Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Sagen er sambehandlet med iran/2018/402/DH, iran/2018/403/DH og iran/2018/404/DH
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder, født i Bagdad, Irak, og er iransk statsborger. Han flyttede med familien til Teheran i slutningen af 1970’erne. Han er født muslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med kristne og jøder i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i jødiske aktiviteter. Han har til støtte herfor oplyst, at han omkring fire til fem år før udrejsen gennem sit arbejde mødte to personer, X og Y. Efter omkring syv måneders venskab fortalte de, at de var jøder, og ansøgeren og hans bror, […], indvilligede i at kontakte personer, der kunne være interesseret i at høre nærmere om jødedommen, og sætte dem i kontakt med [X] og [Y]. Ansøgeren har i samme periode deltaget i møder, som [X] og [Y] stod for, og hvor de blandt andet drøftede jødedommen, islam og forholdet til myndighederne. Mødestederne blev afsløret, og ansøgeren skjulte sig først syv dage i sin plantage, hvorefter han udrejste sammen med sin ægtefælle, sin søn, […], [sin bror] og [sin brors] søn, […]. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han har interesseret sig for kristendommen, siden han som turist rejste frem og tilbage mellem Tyrkiet og Iran. Han besøgte nogle gange en kirke for at mærke stemningen. Først da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han sig for at konvertere, og han er blevet døbt i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har sat personer i forbindelse med [X] og [Y] med henblik på blandt andet at drøfte jødedommen, eller at ansøgeren har deltaget i møder herom, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren og hans bror, […], har afgivet divergerende forklaringer om omstændighederne, da [X] og [Y] første gang fortalte, at de var jøder, hvem der blev sat i kontakt med [X] og [Y], og omstændighederne i forbindelse med afsløringen af mødestederne og udrejsen. Nævnet bemærker, at nævnet har vurderet, om divergenserne kunne skyldes [ansøgerens brors] psykiske tilstand, der er beskrevet i de lægelige akter, og som nævnet lægger til grund, men nævnet finder ikke, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin manglende viden om, hvad der måtte være sket med hans ejendom i Iran, ikke er troværdig. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har en række nære familiemedlemmer, der bor i området. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der under hensyn til karakteren af de afgivne forklaringer ikke findes grundlag for at søge at indhente nærmere oplysninger om den påberåbte dom. Flygtningenævnet har således tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Der skal herefter foretages en nøje og kritisk vurdering af ansøgerens sur place-motiv i form af konversion til kristendommen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen, og hans adfærd i forhold til kirken tyder ikke på noget stærkt engagement. Der er således under ingen omstændigheder grundlag for en antagelse af, at ansøgeren vil missionere, således som han har forklaret, ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerens overvejelser omkring konversionen og konsekvenserne heraf forekommer ikke dybtgående i forhold til alvoren heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2018/401/DH
