Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Ansøgeren har i perioden fra [efteråret] 2014 og omkring femten måneder frem været medlem af det i Iran forbudte parti, Komala, i Sulaymaniyah i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin eksmand, idet hun har forladt deres hjem og Iran uden hans tilladelse, hvilket er imod sharia-loven. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig overfor hende igennem deres fjorten år lange ægteskab, og at han herudover holdt hende indespærret og ikke lod hende forlade deres hjem. Det blev særligt slemt de sidste to år inden ansøgerens udrejse fra hjemlandet, hvor hendes mand udover at udvikle et narkotikamisbrug også tog kvinder med hjem for at dyrke sex med dem på ansøgerens værelse, mens hun sad udenfor med deres datter, som han også mishandlede. Da den kvinde, som ansøgerens mand hentede hjem, til sidst også begyndte at tæske ansøgeren, kunne ansøgeren ikke holde til mere. På en for ansøgeren ukendt dato stak hun af til sin familie, og hendes mand kom med en kniv. Ansøgeren vendte hjem og besluttede herefter, at hun ikke ville udsætte sin familie for det igen. På en for ansøgeren ukendt dato og omkring et halv år før ansøgerens udrejse fra hjemlandet [i efteråret] 2014 fik ansøgeren af en damefrisør at vide, at frisøren kendte en kvinde, der havde fået beskyttelse af kurdiske partier i Irak, hvorfor frisøren opfordrede ansøgeren til at tage af sted til partierne også. På en for ansøgeren ukendt dato opdagede manden til ansøgerens mands elskerinde deres forhold, hvorfor ansøgerens mand herefter ikke turde forlade sit hjem. Da ansøgeren på en for hende ukendt dato som følge heraf skulle betale regninger, gemte hun sig hos nogle naboer indtil det blev mørkt, hvorefter naboerne ringede efter en taxa, der kørte hende til hendes fars stedfar i [A]. Ansøgerens mand kørte herefter rundt på motorcykel og ledte efter hende, ligesom han blev ved med at ringe til hende og kaldte hende navne og truede med at slå hende ihjel. Ansøgeren opholdt sig hos sin fars stedfar i tre dage, i hvilken periode hun var i kontakt med sin far og fortalte ham, at hun havde besluttet at melde sig ind i et parti uden at sige hvilket. På tredjedagen kom hendes far og betalte penge til en taxa, der kørte hende til Bana, hvorfra hun sammen med en agent begav sig til fods til en grænseovergang, hvor de overnattede. Ved grænseovergangen kontaktede hun sin farbror, der bor i Norge, og som havde skaffet agenten til hende. Farbroren fortalte hende, at hendes far havde fortalt ham om, hvordan hun havde haft det de sidste fjorten år, og at hun skulle melde sig ind i Komala. Den følgende morgen, [i efteråret] 2014, krydsede ansøgeren og agenten grænsen til Irak og tog til ansøgerens farbrors ven, der fulgte ansøgeren til Komala i [B]-området i Sulaymaniyah. Her hilste ansøgeren på lederen af Komala, hvorefter de kørte i partiets bil til [C], hvor ansøgeren blev afhørt af to personer. Ansøgeren blev herefter sendt på et kursus, der varede i fem til seks dage, idet Komala-folkene havde hørt om ansøgerens mands vold. I løbet af dette indledende kursus blev ansøgeren og hendes historie undersøgt grundigt. Ansøgeren gav således sine personlige oplysninger, og der blev sendt spioner til Iran, ligesom ansøgerens farbros ven også gav nogle oplysninger om ansøgeren. På et for ansøgeren ukendt tidspunkt i løbet af de første fem til seks dage hos Komala erfarede ansøgeren, at hendes mand havde chikaneret og presset hendes familie i Iran efter hendes udrejse af landet. Ansøgeren ringede derfor i samme periode på en for hende ukendt til dato til sin mand og fortalte ham i tillid til at Komala ville kunne beskytte hende, hvor hun befandt sig. Ansøgerens mand kom herpå på en for ansøgeren ukendt dato i samme periode til Komala-lejren i Irak. Med sig havde han deres datter for at presse ansøgeren. Ansøgeren så sin mand i lejren og talte med ham. Han ville gerne have hende med tilbage, men hun turde ikke. Ansøgerens mand opsøgte hende i alt to gange på Komala-lejren i Irak. Efter det indledende kursus på fem til seks dage blev ansøgeren optaget på et opfølgende kursus, der varede i tre måneder, i hvilken periode ansøgeren modtog våbentræning. [Primo] 2015 blev der afholdt en ceremoni, hvor ansøgeren i de andre peshmergaers tilstedeværelse fik et våben og et kort, hvorefter hun officielt var peshmerga for Komala. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet hun har været medlem af Komala og herudover er ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun, mens hun opholdt sig på Komala-lejren og på for hende ukendte datoer, to gange blev kontaktet telefonisk af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren formoder, at det er hendes mand, der har underrettet efterretningstjenesten, om hvor hun befandt sig. Dette sammenholdt med ISILs tilstedeværende i området gjorde, at det ikke var sikkert at opholde sig i området. Efter omkring 15 måneder i Irak udrejste ansøgeren derfor [i efteråret] 2015 fra landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår divergerende og afglidende. Ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle på et tidspunkt havde overfaldet og såret hendes far med en kniv og derfor fået en dom på 1 års fængsel og et antal piskeslag. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes forældre var enige i, at hun ikke længere skulle leve med sin ægtefælle, at hendes ægtefælle var narkoman, voldelig overfor hende og datteren og endvidere var utro med en kvinde, hun var bekendt med. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren valgte at rejse til Irak uden datteren i stedet for, eventuelt med familiens hjælp, at forsøge at opnå skilsmisse. Det forekommer videre usandsynligt, at ansøgeren skulle have betroet sig til en frisør, hun ikke kendte godt, og at denne frisør skulle råde hende til at tage til en politisk lejr i Irak. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at hun har opholdt sig i Komalalejren i cirka 15 måneder, og at hun fungerede som vagt og tolk. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun opholdt sig 11 måneder i Komalalejren, og at hun ikke havde andre opgaver end sin vagtfunktion. Ansøgerens forklaring om lejrens indretning og om antallet af forskellige ID-kort, stemmer ikke overens med Nævnets baggrundsoplysninger, herunder at lejren er indrettet med blandt andet et medical-center, en børnehave og en butik. Videre forekommer det påfaldende, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke så nogen større børn i lejren, henset til lejrens størrelse, længden af ansøgerens ophold og til ansøgerens opgaver som vagt. De af ansøgeren fremlagte fotos og film dokumenterer ikke i sig selv ansøgerens forklaring om sit ophold og sin funktion i Komalalejren. Ansøgeren har forklaret, at hun, mens hun boede i Iran, ikke praktiserede islam. Det forhold, at ansøgeren nu måtte være ateist, ville derfor ikke medføre nogen ændringer i ansøgerens adfærd i Iran, hvorfor dette forhold ikke er asylbegrundende. Ansøgeren har fremlagt billeder af, at hun i Danmark har deltaget i en demonstration mod Iran, ligesom hun optræder i et kort You-Tube-klip fra en Komalakonference i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgeren i You-Tube-klippet ikke optræder med navn, ligesom ansøgerens Facebook-profil, hvorpå ansøgeren angiveligt har oplagt politisk materiale, ikke er oprettet i ansøgerens rigtige navn. Det forekommer derfor usandsynligt, at de iranske myndigheder har fået kendskab til ansøgerens deltagelse i politiske aktiviteter, idet ansøgeren ikke fremstår profileret. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Iran/2018/46/MAD.
