Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive slået ihjel af myndighederne eller familien til en kvinde, som han havde indledt et seksuelt forhold til. Familien ville ikke acceptere deres forhold, da kvinden var shiamuslim, mens ansøgeren var yarsan. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning af [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra yarsan til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han igennem flere år har deltaget i kristne aktiviteter, herunder kristendomsundervisning og gudstjenester. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han [i vinteren] 2014 blev døbt, og at han udøver sin tro offentligt. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konverteringen, baggrunden for konverteringen og om følgerne af konverteringen, jf. herved også UNHCR’s Guidelinges on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Dette gælder så meget desto mere, når ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter først påbegyndes i forbindelse med, at ansøgeren modtager Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og når dåben først foretages efter modtagelse af endeligt afslag på asyl. Flygtningenævnets lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel, men udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på mere end fire år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flygtningenævnet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Det må lægges til grund, at ansøgeren først opsøgte den kristne kirke i forbindelse med, at han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og at han først derefter har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren gik i kirke fra maj til december 2014, mens han modtog undervisning (alphakursus), hvorefter han blev døbt [en nærmere angiven dato i vinteren] 2014. Desuagtet har ansøgeren hverken til sin beskikkede advokat eller under nævnsmødet [en nærmere angiven dato i efteråret] 2014 forklaret om interesse for kristendommen. Ansøgeren oplyste, at han var yarsan. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Ansøgeren har på spørgsmål om sine bevæggrunde for at konvertere alene svaret i overordnede vendinger, der fremstår tillærte. På spørgsmål om ansøgerens overvejelser om konsekvenserne for ham og hans familie ved hans konversion, har ansøgeren alene svaret overfladisk og afglidende. Set i forhold til islams betydning i det iranske samfund forekommer det usandsynligt, at ansøgerens overvejelser om konversion skulle være af så overfladisk karakter, hvis konversionen var reel. Endvidere har ansøgeren et ret begrænset kendskab til kristendommen, og han har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for bl.a., hvilken betydning dåben havde for ham. Endelig må ansøgerens generelle troværdighed vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand. Sammenfattende finder Flygtningenævnet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sin konversion som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser fra bl.a. præster samt ansøgerens dåbsattest kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har lagt billeder på sin danske Facebook-profil med kristne motiver og tekst, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de iranske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Nævnet har herved lagt vægt på, at karakteren, indholdet og omfanget af ansøgerens Facebook-opdateringer med kristent indhold fremstår konstrueret som et forsøg på at skabe sig et sur place asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren. Ansøgeren har heller ikke for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvilke budskaber, ansøgeren ønsker at viderebringe med sine mange opslag. Endvidere har nævnet lagt vægt baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018, særligt s. 8 samt pkt. 80, 82, 88 og 124. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelse af 24. september 2014.” Iran/2018/407/JABP
