Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk persere og kristne konvertitter fra […] i Farz, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myn-digheder og den kvindelige ansøgers far, som også er den mandlige ansøgerens farbror, idet de beg-ge er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede i en fastfoodforretning. En dag, hvor den mandlige ansøger arbejdede i forretningen, blev han pludselig fyldt med positiv energi og kærlighed til sine omgivelser. Nogle dage efter dette fulgtes den mandlige ansøger hjem fra forretningen med ansøgernes nabo, [A]. Den mandlige ansøger fortalte [A] om sin oplevelse med den positive energi. [A] foreslog herefter, at de nogle dage senere tog hen til et særligt sted. Nogle dage senere tog de hen til det særlige sted, som viste sig at være en huskirke. I huskirken prædikede en mand ved navn [B]. Der blev desuden bedt bønner og indsamlet penge. Den mandlige ansøger fortsatte med at komme i kirken hver uge. Efter omkring to måneder følte den mandlige ansøger, at han var troende. Han fortalte herefter den kvin-delige ansøger, at han var blevet kristen. Udover at komme i huskirken havde den mandlige ansøger kristent materiale i form af læsehæfter, cd’er og en film på bopælen. Omkring [foråret] 2014 fik ansøgerne besøg af den kvindelige ansøgers far, [C], som også er den mandlige ansøgers farbror. [C] er medlem af Basij og meget religiøs. Den dag, hvor [C] kom på besøg, havde den mandlige ansøger glemt at fjerne et af sine kristne læsehæfter fra sofabordet. Da [C] så hæftet, blev han meget vred. [C] kaldte ansøgerne for vantro, og beskyldte den mandlige ansøger for at have gjort den kvindelige ansøger vantro. Omkring to uger efter dette, blev den mandlige ansøger overfaldet af [C] og to andre personer. Under overfaldet sagde [C] til den mandlige ansøger, at han ville retsforfølge den mandlige ansøger eller slå ham ihjel, så han ikke længere kunne være gift med den kvindelige ansøger. [C] opsøgte samme dag den kvindelige ansøger, og han forsøgte at tage hende med sig. Da hun ikke ville med, slog han hende. Ansøgerne skjulte sig herefter på en plantage. Under opholdet på plantagen konverterede den kvindelige ansøger også til kristendommen. Efterfølgende modtog den mandlige ansøger to tilsigelser til at møde i retten. Ansøgeren modtog tilsigelserne igennem en person ved navn [D]. Årsagen til tilsigelserne var, at [C] havde klaget over, at den mandlige ansøger havde gemt den kvindelige ansøger og ledt hende på afveje, samt at den mandlige ansøger havde forladt sin religion. Den mandlige ansøger stoppede med at komme i huskirken efter modtagelsen af den første tilsigelse. Omkring [vinteren] 2014 opsøgte to civilklædte betjente den mandlige ansøgers fars bopæl og spurgte efter den mandlige ansøger, ligesom de ransagede farens bopæl. Omkring [foråret] 2015 modtog den mandlige ansøger en tredje tilsigelse, ligesom han fik at vide, at der var blevet udstedt en arrestordre på ham. Ansøgerne udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de forekommer udbyggende og usandsynlige og indeholder divergenser på væsentlige punkter. Det forekommer således usandsyn-ligt, at [A] skulle tage den mandlige ansøger med til en huskirke i præstens private bolig, uden at han på forhånd overhovedet havde talt med ansøgeren om kristendommen. Ansøgerne har endvide-re begge for nævnet forklaret, at [C] under et besøg i deres hjem fandt kristeligt materiale liggende frit fremme på sofabordet, medens den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen har forkla-ret, at han tror, at [C] muligt havde set nogle dokumenter med kristeligt indhold i hjemmet. Ansø-gerne har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger udrejste af Iran legalt eller illegalt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynlig-gjort deres asylmotiv, herunder at deres konvertering til kristendommen er reel, uanset at de under opholdet i Danmark blandt andet er blevet døbt, og at de for nævnet har demonstreret et vist kend-skab til kristendommen. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgø-relse. Iran/2018/59/JHB.
