Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan af trosretning fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af myndighederne, fordi de kom op at slås med myndighedspersoner over et stykke jord, som myndighederne ikke mente, ansøgerne havde krav på. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at to af hans afdøde brødre var peshmergaer, og at den ene er død i kamp, mens den anden flygtede til Sverige, hvor han senere døde. En tredje bror døde i kampene mellem Iran og Irak, og denne bror har en søn, der bor i Irak og er politisk aktiv og vistnok også peshmerga. Hans søsters afdøde ægtefælle var politisk aktiv i Irak og søsterens søn var politisk aktiv i Irak og flygtede til Danmark for 3-4 år siden. Den kvindelige ansøgers svoger har været politisk aktiv i Iran og flygtede til Danmark for 5 år siden, og hendes farbror og hendes fars fæt-ter var også politisk aktive i Iran. Farbroren blev efter at have været fængslet i fire år henrettet, da den kvindelige ansøger var 8-9 år gammel. Den kvindelig ansøger har desuden en faster, der bor i Danmark, og også fasterens mand har været politisk aktiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger ejede et stykke jord, som han havde arvet af sin fami-lie. Omkring to år før deres udrejse modtog de et brev fra myndighederne, hvori der stod, at de ikke havde krav på jorden. Ansøgerne forsøgte forgæves at skaffe dokumentation for, at den mandlige ansøger var den retmæssige ejer, og kontaktede efterfølgende en advokat, der skulle hjælpe dem. Senere traf retten afgørelse om, at ansøgerne ikke måtte dyrke jorden, idet den til-hørte myndighederne, eftersom ansøgerne ikke havde et skøde. Ansøgerne klagede over denne afgørelse og fortsatte i mellemtiden med at dyrke jorden. En dag blev ansøgerne opsøgt af fire myndighedspersoner, mens de var ude for at tilså jorden. Der opstod et slagsmål mellem dem og myndighedspersonerne, og en af myndighedspersonerne ramte en anden myndighedsperson, da han ville slå ud efter den mandlige ansøger. Personen, der blev ramt, var kurder og opfordrede ansøgerne til at stikke af, Det lykkedes for ansøgerne at stikke af hen til den mandlige ansøgers søster, hvor deres børn opholdt sig. Mens de gemte sig der, blev de kontaktet af den kvindelige ansøgers far, der fortalte, at myndighederne havde været på bopælen og afleveret en tilsigelse, hvoraf det fremgik, at de på grund af volden mod myndighedspersonen og den ulovlige dyrkning af jorden ville blive anholdt, fængslet i 6 år, få en bøde og blive pisket. Ansøgerne solgte med familiens hjælp deres ejendele og flygtede herefter illegalt ud af Iran. Indledningsvist bemærkes, at nævnet ved vurderingen af ansøgernes forklaringer har taget højde for, at den mandlige ansøger er analfabet, og at han har påberåbt sig, at der har været tolkevanskeligheder i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen, samt den omstændighed at den kvindelige ansøger kun har haft 5 år skolegang. Nævnet har i den forbindelse lagt til grund, at der ikke under nævnsmødet har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet kan desuagtet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne på en række centrale punkter har været usandsynlige og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, hvorfor de i det hele fremstår som konstruerede til lejligheden. Det forekommer påfaldende, at ansøgerne skulle drive landbrug mere end 3 timers kørsel fra det sted, hvor de boede, navnlig i lyset af, at de under mødet i nævnet har forklaret, at landbruget var deres primære indtægtskilde. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøger tidligere har forklaret, at det var den mandlige ansøgers salg af tøj, der var hovedindtægtskilden, og at de godt kunne overleve uden at dyrke jorden, men at de gik meget op i at beholde jorden, fordi de var overbeviste om, at den tilhørte dem og valgte at kæmpe for deres ret. Ansøgerne har videre under nævnsmødet forklaret indbyrdes divergerende med hensyn til, hvor tit de var oppe for at dyrke jorden, idet den mandlige ansøger har forklaret, at de var oppe ved jorden 2-3 gange om måneden, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at de var der 3 gange om året, herunder flere måneder i forbindelse med høsten, 3-4 dage i forbindelse med tilsåningen og en dag i forbindelse med gødskning af jorden. Ansøgerne har videre forklaret divergerende med hensyn til, om rettens afgørelse om ejendomsretten til jorden blev anket eller ej. