iran2018398

Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sardasht, Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun har været gravid uden for ægteskabet og krænket familiens ære. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes brødre modsatte sig hendes beslutning om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, idet skilsmisse var uset i familien og forbundet med skam. I forbindelse med beslutningen om skilsmisse, udsatte ansøgerens brødre hende for fysisk vold. Ansøgeren blev skilt med sin tidligere ægtefælle i år 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i slutningen af foråret 2015 blev kontaktet af en person ved navn [A], som ringede og fortalte hende, at han var forelsket i hende. Ansøgeren og [A] talte i telefon sammen et par gange om ugen de følgende fem uger, hvor efter de aftalte at mødes. [A] besøgte ansøgeren på hendes bopæl, mens hendes børn blev passet hos hendes søster, [B]. [A] nægtede at svare ansøgeren på, hvem han var og hvorfor, han havde taget kontakt til hende. Ansøgeren vedligeholdt sin relation til [A] og efter to til tre uger, insisterede [A] på, at de igen skulle mødes og planlægge deres bryllup. [A] besøgte ansøgeren til te hos hendes bopæl, mens børnene blev passet hos [B]. Ansøgeren vågnede dagen efter, hvor hun følte sig fysisk utilpas. Hun kunne ikke huske, hvad der var sket aftenen forinden. Hun ringede derfor til [A] om morgenen og flere gange i løbet af en periode på to til tre uger for at få afklaret, hvad der var sket den aften. [A] fortalte intet. Da ansøgerens menstruation udeblev den følgende måned, og hun følge heraf var blevet gravid, kontaktede hun [A] og fortalte om graviditeten, hvortil han sagde, at hun aldrig skulle kontakte ham igen. Da ansøgeren kom til Danmark, fik hun foretaget en provokeret abort. En person ved navn [S], som var en bekendt af ansøgerens familie i Iran på grund af ægteskabelig relationer mellem familierne, hørte om graviditeten på asylcentret, mens hun opholdt sig i Danmark. [S] rejste tilbage til Iran. [S] truede ansøgeren med, at hun ville fortælle familien om graviditeten, hvis ikke ansøgeren betalte hende for at holde graviditeten hemmelig. Ansøgeren nægtede at betale, hvorefter [S] sladrede om graviditeten til ansøgerens søster, [B]. [B] afbrød som følge heraf kontakten med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere som støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun ønskede at blive gift igen, fordi hun håbede på, at hun kunne genvinde familiens accept som en gift kvinde. Det var årsagen til, at hun talte med og havde kontakt med [A], der forekom som en høflig mand og i øvrigt overholdt det kodeks, der gjaldt mellem mænd og kvinder i Iran, hvorfor ansøgeren blev betaget af ham, uanset at hun ikke kendte ham i forvejen. Ansøgeren har forklaret, at hun talte med [A] i telefonen gennem 5 uger, 3 gange om ugen, samtaler af ca. 20 minutters varighed, inden de mødtes første gang. Ansøgeren har forklaret, at de talte om kærlighed, for [A] ville ikke besvare personlige spørgsmål. Hun ved derfor ikke andet om ham, end at han hedder [A]. Hun kender ikke hans efternavn, alder, adresse, uddannelse, job, familieforhold, etnicitet eller religion. På den baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren skulle acceptere at mødes med en mand, hun ingen oplysninger havde om, på sin bopæl og om natten. Hertil kommer, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun udrejste af Iran i begyndelsen af august 2015. Det fremgår af lægejournal af […] 2015, at der er foretaget scanning af ansøgeren, der på det tidspunkt var gravid i 16. uge. Det fremgår ligeledes af journalnotatet, at ansøgeren havde forventet at være maks. 8 uger henne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at rejse til Danmark, hvor hun vidste, en fætter boede, såfremt hun frygtede æresdrab fra familien. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den forekommer konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgerens familie modsatte sig ansøgerens skilsmisse, kan ikke medføre et andet resultat, da ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig i Iran 3 år efter skilsmissen uden at være blevet udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren har efter en samlet vurdering derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”iran/2018/398/SME