Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Orumieh, Iran. Ansøgeren har ved enkelte lejligheder udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling og muligvis en dødsdom, fordi han har udført opgaver for PKK i perioden fra 2007 til 2009 og fordi, han er mistænkt for at have medvirket til kidnapningen af en pige ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en ukendt aften i 2007 eller 2008 blev opsøgt i sit og sin fars telt af nogle fremmede personer fra PKK. Personerne sagde til ansøgerens far, at de begge skulle arbejde for PKK. Personerne gav ansøgeren penge, så han kunne skaffe en generator til dem. Efterfølgende opsøgte de iranske myndigheder ansøgerens bolig og bad ansøgerens far møde op på politistationen. Da ansøgerens far kom hen til politistationen, fik han at vide, at ansøgeren også skulle komme hen på politistationen. Da ansøgeren ankom til politistationen, blev han ført ind i et rum og bedt om at fortælle alt om PKK. Ansøgeren nægtede dette, og politimændene slog ham og tvang ham til at skrive under på, at han havde hjulpet PKK. Ansøgeren blev efterfølgende stillet for retten, men fordi han var mindreårig, og fordi hans far kendte en person ved retten, blev han ikke dømt. I sommeren 2009 stoppede ansøgeren med at hjælpe PKK. Ansøgeren stoppede med at opholde sig i området, hvor PKK holdt til, og han skiftede sit telefonnummer. Ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt og udspurgt af myndighederne ved to lejligheder. I efteråret 2014 indledte ansøgerens bror, [B], et forhold til en pige ved navn [A]. Ansøgerens familie havde planlagt, at [B] skulle fri til [A], men [A’s] familie havde besluttet, at [A] skulle forloves med en anden. Da [B] fandt ud af, at [A] var lovet væk til en anden, tog han hen til [A’s] families bopæl. [A] bad [B] tage hende med, og de kørte derefter til Teheran. Ansøgeren tog sammen med sin mor og fætter til Teheran for at undersøge situationen, og [A] fortalte dem, at hun var taget med [B] frivilligt. Efterfølgende kørte de alle til Khoy, hvor [B] og [A] opholdt sig i omkring to uger. På et tidspunkt blev det aftalt, at ansøgerens far skulle aflevere [A] til politiet, og han tog derfor nogle politibetjente med til Khoy. Politiet tilkaldte [A’s] far, der beskyldte [B] for at have kidnappet [A]. [B] blev efterfølgende afhørt og stillet for en domstol. [A] fortalte under retsmødet, at [B] og ansøgeren havde kidnappet hende for at aflevere hende til PKK. [B] blev idømt fem års fængsel. Ansøgeren skjulte sig og undgik dermed at komme for retten. Han udrejste et par måneder senere. [B’s] fængselsstraf er efterfølgende blevet nedsat fra fem til tre år. Med hensyn til ansøgerens forklaring om, at ansøgeren har ordnet ting for PKK fra 2007 til 2009, bemærker Flygtningenævnet, at uanset om denne forklaring kan lægges til grund, ligger det langt tilbage i tid, hvortil kommer, at ansøgeren ikke har haft kontakt til PKK siden. Dette forhold kan således ikke medføre, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Iran kan anses for at være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med hensyn til ansøgerens forklaring om hans brors angivelige bortførelse af [A] og den dertil hørende konflikt med [A’s] familie og myndighederne har Flygtningenævnet lagt vægt på, at denne forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke i asylskemaet har anført noget om denne konflikt, men først har oplyst herom i senere forklaringer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvornår ansøgeren, hans mor og fætter tog afsted til Teheran for at hente [B] og [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at de tog afsted dagen efter, at de fik opkaldet. Til asylsamtalen [i sommeren 2016] har ansøgeren forklaret, at de tog afsted samme aften, som de fik opkaldet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han selv blev beskyldt for at have deltaget i den angivelige bortførelse af [A] forekommer usandsynlig, herunder henset til, at ansøgeren ikke var til stede, ligesom ansøgerens forklaring om, at [A’s] familie havde planlagt, at ansøgeren skulle inddrages i sagen, ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring, at han kunne holde sig skjult på sin arbejdsplads, fordi myndighederne ikke ransagede denne, henset til at de ikke kunne være sikre på, at ansøgeren ikke gemte sig der, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at de retsdokumenter, som ansøgeren har fremlagt vedrørende hans brors dom er vurderet falske, hvilket har svækket ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at udsætte sagen med henblik en ægthedsvurdering af de for nævnet fremlagte nye kopier af retsdokumenterne med stempler. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/372/MAH
