Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de generelle forhold for kurdere. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter de generelle forhold for kurdere, oplyst, at mange asylansøgere, der er vendt tilbage til Iran, er blevet anholdt i lufthavnen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at såfremt han vender tilbage til Iran, vil myndighederne være af den overbevisning, at han er vendt tilbage for at deltage i krigen sammen med kurderne mod myndigheder. Ansøgeren har set dette i nyhederne i tv’et, og ansøgeren ved, at der er problemer mellem de kurdiske partier og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, oplyst, at ansøgeren er blevet personligt opsøgt samt tilbageholdt fra ti til 15 gange af de iranske myndigheder, da de ønskede, at ansøgeren skulle videregive oplysninger om kurdiske aktiviteter i grænseområdet, hvor ansøgeren boede. De iranske myndigheder bragte ansøgeren til deres kontor, hvor de udspurgte og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb af forskellig karakter. Ansøgeren blev bedt om at underskrive et dokument, der pålagde ansøgeren en meldepligt hos efterretningstjenesten en gang per måned. Ansøgeren udrejste alene af Iran, da ansøgeren ikke længere ville tolerere de iranske myndigheders behandling af ham samt den meldepligt, som han var underlagt. Efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens familie opsøgt på deres bopæl to til tre gange af de iranske myndigheder, som første gang ransagede deres bopæl. De iranske myndigheder udspurgte familien om ansøgerens opholdssted. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var politisk aktiv, og at han ikke havde kendskab til politiske aktiviteter i sit område. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og upræcist om sit asylmotiv. Ansøgeren har således i sit asylskema alene nævnt, at han er flygtet på grund af fattigdom, sult, arbejdsløshed og den omstændighed, at han er kurder, mens han under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen har udbygget sit asylmotiv med, at han er konkret forfulgt af myndighederne, fordi han ikke har villet samarbejde med dem vedrørende videregivelse af oplysninger om politiske modstandere af regimet, og fordi han ikke har overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han blev opsøgt af myndighederne, når de opsøgte ham. Han har således ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev opsøgt, når han arbejdede på marken, mens han senere har forklaret, at han altid blev opsøgt i sit hjem eller på gaden i byen. Ansøgeren har i øvrigt forklaret upræcist om, hvornår han blev tilbageholdt, opsøgt af myndighederne og om, hvornår han udrejste af Iran. Endelig har ansøgeren svaret afglidende på spørgsmål om de konkrete forhold vedrørende blandt andet hans meldepligt, herunder om hvad der skete, når han mødte op til meldepligten, og om hvad der skete under møderne i forbindelse med meldepligten. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, at myndighederne gennem flere år skulle være interesseret i ham henset til, at han ikke var politisk aktiv og til, at han var uden viden af interesse for myndighederne. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for myndighedernes langvarige interesse i ham eller for de nævnte divergenser, ligesom han ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på sin udbygning vedrørende asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at de nævnte divergenser og upræcisheder ikke alene kan forklares ved, at der ved ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen blev anvendt farsi tolk i stedet for sorani tolk. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ved samtalerne har erklæret, at han forstod tolken, og at han tillige fremkom med detaljer i sine forklaringer samt rettelser i forbindelse med oversættelsen af forklaringerne. Det ændrer således ikke ved Flygtningenævnets bevisvurdering, at der ikke blev tolket på ansøgerens modersmål ved samtalerne med Udlændingestyrelsen. For så vidt angår de fremlagte tilsigelser og den fremlagte dom fra Iran, finder Flygtningenævnet, at fremkomsten af disse dokumenter heller ikke ændrer ved bevisvurderingen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren skulle være kommet i besiddelse af de dokumenter, der efter deres indhold indeholder forkyndelsespåtegningen, hvilken må formodes at være til myndighedernes brug. Det fremgår i øvrigt af baggrundsoplysningerne vedrørende Iran, herunder notat af 2. september 2013, at der med tilgængelig avanceret teknologi kan fremstilles vellignende tilsigelser, hvor hverken dokument eller indhold er ægte, ligesom der kan manipuleres med/ændres i allerede udstedte tilsigelser. Ifølge kilden kan uægte tilsigelser også være fremskaffet via tyveri fra myndighederne eller via bestikkelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er anledning til at imødekomme den mere subsidiære påstand om hjemvisning af sagen eller udsættelse af sagen med henblik på ægthedsvurdering af dokumenterne. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kurdere i Iran til grund, at disse forhold ikke er sådanne, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren skal meddeles asyl. Herefter, og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved udrejsen af Iran havde asylbegrundende konflikter eller, at han vil få det ved en genindrejse. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/361/GJEY
