Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende et ægtepar samt medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgerne er begge født i flygtningelejren al-Tash i Ramadi, Irak, men familien kommer oprindeligt fra Iran. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige asylansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for og medlem af KDPI. Til støtte for asylmotivet har den mandlige ansøger henvist til, at han i 2009 flyttede til Irak på grund af de generelle undertrykkelser af kurdere i Iran. I Irak begyndte ansøgeren at interessere sig for KDPI, som han blev tilhænger og sympatisør af. I 2010 blev ansøgeren medlem af KDPI. Ansøgeren indsamlede penge til KDPI og deltog i møder. Ansøgeren udrejste fra Irak i 2015, fordi han ikke kunne få behandling for sin sygdom. Efter ansøgerens udrejse fra Irak, blev ansøgerens mor i Iran opsøgt af de iranske myndigheder. Myndighederne spurgte ansøgerens mor om ansøgeren, fordi de vidste, at ansøgeren havde arbejdet for KDPI. Herudover har ansøgerens bror af de iranske myndigheder fået at vide, at de er klar over, at han havde en bror i Irak, som har været politisk aktiv for KDPI. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Endvidere har den kvindelige ansøger som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hendes far har haft en konflikt med myndighederne. Endelig har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter alle mennesker, herunder særligt mænd. Til støtte for asylmotivet, har den kvindelige ansøger oplyst, at hun sammen med sin familie udrejste fra Irak på grund af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter, som bestod af indsamling af penge til KDPI og politiske møder. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes familie flygtede fra Iran i 1979 til Irak. Ansøgerens far havde en konflikt med de iranske myndigheder, men han har aldrig fortalt hende om sin konflikt. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun hader alle mennesker, herunder særligt mænd, fordi hun i sin barndom har oplevet, at de fleste mennesker i flygtningelejren al-Tash var voldelige overfor hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt, hvorfor forklaringerne fremstår som konstruerede til lejligheden. Ansøgerne har således blandt andet forklaret divergerende om baggrunden for, at den mandlige ansøger udrejste af Iran, idet den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger udrejste, fordi han fik problemer på grund af sine politiske aktiviteter for KDPI, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han udrejste på grund af kurdernes manglende rettigheder, herunder at hans bror ikke kunne modtage behandling, efter at han havde mistet sit ben. Dette stemmer heller ikke med, at den mandlige ansøger har forklaret, at han først startede sin politiske aktivitet for KDPI, efter han kom til Irak. Endvidere har ansøgerne forklaret divergerende om, hvorfor de udrejste af Irak, idet den mandlige har forklaret, at de udrejste, fordi han skulle have behandling for en sygdom, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at de udrejste på grund af mandens konflikt, da muligheden bød sig. Yderligere har den mandlige ansøger og hans bror forklaret divergerende om, hvorvidt det var planlagt, at de skulle flygte til Europa, inden den mandlige ansøgeres bror rejste fra Iran til Irak. Den mandlige ansøgers forklaring, om hvordan han angiveligt opnåede medlemskab af KDPI, fremstår endvidere utroværdig, da den ikke stemmer med de foreliggende baggrundsoplysninger herom. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han blot servicerede under komiteens møder hos morbroren og ikke deltog i selve møderne, stemmer ikke med den udtalelse, der angiveligt skulle stamme fra morbroren, hvori det er anført, at den mandlige ansøger deltog i alle de møder, der blev afholdt hos morbroren. Uanset om ansøgernes morbror og den mandlige ansøgeres farbror har været aktive i KDPI som forklaret af den mandlige ansøger, har aktiviteterne ikke medført alvorlige problemer for de tilbageværende familiemedlemmer i Iran. Det bemærkes, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han fra andre har hørt, at hans mor er blevet afhørt to gange om den mandlige ansøgers aktiviteter, ikke er troværdig, henset til at forklaringen først er fremkommet for Flygtningenævnet, og henset til, at morbrorens aktiviteter for KDPI i Irak i givet fald måtte have haft større interesse for de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har ikke for Udlændingestyrelsen kunnet redegøre nærmere for, hvorfor hendes far angiveligt skulle have problemer med de iranske myndigheder, og hun har forklaret divergerende om, hvad hendes far skulle have fortalt hende om, hvad hun risikerer, hvis hun vender tilbage til Iran. Når dertil kommer, at den kvindelige ansøgers søster bor i Iran uden at opleve alvorlige problemer, er det heller ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af hendes fars mulige aktiviteter i Iran, inden familiens udrejste til Irak i 1979. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger i øvrigt har forklaret udbyggende om, at hendes søster er blevet afhørt af de iranske myndigheder, idet ansøgeren først har forklaret herom under mødet med sin advokat, og at det i øvrigt heller ikke stemmer med, at hun til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun ikke har kontakt til sin søster i Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Iran/2018/412/TBP
