Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/403/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Han er født sunnimuslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren, der den [dato primo] 2017 blev meddelt afslag på asyl på grundlag af hans og sin fars oprindelige asylmotiv, har som nyt asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Som følge af konversionen frygter han de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke i Iran var troende, men at han under tvang læste i koranen og gik i moske. Da han kom til Danmark, mødte han en iransk pige, som inviterede ham med i kirke. Han tænkte, at det ville være en god ide, fordi han følte sig isoleret og kunne møde nye mennesker. Han fortsatte med at gå i kirke, fordi han godt kunne lide at kommer der. Først talte han blot med pigen og var ligeglad med, hvad der blev sagt i kirken. Senere blev han mere interesseret i, hvad der blev sagt i kirken. Han kom i kirken tre til fire gange om måneden og blev mere glad og positiv, når han læste i Biblen. Ansøgeren blev døbt i [A] Kirke den [dato i efteråret] 2017. Han missionerer over for sine venner, men i Iran kan han ikke gøre andet end indvendigt at bede bøn og bede Gud og hjælp. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – der under mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger om sin konversion og sagens oplysninger i øvrigt foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning. I en sådan vurdering indgår oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det indgår også, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning, og om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. I vurderingen indgår tillige en stillingtagen til, om det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran må forventes at ville leve et åbent kristent liv, og om der endvidere er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil foretage sig kristne aktiviteter af missionerende karakter. Endelig hører det med til vurderingen – for det tilfælde, at der kan rejses tvivl om realiteten af konversionen – om ansøgerens handlinger i forbindelse med at forsøge at sandsynliggøre sin konversionen kan have bragt ham i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, hvor han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller asylbegrundende overgreb. Det er efter ansøgerens forklaring lidt usikkert, hvornår han først begyndte at interessere sig for kristendommen, men det kan lægges til grund, at han blev døbt den [dato i efteråret] 2017, og han har for nævnet forklaret, at han påbegyndte dåbsforberedende undervisning på et tidspunkt, der ligger meget tæt på [dato primo] 2017, hvor han modtog Udlændingestyrelsens afslag på asyl på baggrund af sit og sin fars tidligere asylmotiv. Det følger af UNHCR’s Guidelines on International Protection: ”Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2)” fra april 2004, at der i en sådan situation stilles større krav til ansøgerens troværdighed, og at en mere dybtgående undersøgelse af omstændighederne og ægtheden af konversionen vil være nødvendig. Ansøgeren har under sagen for nævnet demonstreret et vist kendskab til grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer inden for kristendommen, ligesom ansøgeren har fremlagt enkelte erklæringer, der tegner et billede af, at ansøgeren regelmæssigt har deltaget i kirkelige aktiviteter. Nævnet finder imidlertid at måtte lægge til grund, at ansøgerens kristne aktiviteter synes mere begrundet i et ønske om at indgå i et socialt fællesskab end at være udtryk for en reel ændret religiøs overbevisning. Ansøgerens aktiviteter inden for kirken, såsom tolkning, lave kaffe og deltagelse i udflugter, synes således kendetegnet ved at have et socialt fremfor et egentligt religiøst formål. Ansøgeren har da heller ikke på overbevisende måde over for nævnet kunnet redegøre for bevæggrunde af religiøs karakter som begrundelse for konversionen. Nævnet har ved vurderingen af ansøgernes evne til at reflektere over bevæggrundene for konversionen ladet indgå, at ansøgeren kun er 17 år gammel. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgerens konversion er udtryk for en reel ændret indre overbevisning, og at ansøgeren – der da også for Udlændingestyrelsen og nævnet har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil undlade at udøve sin nye religion offentligt – har et behov for eller ønske om at fortsætte sine kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet bemærker, at der heller ikke er holdepunkter for at antage, at ansøgeren som følge af sin deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark skulle være kommet i de iranske myndigheders eller andres søgelys på en måde, så der er grundlag for at antage, at myndighederne eller andre ved ansøgerens tilbagevenden til Iran vil reagere asylrelevant herpå. Ansøgeren vurderes herefter ikke at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/404/DH
