Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og født shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter ligeledes myndighederne, fordi han tidligere har været fængslet for at have deltaget i demonstrationer. Endvidere frygter ansøgeren at blive chikaneret af lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij, fordi hans fars farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konvertering oplyst, at han hele sit liv har haft kendskab til kristendommens eksistens, og at han cirka seks måneder før sin udrejse af Iran blev inviteret hjem til middag hos sin kollega [B]. [B] bad bordbøn, inden de spiste, og det gik op for ansøgeren, at [B] var kristen. [B] lånte ansøgeren en bibel, og ansøgeren spurgte, om han måtte komme med [B] i huskirke, hvilket han fik lov til. Ansøgeren kom i huskirken seks-syv gange, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran, fordi myndighederne opsøgte hans arbejdsplads og bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. De beslaglagde endvidere flere af hans personlige dokumenter. Efter sin indrejse i Danmark er ansøgeren blevet døbt. Til støtte for sin frygt for myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer, og at han i 2009 blev fængslet af myndighederne to gange som følge deraf. Den første gang var han fængslet i ti dage, og den anden gang var han tilbageholdt et døgn. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for lokalbefolkningen, Hizbollah og Basij oplyst, at hans fars farbror, [A], var medlem af regeringen frem til 1999, og at ansøgerens familie som følge deraf er blevet chikaneret, da ansøgeren var barn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret divergerende og udbyggende om myndighedernes henvendelser som følge af hans angivelige konvertering til kristendommen, hvilket er en central del af asylmotivet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at myndighederne opsøgte hans bopæl to gange, inden han udrejste, ni til ti måneder forud for samtalen med Udlændingestyrelsen (svarende til [efteråret] 2015), men ikke efter at han udrejste. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at myndighederne første gang opsøgte hans arbejdsplads og spurgte efter ham. Det var omkring [en dato i sommeren] 2015, hvor ansøgeren var i Isfahan. Omkring fire til seks dage senere fik ansøgeren at vide, at myndighederne havde været på hans bopæl og konfiskeret ting. Anden gang bopælen blev opsøgt, var ansøgeren udrejst og opholdt sig i Tyrkiet. Foreholdt at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at opsøgningerne fandt sted nærmere hans udrejse, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at arbejdspladsen blev opsøgt [en dag i efteråret] 2015, og at bopælen blev opsøgt fire til seks dage derefter. Til gensamtalen forklarede ansøgeren, at han ikke kunne huske, hvornår hans arbejdsplads blev opsøgt, men at det var i 2015, og at han mente, at det var i [i efteråret] 2015. Foreholdt at han til asylsamtalen havde forklaret, at det var [en dato i sommeren] 2015, forklarede ansøgeren, at det var meget svært at huske datoer, at han var i Iran i 20 til 25 dage efter, at hans arbejdsplads blev opsøgt, og at han bliver forvirret over datoer og er meget glemsom. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet udbyggende har forklaret, at det var sekretæren, der sendte ham en sms om, at myndighederne havde været på arbejdspladsen, og at hun i sms’en havde skrevet, hvor han skulle henvende sig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt myndighederne beslaglagde en bibel hos ham. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at myndighederne ved første opsøgning af hans bopæl havde en ransagningskendelse med, og at han ikke vidste, om de fandt en bibel eller ej, men at han havde en formodning om det. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at biblen blev konfiskeret af myndighederne. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at myndighederne ransagede hans bopæl ved den anden opsøgning, hvorimod de ikke var inde i bopælen ved den første opsøgning. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han begyndte at komme i [B]s hjem i [foråret] 2016. Foreholdt, at han indrejste i Danmark [i starten af] 2016, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at han ikke kunne huske, hvornår det var, og at han havde kendt [B] i fem til seks måneder, inden han udrejste. På spørgsmål i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ikke kan huske det, men at han mener, at han begyndte at komme hos [B] i 2014. Ansøgerens forklaring om, at divergenserne skyldes tolkeproblemer ved oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren har underskrevet referatet af samtalen uden at nævne, at der skulle have været problemer med tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre afklaringsproces, og at han fremtræder ureflekteret i forhold til indholdet af kristendommen og den betydning, den har haft for ham. Det forhold, at ansøgeren er blevet døbt i Danmark og har fremlagt en erklæring fra sognepræst […] om undervisningsforløbet kan heroverfor ikke føre til et andet resultat. Nævnet bemærker endvidere, at det fremgår af sognepræstens erklæring, at han ikke har noget personligt indtryk af ansøgerens liv, historie og ”trosrejse”, og at ansøgeren er en stille person, der ikke siger så meget. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han og hans familie er blevet udsat for chikane som følge af, at hans farbror, [A], var et højtstående regeringsmedlem i Iran. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i forhold til, at det ikke har været muligt at verificere, at [A] skulle have en bror ved navn [D], som skulle være ansøgerens farfars navn. Nævnet bemærker i øvrigt, at uanset om nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om chikanen til grund, kan dette asylmotiv ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse, da chikanen efter ansøgerens forklaring fandt sted frem til 2009 og var begrænset til tilråb mod familien, ligesom ansøgeren ikke er blevet udsat for fysiske overgreb siden 2009. Forholdet må således anses for at være afsluttet. For så vidt angår asylmotivet i relation til ansøgerens politiske aktiviteter kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgeren som forklaret deltog i nogle demonstrationer i og omkring 2009, og at han blev anholdt og kortvarigt fængslet. Henset til den tid, der er gået, finder nævnet ikke, at dette forhold har den fornødne intensitet til, at dette kan begrunde opholdstilladelse. For så vidt angår bemærkningerne i advokatens indlæg in fine vedrørende ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Iran at blive straffet for den forbrydelse, han er dømt for i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at selve spørgsmålet om risiko for dobbeltstraf henhører under domstolene i forbindelse med afgørelsen af udvisningsspørgsmålet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/378/ATN
