iran2018394

Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Sahab, Kermanshah, Iran. Han er oprindeligt sunnimuslim, men er nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive kidnappet af familien til en pige ved navn [A], fordi han friede til [A] i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere medarbejder, [B’s], familie, idet [B] blev fængslet på grund af ansøgeren. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb eller henrettelse af de iranske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at være politisk aktiv. Endelig har ansøgeren oplyst, at han frygter sin egen familie og de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sin konflikt med [A’s] familie har ansøgeren oplyst, at han mødte [A] første gang i foråret 2015, idet hun var nabo til ansøgerens søster. Ansøgeren og [A] havde efterfølgende telefonisk kontakt, og efter et par uger aftalte de at mødes i en park. Forud herfor havde de mødt hinanden mange gange hos ansøgerens søster. Fem til seks måneder senere friede ansøgeren til [A], men hendes familie afslog, idet ansøgeren var sunnimuslim, og [A] var shiamuslim. Ansøgeren mødtes efterfølgende kort med [A] en enkelt gang, men ellers så han hende kun fra afstand, når han besøgte sin søster. Ansøgeren blev i sommeren 2015 opsøgt af [A’s] far, der var vred, og krævede, at ansøgeren stoppede med at besøge sin søster, fordi han havde kigget på [A] gennem sin søsters vindue. Til støtte for sin konflikt med [B’s] familie, og sin frygt for de iranske myndigheder i relation til politiske aktiviteter, har ansøgeren oplyst, at han en dag på sit arbejde blev ringet op af sin far. Faren sagde, at efterretningstjenesten havde opsøgt familiens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Myndighederne havde fundet politisk materiale i ansøgerens butik, mens [B] havde været på arbejde, og myndighederne havde derfor anholdt [B]. Ansøgeren udrejste illegalt en måned senere og har efter sin udrejse fået at vide af sin familie, at myndighederne efterfølgende har opsøgt familiens bopæl flere gange. Ansøgeren har fået at vide, at hans bror, [C], blev overfaldet i [foråret 2018] af tre personer, herunder [B’s] to brødre. [C] var efterfølgende indlagt på hospitalet med sår efter knivstik. Ansøgeren har til støtte herfor fremlagt en række dokumenter, herunder en lægerapport og en politianmeldelse af episoden, som ansøgerens svoger, [D], fremsendte for syv til otte måneder siden. Til støtte for sin konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han begyndte at gå i kirke i slutningen af 2016. Ansøgeren går til gudstjeneste hver søndag og deltager i bibelundervisning om onsdagen. Ansøgeren blev døbt i [Kirke A] [i sommeren 2017] og har ved flere lejligheder delt kristent materiale på sin Facebook-profil. Ansøgeren har til støtte for konversionen fremlagt sit dåbsbevis og flere udtalelser. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund for så vidt angår forholdet til [A] og den heraf afledte konflikt med hendes far. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende i forhold til antallet af gange, han mødtes med [A], og hvornår han kyssede hende. Nævnet må desuden anse det for påfaldende, at ansøgeren og [A] mødtes to gange på offentlige steder uanset frygten for at blive opdaget af [A’s] stærkt religiøse far. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fundet anledning til at nævne forholdet til [A] og konflikten med hendes far i asylansøgningsskemaet. Dette må uanset oplysningerne om ansøgerens ringe bogkundskaber anses for påfaldende navnlig henset til ansøgerens forklaring senest i nævnet om, hvor ofte han har mødtes med [A] under besøg hos sin søster. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgeren står i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder eller [B’s] familie, til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke er bekendt med det nærmere indhold af eller adresseringen på det politiske brev, der angiveligt blev fundet i hans forretning af de iranske myndigheder, og som har ført til, at hans medarbejder [B] er blevet tilbageholdt af myndighederne. I forhold til de oplysninger, ansøgeren har fremlagt om et overfald på broderen [C] i [foråret 2018], har nævnet desuden vanskeligt ved at fæstne tillid til, at et sådant overfald skulle have sammenhæng med de forhold, der førte til ansøgerens udrejse af Iran i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har lagt vægt på, at konversionen, der har fundet sted længe efter ansøgerens indrejse til Danmark og under behandlingen af ansøgerens asylsag, også i lyset af ansøgerens generelle troværdighed ved bedømmelsen af det oprindelige asylmotiv ikke fremstår reflekteret og som udtryk for en reel indre overbevisning. Hverken den omstændighed, at ansøgeren efter at have deltaget i dåbsundervisning er blevet døbt [i sommeren 2017] – kort forud for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren 2017] – eller de fremlagte udtalelser fra [præst A] og [præst B] kan føre til en anden vurdering. Heller ikke oplysningerne om ansøgerens øvrige religiøse og kirkelige aktiviteter, herunder på internettet (Facebook), kan føre til en anden vurdering. Det kan efter det oplyste om karakteren og omfanget af ansøgerens religiøse og kirkelige aktiviteter på internettet ikke antages, at ansøgeren herved har eksponeret sig selv således over for de iranske myndigheder, at han alene på denne baggrund har behov for beskyttelse. Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og ved en tilbagevenden risikerer straf herfor, er efter de foreliggende baggrundsoplysninger om den forventede straf for en sådan overtrædelse, jf. herved Udenrigsministeriets notat af 31. oktober 2011, ikke af en sådan uforholdsmæssig karakter, at dette kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under disse omstændigheder har ansøgeren efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, fra hverken myndighederne i Iran, sin familie eller andre privatpersoner. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/394/MAH