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at advokaten klagede, og at der ville blive endnu en retssag. I forbindelse med asylsamtalen har den kvindelige ansøger forklaret, at dommen blev anket, og at hun og ægtefællen udrejste, før der faldt dom i ankesagen, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret, at hun og ægtefællen protesterede mod afgørelsen men fik at vide, at der kun ville blive en retssag mere, hvis myndighederne tillod dem at klage videre. Ansøgernes forklaringer om den episode, hvor de blev opsøgt på marken, har været upræcis og afglidende i forhold til beskrivelsen af området, og hvordan de slap væk. Det bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne var i stand til at slippe væk ved at gå 25-30 minutter, indtil de kunne gemme sig bag nogle højdedrag, mens de 3 myndighedspersoner var optaget af at læsse frø på bilen, skrive rapport og tage sig af den ikke uniformerede embedsmand, der var blevet såret. Dette navnlig set i lyset af, at den mandlige ansøger også var kommet til skade og var dårligt gående og måtte hjælpes af den kvindelige ansøger, hvorimod militærpersonerne var i bil og bevæbnede med kalashnikovs. Det forekommer navnlig usandsynligt, at myndighedspersonerne end ikke skulle have forsøgt at råbe ansøgerne an, da de gik fra stedet. Ansøgerne har i den forbindelse også forklaret divergerende med hensyn til, om den ikke uniformerede embedsmand henvendte sig til dem begge, da han sagde, at de skulle flygte, eller om han kun sagde det til den mandlige ansøger samt med hensyn til, om de andre myndighedspersoner ikke kunne høre ham, fordi han hviskede, eller om de ikke forstod ham, fordi han talte kalhori. Også med hensyn til, hvor mange dage ansøgerne skjulte sig hos den mandlige ansøgers søster, har den kvindelige ansøgers forklaring været divergerende, idet hun både har forklaret, at det drejede sig om 10 og 15 dage. Den kvindelige ansøger har tidligere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne havde sendt en tilsigelse til hendes far gennem et sendebud, ligesom hun til asylsamtalen forklarede, at hun på bopælen hentede nogle indkaldelser til en retssag, hvorimod begge ansøgerne under nævnsmødet har forklaret, at der allerede var afsagt en dom over dem begge, og at der ikke forud herfor var sendt tilsigelser. Det forekommer i den forbindelse også mindre sandsynligt, at de iranske myndigheder allerede indenfor fem dage fra episoden på marken skulle havde afsagt en dom. Om flugten bemærkes, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerne selv valgte at tage tilbage til bopælen for at hente tøj, penge og papirer fremfor at få familien til at hente disse effekter til dem, set i lyset af den risiko dette indebar. Videre har den mandlige ansøger under nævnsmødet først forklaret, at det var agenten, der kørte dem til bopælen, hvorefter han, da han blev foreholdt sin tidligere forklaring, ændrede dette til, at det var søsterens søn, der kørte dem, og at de først mødte agenten, da de kom tilbage til hjembyen. Nævnet har derfor tilsidesat ansøgernes forklaringer om, at de skulle have en konflikt med de iranske myndigheder, og at der skulle være afsagt en dom over dem. Hverken de generelle forhold i Iran eller den omstændighed at ansøgerne er Yaresan og er udrejst af Iran illegalt kan isoleret føre til, at de meddeles asyl. Ingen af ansøgerne har været politisk aktive, og det samme gælder de af deres nærmeste familiemedlemmer, der er tilbage i Iran. De familiemedlemmer fra såvel den mandlige som kvindelige ansøgers familie, der har været politisk aktive, er udrejst af Iran for mange år siden, mens ansøgerne var børn, uden at har givet ansøgerne eller de øvrige tilbageværende familiemedlemmer problemer med myndighederne. Begge ansøgere må således betragtes som uprofilerede i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet finder efter en samlet vurdering heller ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de af denne grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/405/thv
