Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimer fra Javanrud, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv og sympatiseret med Komala partiet i et år. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af den iranske efterretningstjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at de iranske myndigheder har opdaget hans politiske aktiviteter for Komala partiet. Ansøgeren begyndte sine aktiviteter for Komala partiet omkring et år før sin udrejse af Iran. Det var omkring [vinteren] 2014. Ansøgeren havde ikke politiske aktiviteter før dette tidspunkt, men ønskede at støtte og være aktiv for den kurdiske sag. Ansøgeren havde kontakt til Komala partiet gennem sin fars nevø. Han uddelte materiale i form af løbesedler og cd’er for partiet. Ansøgeren fik omkring 20 pakker med politisk materiale én gang om måneden. Farens nevø kontaktede altid ansøgeren, når ansøgeren skulle hente materiale. Ansøgeren fragtede materialet til sin bopæl og uddelte dem samme aften/nat, som han fik det. Ansøgeren gemte materialet i sin kommode. Ansøgeren var på sin bopæl fem til seks gange i løbet af natten, hvor han hentede mere materiale, indtil han havde udelt det hele. Dagen forud for ansøgerens udrejse af Iran [i sommeren]1394 (efter iransk kalender) skete en række hændelser. Ansøgeren hentede politisk materiale, men nåede ikke at uddele det hele. Samme aften var ansøgeren, ansøgerens søn og ægtefælle på besøg hos ansøgerens svigerfar, mens myndighederne opsøgte hans bopæl. Ansøgeren blev kontaktet af sin bror, som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens bopæl i omkring en time. Myndighederne havde fundet ansøgerens politiske materiale. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller udsat for vold af de iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers politiske aktiviteter. Derudover frygter ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælle vil udsætte hende for syreangreb. Til støtte for sit selvstændige asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun og hendes nuværende ægtefælle, [A], en dag var på besøg hos ansøgerens forældre. Ægtefællens bror ringede til ham og sagde, at myndighederne havde været på ansøgerens og ægtefællens bopæl. Ægtefællen sagde derefter til ansøgeren, at de skulle udrejse. Samme aften klokken 19 tog de i en bil til Urmia, hvorfra de udrejste dagen efter. Den kvindelige ansøger har om sin frygt for sin tidligere ægtefælle oplyst, at hendes tidligere ægtefælle flere gange har truet hende med, at han vil smide syre i hovedet på hende, fordi ansøgeren har giftet sig med sin nuværende ægtefælle [A]. Ansøgerens tidligere ægtefælle vil derudover ikke lade ansøgeren se deres fælles datter. Flygtningenævnet finder, at enkelte dele af den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran fremstår noget påfaldende, ligesom der i samtalereferaterne kan påvises uoverensstemmelser i den forklaring, han har givet vedrørende, hvornår han i forhold til udrejsen senest modtog materiale til uddeling, om han uddelte hele dette materiale, og hvor mange gange han talte med broren den aften, hvor ansøgerens bopæl angiveligt skulle være blevet opsøgt af myndighederne. Nævnet finder imidlertid – efter det indtryk han har efterladt under sin afgivelse af forklaring direkte for nævnet – at i hvert fald en del af disse mulige uoverensstemmelser meget vel kan skyldes sproglige misforståelser mellem ansøgeren, der er analfabet, og intervieweren. Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om nogen del af asylmotiverne og i øvrigt, at den mandlige ansøger i al væsentligt har forklaret troværdigt om begivenhederne uden at have forsøgt på at udbygge eller dramatisere asylmotivet yderligere. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte den mandlige ansøgers forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran og om myndighedernes kendskab hertil. Uanset at den mandlige ansøgers politiske aktiviteter i Iran må karakteriseres som begrænsede, finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om den kvindelige ansøgers selvstændige asylmotiv bemærkes, at hun først afslutningsvis under asylsamtalen [i foråret] 2017 forklarede, at hun ved en tilbagevenden til Iran tillige frygtede sin tidligere ægtefælle, som flere gange angiveligt har truet den kvindelige ansøger med at ville kaste syre i hovedet på hende. Den kvindelige ansøger nævnte intet herom under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, ligesom hun flere gange under asylsamtalen har udtalt, at hun ikke havde nogen personlige problemer eller konflikter i Iran. Henset hertil og i øvrigt til, at den kvindelige ansøger har været fraskilt siden 2012 og levet i Iran frem til [vinteren] 2015 uden at have været udsat for andet end de angivelige verbale trusler, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger er i reel risiko for asylbegrundende overgreb fra sin tidligere ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/387/FAM
