Nævnet meddelte i oktober 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tyrker og kristen af religiøs overbevisning fra Shiraz, Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin kusines far. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin kusine [A] i [sommeren] 2013 udrejste af Iran til Tyrkiet, idet hun ikke ønskede at indgå i et af hendes far planlagt ægteskab og derfor havde bedt ansøgeren om hjælp. De to tog ophold i den tyrkiske by Kaysari, hvor [A] blev indkvarteret via FN, mens ansøgeren fandt en bolig gennem en ejendomsmægler. I løbet af sit ophold i Tyrkiet modtog ansøgeren en skriftlig og en telefonisk trussel, idet han alene anmeldte sidstnævnte til det tyrkiske politi. Ansøgeren formoder, at begge trusler var fra [A]’s familie. Under en samtale med FN overhørte ansøgeren endvidere nogle medarbejdere tale om, at Interpol ledte efter ansøgeren og hans kusine. Efter omkring ni måneder kom [A]’s far uden ansøgerens viden til Tyrkiet og tog hende med tilbage til Iran. Faren er nu ude efter at skade ansøgeren, da ansøgeren ved at tage sin kusine med til Tyrkiet har krænket dennes families ære. Efter ansøgerens udrejse har de iranske myndigheder opsøgt ansøgerens familie og afhørt ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han frygter, at [A]’s far har fortalt herom til de iranske myndigheder. Ansøgerens interesse for kristendommen blev vakt under opholdet i Tyrkiet, hvor han boede sammen med to kristne iranere, som tog ham med i kirke et par gange. Efter omkring fire til fem måneder i Tyrkiet begyndte ansøgeren regelmæssigt at gå i kirke, og i starten af september 2015 blev han døbt. Omkring to måneder efter sin indrejse i Danmark fortalte ansøgeren om sin konvertering til sin familie, der imidlertid allerede var blevet informeret herom af ansøgerens kusines familie. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren allerede ved første kontakt med de danske myndigheder har angivet at være konverteret til kristendommen. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i Danmark har deltaget i kristne aktiviteter i betydeligt omfang og for nævnet har vist et ikke ubetydeligt kendskab til den kristne religion samt forklaret om sin baggrund for konverteringen. Uanset visse divergenser i ansøgerens forklaringer findes der ikke alene ud fra en vurdering af ansøgerens generelle troværdighed grundlag for at fastslå, at ansøgerens konvertering ikke er reel. Ansøgeren har forklaret, at han ved tilbagevenden til Iran føler sig kaldet til at udbrede den kristne tro. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at hans kusines far har kendskab til konverteringen og må være stærkt tilskyndet til at anmelde denne til myndighederne i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2018/355/TLNJ
