Nævnet meddelte i juni 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Sagen er sambehandlet med iran/2018/401/DH, iran/2018/402/DH og iran/2018/404/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Hun flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Hun er født muslim, men er blevet ateist i Danmark. Ansøgerens to brødre, [A] og [B], har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi hendes brødre har været involveret i jødiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens brødres forklaringer om, at de har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens brødre har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [B]s psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret fundamentalt forskelligt til de danske myndigheder om omstændighederne i forbindelse med den anholdelse af ansøgerens ægtefælle, som de har forklaret om. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at den anholdelse har fundet sted. Ansøgeren har videre henvist til, at hun nu er ateist. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af frafald fra islam. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil bringe sig i modsætningsforhold til myndighederne eller lokalbefolkningen som følge heraf. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig frygt for overgreb fra sin ægtefælle som følge af, dels at hun har været ham utro, dels at hun hindrede ham i at tage børnene med tilbage til Iran, da han udrejste af Danmark. Flygtningenævnets flertal finder under henvisning til ansøgerens forklaring, der støttes af ansøgerens søns forklaring, og som tillige har en vis støtte i de fremlagte journaludskrifter fra asylcenteret, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til sin ægtefælle, at hun er i reel risiko for overgreb fra hans side ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2018/403/DH
