Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og yaresan fra [en by i] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælles familie vil slå hende ihjel, idet hun flygtede fra deres hjem og dermed har bragt skam over familien. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hun er flygtet ud af sit ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor op-lyst, at hendes bror i 2004 forårsagede en motorcykelulykke, i hvilken forbindelse en mand døde. Broren gik efter ulykken under jorden, dels fordi der blev skudt efter ham, og dels fordi familien til den afdøde ville have ham udleveret, i hvilken forbindelse de chikanerede ansøgerens familie. Ældrerådet i landsbyen samledes efter ulykken og besluttede, at ansøgerens familie skulle give en datter til den afdødes familie som kompensation for tabet. Ansøgeren blev derfor som 15-årig mod sin vilje gift med sin ægtefælle. Ansøgeren blev regelmæssigt udsat for vold af ægtefællen og hans familie. Endvidere udsatte ægtefællen ansøgeren for seksuelle overgreb. Ansøgeren blev venner med deres nabos datter, og hun fortalte hende, hvad hun blev udsat for. I 2013 mødte ansøgeren naboens datters storebror, [M]. Ansøgeren kom til at holde af ham, og hun ringede til ham, når hun havde mulighed for det. De talte om, at de gerne ville giftes. I forlængelse deraf aftalte ansøgeren og [M], at de ville flygte sammen. Den 16. juni 2014 ville de udrejse sammen, men [M] fortrød flugten ved den tyrkiske grænse, idet han ikke ønskede at forlade sine studier og sin familie i Iran. Ansøgeren rejste derefter videre alene. I Tyrkiet mødte ansøgeren tilfældigvis sin fætter, som hun boede med i syv til otte måneder, hvorefter hun også mødte sin ægtefælles nevø, [S], som derefter begyndte at skygge ansøgeren og genere hende i to måneder. [S] fortalte ansøgeren, at hun havde bragt skam over familien, og at hun skulle vende tilbage til sin ægtefælle i Iran. Ansøgeren udrejste af Tyrkiet [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun som led i en æresrelateret konflikt blev tvangsgift med en ca. 6 år ældre mand, og at hun i ægteskabet blev udsat for vold og voldtægt, og at ægtefællens familie i øvrigt behandlede hende nedværdigende på grund af den æresrelaterede konflikt, til grund. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at det var hovedårsa-gen til, at hun flygtede fra Iran, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret deltaljeret, overbevisende og selvoplevet herom, ligesom forklaringen om ægtefællens voldsudøvelse støttes af fremlagte fotos. Det forhold, at ansøgeren har erkendt, at der er andre dele af hendes forklaring til Udlændingestyrelsen, der ikke er sandt, kan ikke føre til en anden vurdering, idet både ansøgeren og hendes familiemedlem [K] hele tiden har fastholdt, at ansøgerens forklaring om hendes oprindelige problemer i Iran var sandt, og at hun kun forklarede usandt om andre forhold for at hjælpe [K]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for voldelig og anden nedværdigende behandling af sin ægtefælle og svigerfamilie, og at hendes familie på grund af æreskonfliktens karakter ikke er i stand til at beskytte hende, og at myndighederne heller ikke har vilje til at beskytte hende. Efter konfliktens karakter, og da ansø-geren er en ung enlig kvinde, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren herefter har sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konvertering til kristendommen er reel. Ansøgerens forklaring om, at hun allerede i Tyrkiet stiftede bekendtskab med kristendommen, og at hun også inden, at hun begyndte at gå i kirke i [en by i Danmark], havde stiftet bekendtskab med kristendommen, fremstår ikke troværdig. Dette støttes også af, at Luthersk Mission, [i en udtalelse af efteråret] 2018 har anført, at ansøgeren ikke før sin kontakt til Luthersk Mission havde beskæftiget sig med kristendommen, og at hun i begyndelsen var lidt skeptisk over for det kristne budskab. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for sine refleksioner og overvejelser i forbindelse med konverteringen. Ansøgerens forklaring bærer generelt præg af, at hun har været tiltrukket af det sociale fællesskab ved de kirkelige aktiviteter og den støtte, som menigheden har ydet hende i en svær tid, herunder under en længerevarende varetægtsfængsling. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Herefter, og da den dom på 20 dages fængsel, som ansøgeren er idømt ved Vestre Landsrets ankedom af [efteråret] 2018, efter en proportionalitetsafvejning ikke udelukker ansøgeren fra at opnå asyl, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2018/379/MME
