Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning. Den mandlige ansøger er Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den kvindelige ansøger er Kefri, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han gav mad og vand til KDPI-medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han [i foråret] 2015 blev opsøgt af omkring seks personer, mens ansøgeren sad og spiste aftensmad med sin nabo Kian Nozari i det telt, som lå ved ansøgerens biavl. Personerne oplyste, at de var fra KDPI og bad om mad og vand. Ansøgeren og naboen gav personerne mad og vand. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt tre gange på lignende måde af folk fra KDPI. Naboen var til stede i alt to af gangene. KDPI-folkene fik mad og brød hver gang. Han gav personerne det, han kunne undvære. Ansøgeren blev ringet op af sin nabo, Vali Gholam, [i efteråret] 2015, da ansøgeren var på vej hen til sin morbror på motorcykel. Naboen sagde, at der var flere militærkøretøjer ved ansøgerens biavl. Ansøgeren bad naboen om at undersøge det nærmere. Efter en halv time ringede ansøgeren til naboen igen. Naboen sagde, at Kian var blevet anholdt, og myndighederne havde taget ansøgerens bil. Ansøgeren tog til sin morbror, hvor han overnattede. Morbrorens søn, Jalil Razari, kørte næste morgen forbi ansøgerens biavl i traktor og så, at biavlen var brændt ned, og at der var soldater til stede. Ansøgeren og familien udrejse [i efteråret] 2015 af deres hjemby. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vend tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger henvist til sin ægtefælles konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen overordnet fremstår usandsynlig. Det er således ikke overbevisende, at den mandlige ansøger, som ikke var politisk aktiv, skulle have indvilliget i at give peshmergaer fra KDPI mad og drikke ved flere lejligheder, når det henses til, at den mandlige ansøger var bekendt med, at den iranske efterretningstjeneste var til stede i området, hvor den mandlige ansøger opholdt sig. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har forklaret, at han var bange som følge af, at han 10 år tidligere var blevet beskudt, og at mændene var bevæbnede, men nævnet finder under hensyn til den mandlige ansøgers forklaring om mændene fra KDPI’s optræden, herunder at de ikke truede ham, at denne forklaring ikke kan føre til en anden vurdering. Desuden fremstår den kvindelige ansøgers manglende kendskab til sin mands asylmotiv, navnlig i samtalerne med Udlændingestyrelsen, bemærkelsesværdig. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende på centrale punkter. Til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han blev ringet op, da han kørte på motorcykel, af Vali Gholami, der fortalte, at der var mange biler ved den mandlige ansøgers biavl. Den mandlige ansøger forklarede videre, at han efter samtalen slukkede sin mobiltelefon, fordi han var bange for, at nogen kunne finde ham, og at han efter en times venten tog hen til sin morbror, hvor han fra en lånt telefon ringede til Vali Gholam igen. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklarede den mandlige ansøger, at han, efter at have talt med Vali Gholam, ventede en halv time, hvorefter han ringede til Vali Gholam igen, inden han slukkede sin telefon og tog sim-kortet ud og tog hen til sin morbror. For nævnet har den mandlige ansøger gentaget sin forklaring fra asylsamtalen med den tilføjelse, at han også knækkede sim-kortet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret forskelligt om, hvem han lånte telefonen af hos sin morbror. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han lånte telefonen af sin morbror, mens han til asylsamtalen forklarede, at han lånte telefonen af sin fætter Jalil Razari. Flygtningenævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har henvist til fejl i referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen som forklaring på divergenserne, men nævnet finder henset til, at ansøgeren har fået samtalerne oversat og er fremkommet med rettelser til referaterne, at dette ikke kan føre til en anden vurdering. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne for nævnet har forklaret forskelligt om, hvornår den kvindelige ansøger blev klar over, at ansøgerne skulle forlade Iran, hvorfor den kvindelige havde ansøgerens penge med hjem til hendes forældre, og om hvor mange penge den kvindelige ansøger havde med. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at den kontakt, som den mandlige ansøger har haft med de iranske myndigheder i anledningen af, at han for omkring 11 år siden blev skudt på og ramt i foden, er en afsluttet episode. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed, at han i asylsamtalen udbyggende forklarede, at beslutningen om at udrejse af Iran også var begrundet i den forskelsbehandling, som kurdere og personer af yaresan-troen oplever i Iran, henset til, at den mandlige ansøger forklarede herom til oplysnings- og motivsamtalen. Til denne samtale henviste han til de generelle forhold for kurdere og yaresan-troende for at forklare, at det er langt værre, når kurdere og yaresan-troende kommer i myndighedernes søgelys. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han forud for udrejsen fra Iran er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om den mandlige ansøger ved sin deltagelse i en demonstration i [foråret] 2017 foran [en bygning] i København, og en demonstration [i vinteren] 2018 foran [en bygning] i Danmark med regimekritiske ytringer, er kommet er kommet i et sådant modsætningsforhold til de iranske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgning, jf. udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved sin deltagelse i demonstrationerne er kommet er kommet i de iranske myndigheders søgelys på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger ikke ved sin udrejse af Iran var profileret i forhold til de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er blevet kontaktet af de iranske myndigheder omkring to år før ansøgernes udrejse i anledning af ansøgerens brors deltagelse i en demonstration i Danmark mod det iranske regime. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at den mandlige ansøgers generelle troværdighed efter det ovenfor anførte er svækket, og på at den mandlige ansøgers forklaring om denne kontakt med myndighederne ikke støttes af den kvindelige ansøgers forklaring. Nævnet er opmærksom på, at den mandlige ansøger har oplyst, at fotos med ham fra demonstrationen foran Udlændingestyrelsen findes på Yaresan-organisationens hjemmeside, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Endelig bemærkes, at forholdene for yaresan-troende i Iran ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Da den kvindelige ansøgers asylmotiv knytter sig til den mandlige ansøgeres asylmotiv, finder Flygtningenævnet som følge af ovenstående, at der ikke er grundlag for at meddele den kvindelige ansøger opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Iran/2018/350/FAM
