s Facebookside. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere henvist til, at hans navn fremgår af et interview foretaget af en journalist, der efterfølgende har lavet en udstilling på [et museum] om flygtninges situation i Danmark. Heri er både den mandlige og den kvindelige ansøgers asylmotiv beskrevet, ligesom deres navne er oplyste. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet af de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle tog til Mahabad for at arbejde i foråret 2015. Ansøgerens ægtefælle har fortalt hende, at han overværede en hændelse i Mahabad [i foråret] 2015. Ansøgeren befandt sig på daværende tidspunkt i Sarpol-e Zahab, hvor familiens bopæl blev opsøgt af myndighedspersoner omkring fem til seks dage efter hændelsen. Bopælen blev ransaget, og myndighedspersonerne oplyste, at de ledte efter ansøgerens ægtefælle i anledning af, at en gruppe borgere havde sat ild til et hotel. Myndighedspersonerne ledte efter ansøgerens ægtefælle, fordi de mente, at han havde været med til ildspåsættelsen. Familien oplyste, at ægtefællen var i Mahabad. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at ægtefællen ikke var med til at sætte ild til hotellet, men at han blot var en del af en forsamling, som overværede episoden. Ansøgerens svigerinde gav information om ransagningen til ansøgerens ægtefælle, der herefter flygtede til et landsted i [en landsby]. Omkring fem til seks dage herefter afleverede en soldat en indkaldelse på bopælen. Der stod i indkaldelsen, at ansøgerens ægtefælle skulle henvende sig hos myndighederne. Cirka fem til seks dage senere sluttede ansøgeren sig til ægtefællen i landsbyen […]. Ansøgers svoger fortalte, at familien sidenhen modtog flere indkaldelser, og ægtefællen har fået oplyst af ansøgers svigermor og svigerinde, at myndighederne har været på bopælen flere gange. Ansøgeren og ægtefællen opholdt sig i landsbyen i tre til fire uger, hvorefter de besluttede sig for at forlade landet. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at der på det angivne tidspunkt blev foretaget en demonstration foran hotellet, og at dette gav anledning til anholdelser. Flygtningenævnet har ikke holdepunkter for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om, at han var til stede i forbindelse med demonstrationen ved hotellet. Flygtningenævnet finder ikke, at den øvrige del af den mandlige ansøgers forklaring om denne del af sit asylmotiv kan lægges til grund. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt afgørende vægt på, at de retsdokumenter, som den mandlige ansøger har fremlagt, har været undergivet en ægthedsvurdering, hvorefter dokumenterne vurderes som værende forfalskede. Nævnet finder, at dette forhold i betydelig grad afsvækker den mandlige ansøgers troværdighed. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor mange personer, der angiveligt kom til stede ved ransagningen, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han ikke vidste, hvor mange personer, der kom, og i den efterfølgende samtale oplyste, at der var tale om tre personer, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at der var fem til seks personer, der bankede på døren. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger har oplyst, at han stod bagerst – cirka fyrre til halvtreds meter fra hotellet – og ikke deltog aktivt i demonstrationen. På den baggrund finder nævnet, at det fremstår påfaldende, at efterretningstjenesten efterfølgende skulle opsøge den mandlige ansøger i Sarpol-e Zahab, som ligger otte til ni timers kørsel fra Mahabad, hvor demonstrationen fandt sted. Med henvisning til den del af ansøgernes asylmotiv, der relaterer sig til deres aktiviteter i Danmark, bemærker nævnet, at disse ligeledes skal ses i lyset af, at den mandlige ansøger ikke kan opfattes som særligt profileret og dermed i myndighedernes søgelys. Den omstændighed, at den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade sammen med andre personer, og at han sammen med den kvindelige ansøger har oplyst om deres asylmotiver i forbindelse med en artikel i [en avis] og en udstilling på [et museum], finder nævnet ikke kan føre til antagelse om, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Nævnet finder efter en samlet bedømmelse herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Nævnet bemærker, at den kvindelige ansøgers asylmotiv i det hele må anses for omfattet af den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/65/THV
