Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar med to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet myndighederne har anklaget den mandlige ansøger for at have hjulpet sin bror med at flygte. Derudover anklagede de iranske myndigheder ansøgerne for at være imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at myndighederne slog hans farbror og bror ihjel, idet de beskyldte dem for at samarbejde med KDPI. Ansøgerens anden bror, [K], blev i [slutningen af] 2013 anholdt af myndighederne og beskyldt for at samarbejde med KDPI. Broren blev løsladt mod kaution efter 10 dage, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren blev [i starten af] 2014 anholdt af de iranske myndigheder, der anklagede ham for at have hjulpet sin bror med at flygte og for at hans familie var imod det iranske styre, medlemmer eller tilknyttet KDPI og terrorister. Ansøgeren var tilbageholdt i 1½ måned, hvor han blev udsat for tortur fire gange. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen fremstillet i retten fire gange, hvor han blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte. Den fjerde gang ansøgeren var i retten, blev han tvunget til at underskrive et papir, hvoraf fremgik, at han tilstod at have hjulpet sin bror med at flygte, og at han ville samarbejde med myndighederne efter sin løsladelse. Ansøgeren blev dagen efter løsladt mod kaution i form af ansøgerens svigerfars hus. Ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle og sit barn [i foråret] 2014 til Tyrkiet, hvor ansøgeren opholdte sig, indtil de udrejste sammen fra Tyrkiet i [efteråret] 2015. Ansøgerens ægtefælle og barn rejste tilbage til Iran i [sommeren] 2015, hvor de boede hos ægtefællens far til [efteråret] 2015, hvorefter de rejste tilbage til Tyrkiet. I denne periode blev ansøgerens ægtefælle opsøgt af de iranske myndigheder to til tre gange på hendes families bopæl. Ansøgerens familie blev opsøgt to til tre gange, efter ansøgerens og hans familie udrejste af Iran. Ansøgerens far blev anholdt i forbindelse med ansøgerens ægtefælles udrejse af Iran i 2015. Faren var blevet syg under tilbageholdelsen og døde kort tid efter sin løsladelse. Den kvindelige ansøger har henvist til sin mands asylmotiv. Parterne har under nævnsmødet oplyst, at de og tolken forstod hinanden. Ansøgerne har forklaret udbyggende og divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om centrale dele af asylmotivet. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev anklaget for at have samarbejdet med sin bror, at være til fare for samfundet og at være terrorist. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev anklaget for, at han og ægtefællen var imod det iranske regime, at være medlem af KDP-Iran og at være terrorist. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han alene blev anklaget for at have hjulpet sin bror med at flygte fra Iran, mens det, han tidligere har oplyst, var beskyldninger, der blev rettet imod ham under afhøringerne. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at hans far, efter at ansøgerens ægtefælle anden gang var udrejst fra Iran, blev tilbageholdt af myndighederne i en måned, og at han efter tilbageholdelsen var indlagt på hospitalet i fem-seks måneder, før han døde. Ansøgerne har fremlagt et foto af faderens gravsted, hvoraf fremgår, at denne døde [i foråret] 2016. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 ikke forklaret om faderens tilbageholdelse men har oplyst, at faderen blev opsøgt af myndighederne to til tre gange efter ansøgernes udrejse. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med faderens tilbageholdelse og hospitalsindlæggelse ca. en måned, før faderen døde. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at faderen blev tilbageholdt af myndighederne i en uge, og at han ikke vidste dette, da han var til oplysnings- og motivsamtale. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at han er 99 % sikker på, at svigerfaderens hus er blevet konfiskeret som følge af kautionen, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale først har forklaret, at hendes familie har det godt og ikke har oplevet noget som følge af ansøgernes konflikt. Senere under samme samtale har den kvindelige ansøger forklaret, at hun tror, at huset er blevet konfiskeret af myndighederne, men at faderen ikke har fortalt hende det. Under nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at de efter afslaget har kontaktet familien og fået oplyst, at familien har fået lov til at blive boende i huset men afdrager på værdien af huset til myndighederne. Den mandlige ansøger har omkring ansøgernes bil til asylsamtalen først forklaret, at bilen blev solgt inden udrejsen, og da han blev foreholdt den kvindelige ansøgers første forklaring, at de ikke nåede at sælge bilen, men at hans svigerfar måske har solgt bilen, og senere igen under samme samtale, at han solgte bilen til svigerfaderen. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen først forklaret, at de ikke nåede at sælge bilen, og at den står hos den mandlige ansøgers familie, senere under samtalen, at de nåede at sælge bilen, og til nævnsmødet, at de solgte bilen til hendes far, men at hun ikke vidste dette. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han ikke har fået en dom for det, han blev anklaget for, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale har forklaret, at advokaten oplyste hende om, at ægtefællen havde fået en dom, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at advokaten kun oplyste hende om, hvad ægtefællen var sigtet for. Udover disse divergenser har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerne udrejste legalt med pas af Iran, og at den kvindelige ansøger og ansøgernes barn genindrejste i Iran, hvor de opholdt sig fem-seks måneder, inden de på ny udrejste. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers bror døde i 2002, og at dette forhold således ligger langt tilbage i tid. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Under hensyn til at Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgernes forklaringer, har Nævnet ikke fundet anledning til at indhente en torturundersøgelse af den mandlige ansøger.” iran/2018/365/LMD
