Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [S]s familie, idet han har taget deres datter med til Danmark, og idet han er af en anden religiøs overbevisning end [S]s familie. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [S]s bror, idet han har truet ansøgeren som følge af, at ansøgeren og [S] er blevet separeret. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han er blevet dømt til at betale 120 millioner toman til [S] i medgift, idet hun ville skilles fra ansøgeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som taxachauffør, da han mødte [S]. Ansøgeren gav hende sit visitkort, og hun ringede til ham næste dag. I løbet af den næste måned talte de jævnligt sammen over telefonen, hvorefter de mødtes omkring [efteråret] 2013. Omkring en måned senere friede ansøgeren til [S]. Han friede i alt tre gange, men [S]s far ville ikke acceptere giftemålet, idet ansøgeren er yaresan, og [S] er shia muslim. Da ansøgeren efterfølgende mødtes med [S]s bror, truede broren ansøgeren med, at han ville havne i fængsel. [Omkring en måned efter deres første møde] mødtes ansøgeren igen med [S]. Hun foreslog, at de skulle udrejse sammen, idet hendes forældre planlagde at tvangsgifte hende til en anden. De udrejste sammen [senere samme år] til Tyrkiet. Efter indrejsen i Danmark er ansøgeren endvidere blevet truet af [S]s familie over telefonen, idet familien ikke mener, at ansøgeren har passet godt på hende. Efter ansøgeren og [S]s separation i Danmark kontaktede ansøgeren [S]s mor, men de blev afbrudt af [S]s bror, [B]. [B] oplyste, at ansøgeren ikke skulle vende tilbage til Iran uden [S], idet [B] ikke ville kunne stå inde for, hvad der så ville ske med ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret utroværdigt og udbyggende, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har endvidere svækket sin generelle troværdighed, idet han [i sommeren] 2016 over for Udlændingestyrelsen erkendte, at alt, hvad han tidligere havde fortalt, var en opdigtet historie. Ansøgeren har således først under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han i Iran blev forsøgt arresteret tre gange på grund af manglende betaling af den medgiftsgæld, som han oplyser, at han er dømt til at betale til sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren oplyste heller ikke til Udlændingestyrelsen, at han i Iran var gået under jorden i anledning af truslen om gældsfængsel. Dette selv om han over for Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklarede om, at han havde været i retten, fordi hans tidligere ægtefælle ville separeres. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt to dokumenter, der angiver at være domme fra de iranske domstole, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren og hans tidligere ægtefælle også har forklaret divergerende om, hvem der deltog i retsmøderne, ligesom ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen må forstås således, at dommene er afsagt 2 år efter separationen, hvilket vil sige i 2011, mens dommene angiver at være afsagt i 2010. Det bemærkes, at ansøgeren trods opfordret hertil af Udlændingestyrelsen ikke fremsendte retsdokumenterne til Udlændingestyrelsen, men at dokumenterne først er fremkommet under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er tidsmæssigt påfaldende, at ansøgeren først begyndte at gå regelmæssigt i kirke, da han havde fået afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke foreligger dokumentation for, at ansøgeren allerede før Udlændingestyrelsens afgørelse havde deltaget i kirkelige aktiviteter, og ansøgeren har da heller ikke fortalt herom til Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at han allerede begyndte at interessere sig for kristendommen, mens han var i Tyrkiet, er derfor heller ikke troværdig. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine overvejelser og refleksioner i forbindelse med konverteringen. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hans konvertering er reel. Sammenfattende har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/380/MME
