Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt sunnimuslim, men nu ateist, fra vest-Aserbajdsjan. Ansøgeren har været aktiv for partiet PJAK i perioden fra 2005 til 2008. Efterfølgende har ansøgeren været aktiv for KDPI frem til 2013, hvor han indrejste i Irak og fortsatte sine politiske aktiviteter frem til sin udrejse af Irak i efteråret 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv for PJAK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har samarbejdet med PJAK siden 2005. Ansøgeren var ikke medlem af PJAK, men han hjalp dem med at transportere sårede og skaffede sko og redskaber til behandling. I 2008 var ansøgeren i færd med at følge en gruppe kurdere til Orumieh, så de kunne tilslutte sig PJAK. På vejen blev deres bil stoppet af Revolutionsgarden. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb, hvorefter han blev anholdt og ført til [en base] i Orumieh. Ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og tortureret på basen i mellem 11 og 20 dage. Efterfølgende blev ansøgeren udleveret til efterretningstjenesten i Orumieh, der tilbageholdt ansøgeren i mere end to måneder. Ansøgeren blev efterfølgende overført til det centrale fængsel i Orumieh, hvor han efter to til tre måneder blev stillet for en dommer. Ansøgeren opholdt sig i fængslet i samlet omkring 21 måneder. Ansøgeren fik efter omkring et års tilbageholdelse en dom for at have samarbejdet med PJAK. Ansøgeren blev efter fængslingen i Orumieh overført til fængslet i Tabriz, hvor han opholdt sig, indtil han blev løsladt syv måneder senere. Efter løsladelsen blev ansøgeren af efterretningstjenesten anmodet om at rapportere om PJAK og deres opholdssteder, hvilket han nægtede. Ansøgeren blev under sine fængselsophold bekendt med KDPI, og han tog efter sin løsladelse kontakt til partiet. Ansøgeren fik til opgave at uddele løbesedler og rapportere til partiet om aktiviteter i ansøgerens område. En aften i efteråret 2013 blev ansøgeren opdaget af en person, der arbejdede for myndighederne. Ansøgeren fortsatte samme aften til KDPI’s hovedkvarter i Irak. Ansøgeren modtog samme aften et opkald fra sin far, der havde en bekendt i efterretningstjenesten. Den bekendte havde ringet til faren og sagt, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren var aktiv for KDPI i Irak frem til sin udrejse i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter har været udbyggende. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet forklaret, at han efter pågribelsen i 2008 var fængslet i 28 måneder. Ansøgeren beskriver i skemaet ikke, at han afsonede en dom, og at han havde anket denne dom. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han fik appelrettens dom udleveret, allerede mens han afsonede. Ansøgeren omtaler imidlertid først dommen under asylsamtalen, der fandt sted [i foråret 2017], og ansøgeren har i den forbindelse afleveret en kopi af en dom, der angiveligt er afsagt af appelretten i vest-Aserbajdsjan. Denne dom er søgt ægthedsvurderet, og det fremgår af svaret på undersøgelsen, at dokumentet må anses som et falsum. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at han i Danmark i 2017 traf en navngivet kurdisk mand, der afsonede sammen med ansøgeren i 2008 til 2009, hvilken oplysning nævnet ikke finder at kunne tillægge betydning, henset til, at oplysningen ikke er meddelt overfor udlændingestyrelsen eller under mødet med advokaten. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet vedrørende sine aktiviteter for KDPI anført, at han uddelte løbesedler, at efterretningsvæsnet opdagede dette, og at en bekendt til familien advarede ansøgerens far om, at man gerne ville anholde ansøgeren. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opdaget af en af Sepahs meddelere, da ansøgeren var i færd med at hjælpe en gruppe Peshmergaer gennem grænseområdet. Ansøgerens forklaring om, hvorledes denne meddeler havde mulighed for at genkende ansøgeren, fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Ansøgeren har vedrørende sin eksponering i Iran under nævnsmødet endvidere udbyggende forklaret, at ansøgeren efter pågribelsen i 2008 blev omtalte på RoiTv, og at ansøgerens billede blev vist i samme forbindelse, hvilket kan have medvirket til, at meddeleren kunne genkende ham. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i Iran har været politisk aktiv, og af den grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. På denne baggrund, og da ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Irak endvidere har fremstået divergerende i forhold til, hvorvidt ansøgeren var egentligt medlem af KDPI eller ej, og hvorvidt ansøgeren modtog våbentræning, finder Flygtningenævnet ej heller, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har været politisk aktiv i Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en Facebook-profil i et andet navn, og her lagt billeder op af sig selv i Peshmerga uniform kan ikke føre til, at ansøgeren kan anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder, og det samme gælder for de aktiviteter, ansøgeren har beskrevet at have deltaget i, i Danmark. De fremlagte erklæringer og medlemskortet kan ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren har ved nævnsmødets start oplyst, at han er ”kommunistisk ateist”. Ansøgeren har således ikke selv taget initiativ til at oplyse, at han er blevet døbt [i efteråret 2018], men har foreholdt oplysningen bekræftet, at det forholder sig således. Ansøgeren har forklaret, at han anser det som et helt privat anliggende, og har afvist at svare på spørgsmål om sit forhold til og sit kendskab til Kristendommen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det må lægges til grund, at ansøgeren ikke reelt er konverteret. Den omstændighed, at ansøgeren er døbt findes under disse omstændigheder ikke at medføre, at de iranske myndigheder, såfremt de får kendskab til dåben, vil anse ansøgeren som frafalden. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2018/347/MAH
