Nævnet meddelte i februar 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og kristen fra [landsby], [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, hans slægtninge eller lokalsamfundet, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født muslim, og at hans interesse for kristendommen startede, da han var omkring ni år, hvor han hørte sin bedstefar omtale kristne som værende gode mennesker. Omkring tre-fire år forinden sin udrejse mødte ansøgeren en arbejdskollega i Teheran ved navn [A], og de to delte et værelse. Efterhånden som ansøgeren lærte [A] at kende, blev han bekendt med, at [A] var kristen. [A] fik på et tidspunkt problemer på arbejdspladsen, på grund af sin tro, hvorfor han var nødsaget til at rejse. I denne forbindelse bad han ansøgeren sørge for, at ingen fik fat i hans bøger. Efterfølgende kom personer fra Basij og søgte efter [A]s bøger, som ansøgeren havde gemt. Ansøgeren tog efterfølgende den ene bog med hjem og læste i den. Bogen havde et kristent indhold. Ansøgeren kom en dag i klammeri med personer fra Basij, der ville have oplysninger om [A]. Ansøgeren besluttede herefter at flytte til byen […]. Efter at have boet i cirka to og et halv år i [byen] fik ansøgeren igen kontakt med [A]. I [byen] havde ansøgeren en arbejdskollega, [B], der ønskede at konvertere, hvorfor ansøgeren fik [A] til at komme til byen. Her blev de enige om at samles nogle stykker med henblik på, at [A] kunne forkynde kristendommen. De mødtes herefter med jævne mellemrum og lærte om kristendommen. En dag blev ansøgeren kontaktet af en kollega fra sit arbejde, som fortalte ansøgeren, at [A] var blevet anholdt på arbejdet, og at myndighederne også havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren tog herefter ophold hos en ven i omkring to uger. Under dette ophold fortalte ansøgerens familie ham, at bopælen var blevet stormet, og at myndighederne havde spurgt efter ansøgeren og fundet den kristne bog på hans værelse. Ansøgeren udrejste følgelig. Ansøgeren har forklaret, at han i Iran fattede interesse for kristendommen og blev kristen, at han i Danmark har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder kristendomsundervisning og dåbsforberedende undervisning, og at han er blevet døbt den [nærmere angiven dato primo] 2016. Ansøgerens forklaring om aktiviteterne i Danmark er understøttet af fremlagte breve og udtalelser fra præster og andre med tilknytning til kristne kirker. Ansøgeren har hertil demonstreret et grundlæggende kendskab til kristendommen. Et flertal af nævnets medlemmer finder på denne baggrund at kunne lægge til grund, at ansøgeren i hvert fald efter sin indrejse i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan forventes at handle under indflydelse af sin religion på en sådan måde, at ansøgerens religiøst motiverede handlinger og undladelser vil udsætte ham for risiko for forfølgelse eller overgreb fra myndigheder eller private i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne. Nævnets flertal lægger til grund, at myndighederne og andre i Iran vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han, som oplyst for nævnet, ved en tilbagevenden til Iran vil leve et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit ønske herom. Det bemærkes herved tillige, at ansøgeren har en åben Facebook-profil i eget navn med kristne motiver. Flertallet finder herefter og efter oplysningerne om baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/51/MJM
